TEL AVIV – I Zeitan, en lidt undselig moshav, der ligger klemt inde mellem byen Lod, motorvejen og Ben Gurion lufthavnen i det centrale Israel står der en prægtig synagoge. Bushsayef hedder den, og den virker umiddelbart alt for stor til den lille lokale befolkning. På den anden side virker størrelsen rimelig nok, for Bushayef betegnes ofte som ’hovedsynagoge for det libysk-jødiske samfund’.
Bygningen har værdigheden på trods af, at den ikke har frygtelig mange år på bagen og ikke mindst, at den faktisk er en kopi. Originalen var opført omkring år 1060, og den lå i den libyske by Zliten. Synagogen hed Slat Ibn Shaif og var i generationer pilgrimsmål for libyske jøder hvert år til helligdagen Lag Ba’omer. Men i 1980’erne beordrede oberst Gadhafi bygningen nedrevet, og i dens sted kom der en anonym betonblok med små lejligheder.
På den måde kommer historien om Bushayef også til at symbolisere indsatsen for at redde, hvad der er tilbage, og her får Donald Trumps USA en central rolle, om end ad bagveje.
Gadhafi
Der er i dag stort set ingen af de gamle synagoger tilbage i Libyen. De fleste gravpladser er også forsvundet. Som mange andre steder i den arabiske verden er der kun lidt tilbage af en rig jødisk kulturarv, og med uroen, som i disse år præger dele af regionen, er de sidste rester nu ved at blive visket helt bort. Det er Libyen et godt eksempel på.
Tilbage i 1948, da staten Israel blev oprettet, levede der omkring 38.000 jøder i Libyen. Mange havde allerede forladt landet under indtryk af Mussolinis fascistiske styre og ikke mindst da den tyske general Erwin Rommel rullede hen over Nordafrika med sit Afrika Korps. Nu, da den jødiske stat var en realitet, rejste endnu flere. Hovedparten valgte Italien, mens andre tog til Israel eller slog sig ned i Californien, hvor der i dag er et relativt stærkt libysk-jødisk samfund. Moshav Zeitan blev grundlagt i 1950.
Den tredje eksodus’, som man kalder det, kom med Israels overrumplende sejr i 1967, og de resterende 4.000 jøder fik ordre til at forlade Libyen. Med sig kunne hver person tage en kuffert og hvad svarede til 50 dollar i kontanter. Et par år efter kuppede Moammar Gadhafi sig til magten, og i 1970 nationaliserede han al jødisk ejendom og annullerede jøderens ret til erstatning.
UNESCO
Siden har pågået en indsats for at redde, hvad reddes kunne. Fra Californien har navnlig Gina Waldman, hvis forældre flygtede fra Libyen i 1967, gjort en enorm indsats for at de libyske myndigheder tog gamle toraruller, gravsten, bøger og rituelle genstande i nogenlunde sikker forvaring – vel vidende, at det ville være noget nær umuligt at få kulturarven ud af landet. Men i de seneste år har selv dette vist sig at være nærmest omsonst. Libyen er i dag præget af kaos, og mængder af genstande fra landets fortid er blevet plyndret og solgt på det sorte marked i udlandet.
Nu har USA imidlertid indgået en aftale med Libyens provisoriske regering i Tripoli, og de noble hensigter er naturligvis at sætte en stopper for denne trafik. Aftalen har gjort det ulovligt at indføre genstande i USA, hvis de stammer fra Libyen og er fra 1911 eller tidligere. Aftalen er helt i tråd med en UNESCO konvention fra 1970, der opfordrer til den slags bilaterale ordninger, hvis et lands kulturarv er truet af plyndring, og det er den libyske uden tvivl. USA har allerede lignende aftaler med 17 andre lande, heriblandt en, som blev indgået med Egypten i dette forår. Hvad Libyen angår, er hovedsigtet at beskytte landets islamiske arv og genstande fra de gamle berberkulturer, men den jødiske del kommer altså med i købet.
Juridisk slagsmål
”Jeg blev forfærdet over at erfare, at et mellemøstligt land, der har forvist sin jødiske befolkning, skal have ret til at tage i besiddelse, hvad der er tilbage,” siger Kate Fitz Gibbon, der som advokat har involveret sig i sagen. ”Det er en slags omvendt Holocausterstatning. Det er som at fortælle de overlevende, at de skal aflevere, hvad der er tilbage til deres undertrykkere.”
Hun argumenterer med, at genstandene, der nu er omfattet af aftalen, fortsat er privat jødisk ejendom – selv om Gadhafi nationaliserede det hele tilbage i 1970. Men hun påpeger også, at den legale udførsel fra Libyen gennem alle de år under alle omstændigheder har været minimal, og at den netop nu burde sikres, fordi de libyske myndigheder reelt er ude af stand til at forhindre den plyndring, som konstant finder sted. Libyens 24 statslige museer har stået lukket i flere år og er stort set uden opsyn, og situationen i de forskellige lagerbygninger, hvor værdigenstandene opbevares, er endnu mere uvis. Blandt de få af landets synagoger, som stadig eksisterer, er den store Dar al Bishi i Tripoli, og den står som en tom skal, hvor enhver uhindret kan skaffe sig adgang gennem store huller i muren.
“Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan for eksempel torarullerne har det,” tilføjer hun.
Libyen som lærestykke
Organisationen JIMENA (Jews Indigenous to the Middle East and North Africa), som Gina Waldman arbejder tæt sammen med, vil bruge tilfældet Libyen som lærestykke. For situationen er nogenlunde tilsvarende, når det kommer til Syrien og Irak, hvor Islamisk Stat også har bidraget til udslettelsen af den jødiske kulturarv. Allerede i 2003 stødte amerikanske tropper i Irak på et lager med irakisk-jødiske genstande i Bagdad, og i 2014 var et udvalg af disse udstillet på forskellige amerikanske museer. Men da samlingen skulle sendes tilbage til Bagdad gjorde JIMENA indsigelser. Organisationen fastholdt, at der var tale om privat jødisk ejendom, og at denne burde forvaltes af det irakisk-jødiske samfund i USA, indtil en bæredygtig løsning var fundet.
Dette er ikke sket endnu. Genstandene opbevares under betryggende forhold i USA, og imens udspilles sagen i retssalene. Om den irakiske regering vinder sagen er ikke til at vide, men med den seneste amerikansk-libyske aftale har hele sagen fået ny opmærksomhed, og mange frygter, at irakerne nu har fået nye stærke argumenter på hånden.
Gina Waldman oplyser, at ingen indtil videre har forsøgt at indføre genstande fra den libysk-jødiske kulturarv, og at det nu, da dette er gået fra at være vanskeligt til direkte strafbart, slet ikke vil finde sted. I stedet vil hun og kredsen fra JIMEMA nu arbejde for at skaffe sig mere pålidelige informationer om, hvad der overhovedet er bevaret i Libyen og med det materiale på hånden forsøge at lirke en aftale på plads med myndighederne og på den måde i det mindste redde en smule.
”Men synagogerne, bygningerne og alt det, som ikke umiddelbart kan flyttes, står næppe til at redde,” slutter hun.