Den 20.februar 1948 ankom den unge husassistent Asta Hansen til Peter Bangs Vej 74 præcis kl. 8.00. Hun stillede sin cykel i gården og løb op af køkkentrappen. Som sædvanlig skulle hun gøre rent i herskabslejligheden hos kontorchef Vilhelm Jacobsen og fru Inger inden lørdagens rykind af gæster.
Men der var noget galt. Sikkerhedskæden sad stadig for køkkendøren, så hun måtte tage genvejen over loftet og ringe på hoveddøren. Der blev ikke lukket op, og da hun tøvende låste sig ind i den mørke lejlighed, mødte der hende et forfærdeligt syn. I herreværelset lå Vilhelm Jacobsen død, indhyllet i blodige tæpper.
Alarmen til politiet indløb 8.17, og hele styrken blev sendt til gerningsstedet. Her fandt de Vilhelm Jacobsen med ansigtet slået til blodig ukendelighed og en overskåret pulsåre. I soveværelset lå hans hustru på maven med flere læsioner i hovedet, der havde efterladt blodige plamager på gulvtæppet. Hun var dækket af en dyne, hvorpå der lå en stok.
En lignende stok på Vilhelm Jacobsens lig afstedkom gennem årene mange myter. Jacobsens jødiske aner kom på sælsom vis ind i efterforskningen, for – som der står i politirapporten – mente nogen, at stokkene på ligene var et gammelt jødisk ritual for at forhindre de afdøde i at gå igen.
Kun for ariere
Det var første gang, politiet på Frederiksberg stod med en så celeber mordsag på et pænt, borgerligt ægtepar, på hvem ingen kunne sætte en finger. Ganske vist havde Vilhelm Jacobsen en lidenskab for at spille på heste, og Inger Jacobsen havde hang til det okkulte, men ellers levede de et stille liv. De rejste på årlige sommerferier til Svendborg og Taarbæk og andre gange også til det sydlige Tyskland.
Vilhelm Jacobsen blev født i 1893 som den yngste i en søskendeflok på fire. Hans far stammede på mødrene side fra de gamle jødiske slægter Hertz og Fürst, og familien boede under små kår i en lille lejlighed tæt ved Strøget, hvor hans far ernærede sig som snedker, og moderen passede hjemmet.
Efter endt uddannelse blev Vilhelm Jacobsen ansat i det fornemme københavnske firma Carl Holten, bedre kendt under detailforretningens navn ’English House’, hvor han hurtigt var blevet forfremmet til kontorchef og senere til direktionens højre hånd. Han opretholdt en god månedsløn, så parret kunne rejse og leve godt. De holdt begge meget af Østrig og Berchtesgaden, og det var på en rejse hertil i slutningen af trediverne, at Vilhelm Jacobsen blev konfronteret med sine jødiske aner. Parret skulle med en lokal bus på sightseeing, men chaufføren nægtede den mørklødede Vilhelm Jacobsen adgang, da bussen – som han sagde – kun var for ariere. Denne og andre lignende episoder var muligvis årsag til valg, han foretog sig senere i livet.
Afdelingen for raceforskning
I 1940 blev Danmark besat, men hos Carl Holten og ’English House’ gik livet næsten sin vante gang – man syede uniformer til Værnemagten og støttede samtidig i hemmelighed den spirende modstandsbevægelse.
Dog var der en enkelt undtagelse, for ægteparrets gode ven Erik Ramdahl fortalte senere til politirapporterne, at ledelsen havde opfordret Vilhelm Jacobsen til at få udfærdiget en såkaldt ’Arierattest’ – bare for en god ordens skyld.
Arierattester var ved krigens udbrud blevet en lukrativ forretning for Personalhistorisk Institut og indehaveren Sixten Otto Brenner, der havde sit kontor på Kultorvet 4 i København. Han var før besættelsen en anerkendt slægtsforsker, som fandt ud af, at folk, mod at betale lidt ekstra, gerne ville have lidt adeligt i slægten, og han forfaldt derfor til at fifle lidt med slægtstræerne.
Da Danmark blev besat, meldte han sig ind i Dansk-Tysk forening og fortsatte sit virke, nu med en afdeling for raceforskning, der udviskede folks jødiske aner.
Og på sin arbejdsgivers opfordring, gik også Vilhelm Jacobsen en dag i sin frokostpause med en klækkelig pose penge det korte stykke fra Nørrevold til instituttet, og med en fortælling om, at hans formødre og -fædre var begravet på Assistens Kirkegård (og ikke den mosaiske), fik han sikret, at hans jødiske slægt stod opført som evangelisk-luthersk.
Attesten blev indrammet og hængt op på hans kontor, hvor alle kunne se den.
Blot for en god ordens skyld
Vilhelm Jacobsens arierattes er udfærdiget på tysk, og lyder i dansk oversættelse:
Hermed bekræftes det, på vedlagte stamtræ for kontorchef Vilhelm Jacobsen, som blev født den 27.12 1893, at samtlige otte oldeforældre, ifølge de officielle kilder, alle tilhørte den evangelitiske –lutherske kirke, og at bemeldte Vilhelm Jacobsen i henhold til 1. Verordnung zum deutschen Reichbürgergesetz af 14. November 1935 §5, ikke skal betegnes som jødisk, men som ren arisk.
Attesten hang frem til krigens slutning synligt fremme på Vilhelm Jacobsens kontor hos ’English House’, som fandt det bedst at kunne attestere, at værnemagten ikke ville komme til at forhandle med en kontorchef af jødisk afstamning.
Personalhistorisk Institut lukkede endegyldigt i 1955, og indehaveren Sixten Otto Branner flyttede til Malmø, hvor han prøvede at genoprette sit efterhånden blakkede slægtsforskerry ved at udgive den senere anerkendte bog Nachkommen Gorms des Alten I-XVI Generation.
’English House’, som under besættelsen formåede både at arbejde for Værnemagten og Modstandsbevægelsen, lukkede endegyldigt i midten af tresserne efter at have skrantet gennem flere år.
Mordet på Inger og Vilhelm Jacobsen er aldrig blevet opklaret.
Fotos:
Vilhelm og Inger Jacobsens forlovelsesfoto.
Ferie i Berchtesgaden. Vilhelm Jacobsen, Fru Grosserer Nielsen, Inger Jacobsen, og Ingeniør Winkelmann
Vilhelm Jacobsens Arierattest, der hang synligt fremme på hans kontor i firmaet ‘English House*
Venligst udlånt af Dines Bogø.
I forbindelse med efterforskningen af dobbelt-mordet blev Vilhelm Jacobsens to brødre også afhørt. Politiets rapport er skrevet i en tid, hvor eugeniske tanker og politiske tiltag havde været udbredt i Danmark allerede fra 1920.
Politiet skriver om den ældste bror Knud:
”Ca. 156 cm høj, kraftig mave, skaldet med tynd Haarkrans om issen, ejendommelig Hovedfacon, idet han har stort Hoved med kraftig fremstaaende Pande, rundt rødligt Ansigt, lille Moustace, bærer Hornbriller, forlorne Tænder. Virker sjusket i paaklædning selv naar han er pænt klædt paa. Taler drævende. Bruger snus. Vralter, naar han gaar. Meget lidt adræt. Arbejdertype”.
Beskrivelsen af den lidt yngre bror Robert får også mange detaljer med:
”Ca. 166 cm høj, alm. af bygning, virker spinkel paa Baggrund af Broderen Knud. Flegnskaldet, mlblondt, graa ved tindingerne, ved Overgangen mellem Pande og Isse har han en tydeligt fremtrædende Fedtknude. Smalt ansigt, nærmest markeret, rødligt. Bærer Briller. Læsper. Lader tit Munden staa aaben, efter han har udtalt en sætning. Virker sjusket i Paaklædning, dog ikke så grelt som Knud. Arbejdertype”.
Tak fordi du læser med i Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed.
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Du kan også hjælpe ved at gøre din omgangskreds opmærksom på Goldberg, så vi får endnu flere læsere.
God fornøjelse med de næste mange artikler – og tak for hjælpen!