Gino Bartali var kun en stor dreng på elleve år, da han i 1925 mødte Giacomo Goldenberg første gang. Han havde fået sin første cykel og arbejdede lidt i sin fætter Giulios cykelforretning i Firenze. Cykelstellene hang i kroge fra loftet, der lugtede af olie og luften var tyk af cigaretrøg fra de mange mænd, der besøgte forretningen.
Blandt mændene var den 16 år ældre Giacomo Goldenberg. Han var en af de fem-seks millioner russiske jøder, der mellem 1890 og 1917 flygtede fra zarens Rusland til Vesten. Med sig havde Giacomo Goldenberg sin kone og søn.
Noget klikkede mellem de to. Gino så op til den velklædte jøde, der talte flere sprog og var en rigtig verdensborger. Da Goldenberg flyttede videre med sin familie til Fiume i det nordøstlige Italien, vidste ingen, at deres venskab mange år senere skulle være skelsættende for dem begge.
Bartali bliver cykelrytter
Gino fortsatte med at øve sig. Sammen med sine venner cyklede han rundt i Firenzes kuperede gader, og snart blev den stejle ”Moccoli-stigning” op til Piazzale Michelangelo det foretrukne træningssted for drengene.
I 1935 blev Gino Bartali professionel og i 1936 vandt han sit første Giro d’Italia. Hans to år yngre lillebror Giulio var også en talentfuld cykelrytter, og de to fulgtes ofte ad. De trænede sammen, og Gino sagde senere, at Giulio havde større talent end ham selv.
En dag deltog de i hvert deres løb, og mens Gino var i Frankrig, blev Giulio dræbt på en nedkørsel i Italien, da han ramte en bil. Efter broderens død blev Gino Bartali en mere troende katolik, men hans lyst til cykling dalede og der skulle overtalelse til for at få ham på deltagerlisten til Giro d’Italia i 1937. Et løb som han i øvrigt vandt.
Mussolini skaber skræk og rædsel
Mussolini var kommet til magten i Italien i 1922, og han dikterede, at Gino Bartali skulle deltage i Tour de France i 1938 som et eksempel på, hvad det fascistiske menneske var i stand til. Bartali tog afsted og vandt verdens største cykelløb, men tilbage i Italien undlod han at dedikere sejren til Mussolini, hvilket blev set som en alvorlig fornærmelse mod ”Il Duce”.
Bartali, der på dette tidspunkt ikke blot var Italiens, men hele Europas, største sportsstjerne, modtog da heller ikke Mussolinis fortjenstmedalje.
På det politiske plan forsatte Mussolini og hans fascister deres fremmarch, og angsten voksede i samfundet og særligt hos den jødiske del af befolkningen. Efter Hitlers besøg hos Mussolini i Rom i 1938 strammede forfølgelserne til, og det var der, ifølge historikeren Bent Blüdnikow, en god forklaring på.
”Mussolini indførte Jødeloven, der dybest set betød, at jøder blev frataget deres dagligliv. De blev fyret fra stillinger i det offentlige, og jødiske børn måtte ikke længere gå i skole. Det, som Goldenberg-familien var flygtet fra i Zarens Rusland, blev de udsat for igen i Italien,” fortæller Bent Blüdnikow til Goldberg.
Der var krig i Europa, og det betød, at der stort set ikke blev kørt cykelløb, men Gino Bartali fortsatte sin træning i Toscanas bakker.
I 1943 blev Mussolini afsat som regeringschef, og Italiens nye regering indgik en våbenstilstandsaftale med de allierede. Men presset på jøderne blev intensiveret, da nazisterne indtog Italien nordfra, og blandt de mange der måtte flygte sydpå var Goldenberg-familien, der vendte tilbage til Firenze.
”Mussolini havde ikke intensioner om at gå så drastisk til værks i forhold til Italiens jødiske befolkning som nazisterne, der med deres antisemitiske program ønskede en total udslettelse. Men de fascistiske grupper blandt andet i Norditalien var interesserede i at samarbejde med tyskerne, og derved kom jøderne virkelig i livsfare,” forklarer Bent Blüdnikow.
Cykler fra kloster til kloster
Hjemme i Ponte a Ema i udkanten af Firenze havde Gino Bartali ikke glemt sit møde med Giacomo Goldenberg tyve år tidligere i cykelforretningen. I 1944 var Goldenberg tilbage i byen og Bartali, der i mellemtiden var blevet cykelstjerne tilbød at gemme den jødiske flygtningefamilie i kælderen under sit hus. Der sad de, mens Gino Bartali cyklede rundt og trænede, og ingen undrede sig over, at han i perioder var væk flere dage ad gangen.
I al hemmelighed var Bartali begyndt at transportere falske ID-dokumenter rundt. Han hentede dokumenterne fra loyale trykkerier, skruede sadlen af sin cykel og gemte dokumenterne i sadelrøret. Derpå cyklede han rundt til klostre i det meste af Toscana, hvor mange italienske jøder levede i skjul.
Han cyklede 200 kilometer til Quirico-klostret i den hellige by Assisi og hjem igen. Han cyklede til Forneta-klostret i Genoa, og på vejen dertil gjorde han stop i klostret i Formentale. I alle klostrene afleverede han falske ID-dokumenter, så jøderne kunne forlade deres skjul.
Bartali samler et forarmet Italien
Da krigen var slut, var det et fattigt, splittet og borgerkrigstruet Italien, der kom til syne. I 1948 var Gino Bartali 34 år, da han rejste til Frankrig for at deltage i Tour de France. Med en uge tilbage af det tre uger lange etapeløb, fik han en opringning. Han var på dette tidspunkt 21 minutter efter den førende rytter, franskmanden Louison Bobet.
”Det står meget skidt til i landet, Gino. Jeg vil gerne vide én ting: Kan du vinde Tour de France?” lød det i røret. Det var Italiens ministerpræsident og en senere en af arkitekterne bag EU, Alcide De Gasperi, der spurgte.
Gino Bartali vandt dagens etape fra Cannes til Briancon. Da han kørte over målstregen, var han kun godt et minut efter Bobet i den samlede stilling. Hjemme i Italien blev den varslede generalstrejke afblæst, og i Tourens sidste dage fortsatte Bartali sin aggressive cykling og var konstant i offensiven. Han endte med at vinde Touren med 26 minutter til belgieren Brik Schotte og mere end en halv time foran Bobet.
Nogle medaljer bæres ikke udenpå men i sjælen
Bartali fik sine medaljer for sejrene i de store cykelløb. Men kun meget få mennesker har kendt til hans bedrifter under 2. Verdenskrig. Kun lidt efter lidt afslørede han overfor sine to voksne sønner, Andrea og Luigi, hvad der skete dengang. Men samtidig mindede han dem om en af sine læresætninger: ”Gør gode gerninger, men tal ikke om dem.”
Efterkrigstidens historiske interesse og forskning i de italienske jøders skæbne og Bartalis aktiviteter har ofte lagt pres på ham for at fortælle om sin indsats. Men han har nægtet og er citeret for at sige: ”Heltene er dem, der døde, dem der blev såret, og dem der tilbragte mange måneder i fængsel.”
Gino Bartali døde i 2000 i sit hjem i Ponte a Ema, hvor han 56 år tidligere gemte Goldenberg-familien. Giacomo er død, men Goldenberg-slægten lever videre gennem børn, børnebørn og oldebørn.
I 2013 blev Gino Bartali posthumt tildelt medaljen ”Righteous Among the Nations.” af det israelske forskningsinstitut Yad Vashem.