JAFFA – Han ligner på en måde sig selv, da han kommer gående henover den store plads mellem de gamle arabiske bygninger. Manden, der som ung var en sensation på dansk tv, da han bøjede skeer for åben skærm. Det var i 1974. Det store hår er afløst af en tæt klipning, ansigtet er måske blevet lidt smallere, men de intense øjne er de samme, og det hele bryder frem fra erindringen.
 ”Jeg husker det også tydeligt,” smiler Uri Geller, da vi giver hinanden hånden. ”København var vidunderlig, og jeg kom på forsiden af … hvad var det nu, det hed … jo, Billed Bladet, ikke? Jeg har et eksemplar derhjemme.”
Han peger på ”derhjemme”.  En række vinduer, øverst oppe i en bygning på den anden side af pladsen, på toppen af det gamle Jaffa i den sydlige udkant af Tel Aviv.
”Dér bor jeg nu, og det er pragtfuldt. Min dagligstue i mit hus i England var større end hele min lejlighed her i Jaffa, men jeg behøver ikke mere. For jeg er kommet hjem. Ringen er sluttet,” siger han.

Hjalp Moshe Dayan
Uri Geller er født i Jaffa. Forældrene var ungarere og flygtede fra nazismen. Sønnen kom til verden i 1946, altså to år før statens oprettelse. Faren var taxichauffør og aldrig hjemme. Han ødslede pengene bort på damebekendtskaber, så reelt voksede Uri op hos en enlig mor, der arbejdede som syerske. Hun lavede dameundertøj, som hun syede af kasserede amerikanske faldskærme fra loppemarkedet i Jaffa.
”En dag sad jeg derhjemme og spiste suppe. Jeg har vel været seks år, og pludselig bøjede skeen sig og knækkede,” fortæller han. ”Mor affærdigede det med, at skeen var gammel og slidt, og at den slags sker, og selv vidste jeg ikke, hvad der foregik. Men jeg vidste, at det var noget uforklarligt. Senere fandt jeg ud af, at jeg kunne gøre det igen og igen, og jeg begyndte at vise det for kammeraterne i skolen. De syntes alle sammen, det var morsomt.”
Han fortæller, at han som ganske ung så en stærkt lysende kugle. Den svævede i luften omme bag ved ejendommen, hvor de boede, og pludselig rettede kuglen en stråle mod hans hoved, og han følte noget. Det er her, skeptikerne plejer at gå i baglås, men det tager han med en skuldertrækning.
”Hvor mange skeptikere skal der til for at skifte en pære? Ingen, for de lever alle sammen i mørke!” kommer han med en af sine klassikere. ”Kendsgerningen er, at jeg fyldte det ene auditorium efter det andet, da jeg begyndte at optræde med mine evner. Jeg blev en lokal sensation, og efterhånden nåede rygtet helt til tops. General Moshe Dayan bad om min hjælp. Han var ivrig amatørarkæolog, og flere gange tog vi ud om natten for at lede efter oldsager. Bare os to. Vi kørte til Ashkelon, og jeg følte mig frem og fortalte ham, hvor der var noget. Han havde en sammenklappelig feltspade med, og jeg har aldrig set nogen grave med sådan en energi. Han tog det hele med hjem. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var ulovligt, og jeg stillede ingen spørgsmål, for det var jo Moshe Dayan!”
Men der kom en tid, hvor populariteten begyndte at lægge sig.
”Jeg kan jo ikke så meget,” smiler han. ”En tryllekunstner kan altid finde på nye tricks. Men jeg er ikke tryllekunstner, og kan ikke bare udvide mit repertoire. Jeg kan bøje skeer, jeg kan få ure til at gå i stå, og jeg er en god tankelæser. Mere kan jeg ikke, og efterhånden havde folk set det hele og holdt op med at komme til mine forestillinger.”

John Lennon
Da var det, han blev ”opdaget” af amerikanske CIA. Han havde allerede udført en række opgaver for den israelske efterretningstjeneste, Mossad, og tjenesten tillod, at han tog til udlandet for at udføre andre diskrete opgaver. Uri Geller vil ikke rigtig ud med, hvad han lavede og siger kun, at der var en masse. Desuden havde han sat sig andre mål.
”Den store verden åbnede sig for mig, for jeg altid har stolet på mig selv. Mine første ambitioner var beskedne, jeg havde aldrig hørt om Rolls Royce. Mit mål var at forære min mor et tv, og jeg syntes, hun havde fortjent en ferie. Jeg husker, at jeg fortalte hende, at jeg en dag ville blive rig, og da var det, at jeg opdagede, at hvis man er fast besluttet og motiveret på at få succes, så får man det,” siger han
Det var i 1972. Han springer let hen over sine succeser. Hans karriere tog kvantespring, og han blev verdensstjerne. Da han forlod Israel, havde han lovet sin kæreste, Iris, at komme tilbage for at hente hende, men det skete aldrig, og han tillægger det betydning, at Iris døde på hans fødselsdag.
”Det var en egocentrisk jagt på penge og berømmelse. Jeg var besat, jeg ville være som en rockstjerne, og så tænker man ikke på andet. Jeg var hensynsløs, og i dag er jeg forfærdet over mig selv.”
Mens karrieren kørte og pengene væltede ind, endte han selv med en psykisk nedtur og et alvorligt tilfælde af bulimi. Vendepunktet kom, da han en dag talte med John Lennon, som han havde lært at kende.
”John sagde, at jeg skulle søge spiritualitet,” fortæller han. ”Jeg rejste til Japan, sammen med min kone og mine børn. I et helt år boede vi i en skov for foden af Fuji-bjerget uden tv, intet. Hvis ikke børnene skulle have været i skole, havde vi boet der endnu.”

Spiritualitet
Mødet med Lennon beskriver han som begyndelsen på den proces, der har ført ham tilbage til udgangspunktet, til Jaffa og et mere ydmygt syn på tilværelsen.
”Jeg spurgte John, hvad spiritualitet vil sige, og han svarede, at jeg ville finde ud af det, for jeg var født med det. Jeg er et religiøst menneske, jeg tror på Gud. Jeg tror på, at der er en Skaber derude, og at dét er spiritualitet,” siger han og holder inde et øjeblik.
Han tager en slurk af sin iskaffe.
”Jeg har altid været spirituel, men jeg vidste ikke, hvad det betød. Det har at gøre med det underbevidste, kvantemekanikken. Der er så meget, vi ikke ved. Jeg ved ikke engang, om du sidder overfor mig, eller om jeg opfinder dig. Vi ved så lidt om den menneskelige hjerne, om kosmos. Måske er vi stjernebørn, måske nødlandede en ufo for en halv million år siden, og vi er de overlevende, der blev til en menneskehed. Jeg beskæftiger mig ikke med darwinisme, for jeg tror ikke, Darwin havde 100 procent ret. Der er noget større. Jeg har aldrig set et rumvæsen, men jeg ved, at de eksisterer. Måske er Gud et rumvæsen, men jeg tror også på, at Gud skabte rumvæsenerne, for Gud er alt. Gud er inden i os, overalt. Sådan ser jeg det, og jeg beder til Gud hver dag. Jeg går i synagoge på helligdagene.”
Så ser du en forbindelse mellem dine overnaturlige evner og jødisk mysticisme?
”Jødisk mysticisme har i århundreder været dybt forankret i kabbalistisk videnskab, universet, lyset, Zohar, forbindelsen mellem mennesker og religiøse personligheder med særlige magter. At Moses gjorde sin stav til en slange, ser jeg som et overnaturligt fænomen. Jeg kan ikke forklare det, men jeg tror på det.”
Han og hans kone Hannah er blevet gift tre gange. Første gang skulle det være sket i den store synagoge i forældrenes hjemby, Budapest. Men den var ved at blive istandsat, så de nøjedes med byens rådhus. Næste gang foregik ceremonien på stranden ved Tel Aviv, men igen var det uden baldakin. Så i 2001 skulle det være alvor. Det var den amerikanske rabbiner og gode ven Shmueley Boteach, der tilskyndede ham, og en anden god ven, sangeren Michael Jackson var forlover. Uri Geller beskriver brylluppet som fabelagtigt, men det ligger også i luften, at det var en del af hans søgen tilbage til rødderne.
”At stå under baldakinen var ikke spirituelt. Det var helt jordnært. Jeg fik en følelse af at komme tilbage og finde noget virkeligt. Da jeg sad på flyet i juni 1972 vidste jeg inderst inde, at jeg ville komme hjem. Enhver jøde, der er født i Israel, har en evig flamme, der trækker én tilbage. Der er mange, som bliver derude og lever livet i London, Los Angeles og Monaco, men flammen i mig var for stærk. Jeg har brug for de gamle steder, Jaffa, Israels energi, og derfor er jeg her.
Som tegn på at interviewet er ved at være omme, tager han en teske op fra cafebordet. Han holder den på bordkanten og gnider let på den med to fingre. Kort efter bøjer skeen sig. Jeg føler på den. Den er ikke varm.
På vej ud fortæller han, at han er ved at opbygge et Uri Geller Museum. Til formålet har han lejet en stor korsfarerbygning i Jaffa, og der vil man om et års tid kunne se hans limousine med 3000 skeer og andre genstande med forbindelse til hans person og karriere.
”Bubbles, du ved Michaels abe (Michael Jacksons abe, red.), bor i dag i Florida, hvor den maler billeder,” fortæller han. ”De er fantastiske. Du er det første menneske, der får at vide, at jeg netop har købt to billeder af Bubbles. De skal hænge på museet.”
Nyheden bliver hængende i luften, da den høje benede mand bevæger sig bort med målrettede skridt, efterladende sig endnu en bøjet teske.

 

 

Gallerifotos af Uri Geller:
Ofer Amir
Thom Bleasdale
Glyn Ridgers

 

 

Share This