Bip-Bip-Bip ….
Med få sekunders mellemrum sendte Sputnik et signal ned mod jorden fra 2000 kilometers højde. Hvad der lød som en elektrisk puls fra rummet, var lyden af en syngende lussing til Vesten.
Det var breaking news for 60 år siden: Den 3. oktober 1957 havde Sovjetunionen sendt en satellit i kredsløb om jorden, og fra rummet kom budskabet tilbage til jorden om, at den kommunistiske stormagt nu var i front. Ud i rummet og lige ind i verdenshistorien. 
Jeg tør godt sige, at mine studiekammerater på København Universitet var chokerede. Ingen havde forestillet sig, at Sovjetunionen, der dårligt nok havde rejst sig efter Anden Verdenskrig, var så langt fremme.
For mig var det selvfølgelig en helt speciel oplevelse. Jeg var ankommet til Danmark tre måneder før og kunne ikke lade være med at tænke på, hvor jeg havde været et år tidligere. I et helt andet liv. I en helt anden verden.

En ”politisk velfunderet” student
Året før var vi i Irkutsk, der er en af de største byer i Sibirien. Vores status som deporterede i Sibirien, der havde varet siden 1941, var netop blevet ophævet. Men vi havde endnu ikke fået udrejsetilladelse fra Sovjetunionen. Vi ventede. Og håbede.
I efteråret 1956 var der valg til Den Øverste Sovjet, Sovjetunionens ”parlament”, og selvom der jo ikke var meget tvivl om resultatet, blev alle vi studerende sendt ud på fabrikkerne for at ”peppe” stemningen op. Jeg blev sendt ud til jernbanearbejdernes klub. Irkutsk var et vigtigt knudepunkt på den transsibirske jernbane, og jeg skulle fortælle om rumforskningen. Der eksisterede ingen litteratur om emnet, men jeg havde fundet nogle populærvidenskabelige artikler, som jeg kunne låne fra. Så jeg kom ud til jernbanearbejderne og fortalte om Sovjetunionens rumprogram. Og om at vi ville erobre rummet.
Det var i tøbrudsperioden – Stalin var død – og så skete der noget, som havde været utænkeligt få år før. En gammel jernbanearbejder stillede sig op og spurgte, hvad meningen var med at udforske rummet. Han kunne slet ikke forstå, at vi skulle bruge penge på det. Manglede vi ikke en masse ting nede på jorden?
Når jeg tænker på det i dag, kan jeg blive helt overrasket over, hvor skolet jeg var blevet af det sovjetiske system. Eller ”politisk velfunderet” som man kaldte det i Sovjetunionen. ”Vores raketter skal ud i rummet for videnskabelige formål. Men hvis amerikanerne kommer først, er det jo med militære formål,” kunne man høre mig sige. Det kunne jernbanearbejderen godt forstå. Og jeg har tit tænkt på, at han et år efter måske stod og kikkede mod nattehimlen og tænkte, at den unge student havde ret.
Hvad han ikke vidste var, at den unge student på det tidspunkt sad i Vesten. I København. I sommeren 1957 fik vi endelig udrejsetilladelse fra Sovjetunionen. Og da Sputnik kredsede om jorden, var mit liv i Danmark begyndt.

Fra sort-hvid til farve
At rejse til Danmark fra Sovjetunionen var vel omtrent lige så fremmedartet som at rejse ud i rummet. Eller som jeg plejer at sige: Det var som at gå fra en sort-hvid-film til farver. I det øjeblik toget passerede grænsen mellem Sovjetunionen og Finland, skete forvandlingen. Og den oplevelse fortsatte hele vejen.
Fra Finland rejste vi med færgen til Danmark, hvor vi ankom den 22. juli 1957 – en dag som senere er blevet en mærkedag for familien, og som vi i år fejrede med en stor fest.
I Danmark var hele min mors familie mødt op ved Langelinie for at tage imod os. Jeg havde været i København, da jeg var tre år, men nu så jeg på det hele med en voksen mands øjne.
Mit første indtryk var mangfoldigheden. Hos bageren i Blågårdsgade var der to slags rugbrød og tre slags hvidt brød. Det lyder jo ikke af meget sammenlignet med Københavns bagere i 2017, men jeg var overvældet. I Sovjetunionen var vi glade, hvis bare der var brød. Når vi sidenhen har fået besøg af venner og slægtninge fra Sovjetunionen, kunne de slet ikke forstå, hvordan vi navigerede i alle de forskellige varer og mærker inden for alt. Biler. Tandpasta. Brød. Chokolade.
Mens der var en stor mangfoldighed i bagervinduerne, var der en enorm homogenitet i befolkningen. Rigtig mange danskere havde simpelthen aldrig mødt udlændinge før. Vi mødte folk, der troede, vi var svenskere, fordi vi talte mærkeligt. Og vi mødte mange, som ikke havde nogen anelse om, hvad en jøde var.

På universitet
For mig begyndte integrationen fra dag ét. Jeg startede på et danskkursus på Nyboder Skole, og jeg indskrev mig på Københavns Universitet allerede efter sommerferien.
Jeg var god til tysk, som mine forældre altid havde talt indbyrdes, og dengang var det jo også danskernes første fremmedsprog.
Dengang var der fri adgang på universitetet, men alligevel var det i 1957 med få undtagelser akademikerbørn eller børn af velhavende bønder, der gik på universitet. Der var ikke noget, som hed SU, men jeg var heldig at få et Niels Bohrs legat: 3000 kroner i portioner af 200 kroner om måneden. Brevet var underskrevet af Niels Bohr selv.
Niveauet på universitet var meget højere end i Sovjetunionen. Men samtidig var rammerne meget gammeldags. Studieordningen var fra 1790 og underskrevet af Christian VII. Men på en eller anden måde var det også mere praktisk end i Sovjetunionen. I Sovjetunionen havde man selvfølgelig en kæmpe talentmasse at vælge fra, men alle de største talenter endte i det militær-industrielle kompleks. Inden for medicin – som skulle blive mit felt – kunne russerne ikke noget.
Før jeg fik lov til at læse kemi, skulle jeg dog bestå min filosofikum. Da jeg skulle til eksamen, kunne man vælge mellem tre professorer. Jeg vidste, at professor Jørgen Jørgensen var kommunist. Så da jeg kom op til ham, og han hørte, at jeg kom fra Sovjetunionen, lod han mig bestå uden videre. ”Så kan du jo din Marx og Lenin”.

Verdens bedste land
I november 1958 læste jeg i avisen, at Løvens Kemiske Fabrik – det der i dag hedder Leo Pharma – søgte en laborant. Det lød som en spændende arbejdsplads, og jeg søgte jobbet. Det blev min arbejdsplads de næste 40 år.
Det var svært at finde en bolig, men min kones far, der arbejde i Nationalbanken, skaffede os en lejlighed i Havnegade i den karré, der senere blev revet ned for at give plads til Arne Jacobsens bygning. Lejligheden var tjenestedelen af en herskabslejlighed i et smukt gammelt veneziansk palæ.
Jeg kan huske, at der kun var jævnspænding, hvilket kun gav strøm nok til holde en elpære i gang. Men jeg lånte en omformer på universitetet, så vi også fik et køleskab op at køre. Det var vores eneste elektriske apparat.
I dag lyder det måske primitivt, men jeg tænker tit på Danmark som et meget veldrevet samfund dengang. Og selvom der var mangler, skal det jo sammenholdes med resten af Europa, der havde været helt i knæ efter krigen. Danmark havde et enormt forspring, fordi vi var kommet helskindet gennem besættelsen. Industrien var godt med. Posten kom tre gange om dagen. Og når jeg tog toget fra København til Ballerup, hvor jeg arbejdede, plejede jeg at stille uret efter toget.
I 1961 købte min svigerfar en grund til os i Hørsholm, hvor vi kunne bygge et parcelhus. Det var drømmen for mange i de år, men vi kunne ikke gå i gang med at bygge, fordi der var indført byggestop. Det gjorde regeringen dengang, når økonomien var ved at blive overophedet.
En anden ting, som måske også er svær at forestille sig i dag, er, at man altid kunne gå op og tale om problemerne med ministeren. Ministrene tog imod hver torsdag. Så jeg gik op til boligministeren, en gammel socialdemokrat, der hed Carl P. Jensen. Jeg smurte tykt på og fortalte om, at statsminister H.C. Hansen havde hjulpet os til Danmark. Da jeg gik derfra, lovede han, at vi nok skulle få en byggetilladelse.
Det var som om, at alt kunne lade sig gøre

Kritik er den drivende kraft
Da vi boede i Sibirien, fortalte min mor ofte om Danmark, som jeg kunne forstå var verdens bedste land. Og for en ung mand, der ankom til Danmark fra Sovjetunionen i 1957, var det nemt at opleve det på samme måde.
I dag tænker jeg, at Danmark har haft det svært med globaliseringen. Og selvom vi i vores selvforståelse stadig er verdens bedste, så er billedet krakeleret. Vores uddannelsessystem og vores sundhedssystem er – hvis vi skal være ærlige – i den bløde mellemvare i Europa.
Det er selvfølgelig svært at pege på én årsag, men når jeg hører, hvordan vi taler om os selv, så tænker jeg, at vi mangler selvkritik. Vi kan ikke lide at indrømme, at der er noget, vi ikke er så gode til. Jeg kan huske, at der blandt mine lærere på universitet var enkelte der indrømmede, at der var noget, de ikke vidste. Dem der siger det, får man meget mere respekt for.
I Sovjetunionen var der et slogan som hed: ”Kritik og selvkritik er den drivende kraft i vores samfund!”. Det var selvfølgelig lige så tomme floskler, som dem jeg serverede for jernbanearbejdernes klub i 1956. Men selv om flosklerne er blevet brugt i en tom sammenhæng, betyder det jo ikke, at de er forkerte.
Vi skal blive bedre til at erkende vores fejl. Og lære af, at andre også kan udføre fantastiske bedrifter, der når helt op til stjernerne. Som Sovjetunionen gjorde den oktobernat i 1957.

Læs mere om familien Rachlins historie og se en oversigt og Rachel og Israels Rachlins bøger på www.rachlin.dk

Share This