Otto Koellreutter var en lysende begavelse. Han havde studeret retsvidenskab på en række af Europas førende universiteter, og karrieren formede sig fint i den offentlige forvaltning hjemme i Tyskland. Men i 1933 gjorde han sig berygtet på en måde, så eftertidens historikere ofte omtaler ham som ’nazismens juridiske ypperstepræst’.
I begyndelsen af 1930’erne var han blevet fascineret af nationalsocialismen, kort efter Hitlers magtovertagelse i 1933 meldte han sig ind i partiet, og samme år satte han trumf på ved at gøre rede for sine visioner i en lille bog.
Den blev på mange måder en juridisk grundbog for nazisternes såkaldte nationale revolution, og undervejs diskuterede Koellreutter spørgsmålet om immigration og statsborgerskab. Som den grundige akademiker han var, inddrog han naturligvis nyttige eksempler, og der kan det måske overraske, at han kom omkring de uskrevne sociale love i det britiske imperium og derpå kastede sig ud i en længere redegørelse for det amerikanske eksempel.
Eller måske er det ikke så overraskende endda.
Hagekorsflaget
James Whitman, der er professor i komparativ ret ved det amerikanske Yale University, har taget emnet op til behandling i sin nye bog. Som udgangspunkt beskriver han nazisternes forhold til USA som præget af stærkt blandede følelser.
Da Nürnberg-lovene blev enstemmigt vedtaget på Rigsdagens ekstraordinære møde i byen den 15. september 1935, var det kun to af de tre, som knæsatte den nazistiske racepolitik. Det er dels Reichsbürgergesetz, som gjorde fuldt statsborgerskab til en eneret for ariske tyskere, og dels Gesetz zum Schutze des deutschen Blutes und der deutschen Ehre, som gjorde samkvem mellem ariske tyskere og for eksempel jøder strafbart. Den kendes også som Blodloven.
Kompleksets tredje lov skal snarere ses som en principiel, storpolitisk kommentar. Den fastslog, at hagekorsflaget fra dags dato var Tysklands officielle flag, og den blev til som følge af en episode, der havde udspillet sig i New York et par måneder forinden. Da havde demonstranter bordet den tyske atlanterhavsliner SS Bremen og kastet skibets hagekorsflag i Hudsonfloden. Fem demonstranter var blevet anholdt, men kort efter løsladt af den jødiske dommer Louis B. Brodsky ved politiretten på Manhattan.
Sagen tændte således yderligere brand under nazisternes interne debat om forholdet til USA. For på den ene side så de Brodsky som indbegrebet af et slapt samfund, og på den anden side så de med stor interesse på amerikanernes immigrationslovgivning og en indfødsretslov, der reelt gjorde puertoricanere, kinesere, filippinere, sorte og indianere til andenrangs borgere. Hitler var selv fascineret af, hvordan man fratog sorte amerikanere deres borgerrettigheder.
One drop law for ekstrem
Men engang imellem fandt nazisterne ikke desto mindre, at amerikanerne var et nummer for ekstreme. Det mente de for eksempel om senator Theodore Bilbo fra Mississippi, der var en glødende modstander af nogen form for raceblanding. ’En dråbe negerblod placeret i den reneste hvide mands blodårer ødelægger hans sinds nyskabende geni og lammer hans kreative evner’, sagde Bilbo, og han blev hørt.
Ved siden af sine offentlige funktioner i Washington D.C. var Bilbo fremtrædende medlem af Ku Klux Klan. Selv radikale nazister fandt, at Bilbos ”one drop law” var uforenelig med tyske forhold. Da nazisterne fik formuleret deres lovgivning, standsede de ved fjerdedels- og ottendedelsjøder, hvilket, når alt kommer til alt, var moderat i forhold til Bilbo.
Dette var imidlertid kun en indvending. I det store og hele godtog nazisterne hele pakken, og Whitman er velkendt med den typiske indvending, at nazisterne udelukkende fremhævede den amerikanske racelovgivning for at vise for verden, at de ikke stod alene med deres menneskefjendske livssyn. At det altså var et vel tilrettelagt propagandanummer. Men nej, han har gode argumenter for, at USA virkelig tjente som lærestykke. For i den nazistiske litteratur så man ikke blot en debat om Jim Crow-lovene, altså det juridiske, men i lige så høj grad en positiv understregning af folkestemningen og miljøet i de amerikanske sydstater.
Men der var også forskelle. Amerikanerne definerede jødiske borgere som hvide og dermed ikke underlagt racelovgivningen, og det var jo stik imod den nazistiske tænkning. Samtidig forekom sagerne enklere i USA, fordi netop hudfarven gjorde hele forskellen. Mange tyske jøder så ud fuldstændig som andre tyske borgere, og de skilte sig ikke engang ud ved at være medlem af synagoger eller jødiske foreninger. Og hertil kommer, at der langt op i 1930’erne herskede en gammeltysk konservatisme, der lagde en vis dæmper på nazisternes værste udskejelser.
Ikke desto mindre ramte tragedien de tyske jøder, og det i et omfang, der langt overgår de værste amerikanske skrækscenarier. Whitman stiller derfor det relevante spørgsmål, om historien havde set anderledes ud, hvis ikke nazisterne havde fundet juridisk inspiration i USA. Næppe, siger han. Den nazistiske ondskab havde løbet linen ud alligevel. Men dette er ikke det afgørende. Det vigtige er, at forbindelsen var der, og det finder forfatteren er god grund til at understrege vore dages sammenstød mellem den latente fascisme og iboende racisme, som han stadig ser i dele af navnlig Sydstaternes befolkning, og progressive amerikanere, der ikke tøver med at hive hagekorsflag ned, sådan som ligesindede gjorde det dengang, på havnen i New York.
James Q. Whitman: Hitler’s American Model. The United States and the Making of Nazi Race Law. 208 s., ill. Princeton University Press