Tilfældighed, den meningsløse tilfældighed, er et tema, et princip, der løber igennem stort set hele Paul Austers meget omfattende forfatterskab. Fra hans første selvbiografiske værker, såsom ”Opfindelsen af ensomheden” og ”Den røde notesbog og andre sande historier”, og de tidlige romaner, bl.a. ”By af glas”, ”Moon Palace” og ”Tilfældets musik” helt frem til det nyeste værk ”4-3-2-1”, som han selv betragter som kronen på hans 20+ værker, er det styrende princip tilfældighed.
Goldberg omtalte fornyligt bogen, hvori han væver fire forskellige udgaver af det samme individs liv sammen, fire livsforløb, hvor tilfældige begivenheder spiller afgørende roller med forskellige udfald. 
Det indledende afsnit af Austers første og måske kendteste roman, ”By af glas” (1. del af ”New York Trilogien”), kan nærmest læses som en programerklæring: ”Det begyndte med et forkert nummer, med telefonen der ringede tre gange midt om natten og stemmen i den anden ende der spurgte efter én som ikke var ham. Langt senere, da han blev i stand til at gennemtænke de ting der hændte ham, kom han til den slutning at intet var virkeligt undtagen tilfældet…. Til at begynde med var der ganske enkelt begivenheden og dens konsekvenser. Om det kunne have udviklet sig anderledes, eller om det hele var forudbestemt …, er ikke spørgsmålet. Spørgsmålet er selve historien, og om den betyder noget eller ej tilkommer det ikke historien at fortælle.” 

Tilfældighedernes afgørende betydning
Auster er suverænt god til at fortælle historier, også højst usandsynlige historier, og en af de store drivkræfter i hans forfatterskab – både fiktionen og de selvbiografiske værker – er at gøre det håndgribeligt for læseren at forstå, hvor stor en rolle tilfældighed spiller i livets udformning, ligesom det har gjort i hans eget.
I den første af de selvbiografiske essays, ”Opfindelsen af ensomheden,” skriver han om sin fars totalt manglende tilstedeværelse i hans liv, men da faren dør pludseligt, dukker han igen op i Austers liv og får en helt afgørende betydning, dels i kraft af en moderat arv, som redder ham fra fattigdom, og som gør, at han kan fortsætte med at skrive, dels fordi han ved et tilfælde bliver bekendt med den bortgemte familiehistorie om hans farmor, som dræbte Austers farfar. Meget falder på plads for ham, også omkring farens udprægede mangel på tilstedeværelse.
En anden historie, som han fortæller i ”Den røde notesbog”, giver en anden tilgang til, hvordan sammentræf gør Auster til forfatter. Som 7-årig er Auster allerede passioneret baseballfan, og da han tilfældigvis efter en kamp kommer forbi den ikoniske baseballstjerne Willie Mays, mander han sig op til at bede ham om hans autograf. Mays er helt med på det og beder ham om en blyant. Men Auster har ikke nogen, og ingen af de voksne, han er sammen med, har en blyant. Så siger Mays: Det er bare ærgerligt, ingen blyant, ingen autograf, og han stryger videre. Auster er knust, og resultatet er, at han lover sig selv aldrig at gå nogen steder uden en blyant i lommen. Har man en blyant, siger han, kommer man uvægerligt til at bruge den på et eller andet tidspunkt.   

På livets Ground Zero
Også i ”Den røde notesbog” fortæller Auster om en helt afgørende begivenhed i sin ungdom, en liv-og-død oplevelse han havde på en sommerspejderlejr. Han gik foran en kammerat igennem en skov i regn- og tordenvejr. De kravlede under et trådhegn omkring en mark, og da drengen bagved ham kravlede under trådhegnet, blev det ramt af et lynnedslag. Drengen blev dræbt på stedet, og Auster slap fuldstændigt uskadt. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og det gav ham en klar fornemmelse af, hvor tilfældigt og skrøbeligt livet er, hvor sårbar man er over for det uforudsete.
Det er ofte, at Austers hovedpersoner står ved deres livs ’ground zero’, p.g.a. tab af kone og børn, tab af penge, tab af materielle ting. I modsætning til den målrettethed, de fleste af os er opdraget til at udvikle, er Austers personer ofre for tilfældigheder, som så stikker en målretning ud. Man kan ikke være ’kontrol-freak’ og overleve i et Auster-univers.
”Tilfældets musik” hører til den mere absurde ende af Austers forfatterskab. Hovedpersonen Nashe lever totalt efter tilfældighedens principper og ender med at blive fanget i modstanderens net, men oftest er der en udvikling i retning af befrielse. Sådan er det i ”Illusionernes bog” – en af denne skribents foretrukne Austerromaner – hvor hovedpersonen Professor David Zimmer er knust af sorg over tabet af kone og børn i en flyulykke. Da han tilfældigvis ser en fortryllende film fra stumfilmstiden af en vis Hector Mann, bliver han grebet, og han begynder derefter at  skrive en bog om filminstruktøren, som forsvandt i den blå luft tilbage i 1920’erne efter en kort og genial karriere. Kort efter Zimmers bog udkommer, bliver han kontaktet af konen til Hector Mann, og han får at vide, at den nu gamle filmmand lever og gerne vil træffe ham. Efter flere sammentræf og ved hjælp af en kvinde, som tilfældigvis dukker op hos ham, lykkedes det Zimmer at returnere til de levendes land.
Auster vover sig ud på nyt territorium med sin ekspansive historiefortælling i ”4-3-2-1”. I et videointerview fra et par år siden på Louisiana Kanal på nettet forklarer Auster, hvordan hans skriveproces foregår. Han taler om den nødvendige ensomhed, om at være alene i et rum med pen og papir (ja, han skriver på papir!). Han skriver om og skriver om og skærer fra under devisen, at ’hvert ord tæller’ og ’sproget skal gå raskt og uden omsvøb’ (’swift and lean’). Den 24. august kan man høre Auster forklare, hvorfor han skulle bruge 950 sider til at skildre fire forskellige udgaver af de første årtier af samme liv i sit nyeste værk. Det kan ikke være helt tilfældigt. 

Læs Goldbergs omtale af Paul Austers “4-3-2-1”
Se Louisiana Litteratures program 2017  

Share This