Det kan lige så godt afsløres med det samme: Man skal ikke have læst mange linjer i En Jøde, før man rammes af en sær genkendelighed i tekstens tematik. Selvom om romanen udkom første gang i 1845 er den, ligesom Henry Nathansens teaterstykke Indenfor Murene fra 1912, stadig skræmmende aktuel.
Teaterstykket er blevet en klassiker, der kan score højest, hvad opsætninger på Det Kgl. Teater angår, mens romanen har levet en mere tilbagetrukket tilværelse i litteraturhistorien. Måske fordi forfatteren Goldschmidts yngre kollega, litteraturkritikeren Georg Brandes, offentligt kritiserede ham for at være en håbløs romantiker, der svælgede for meget i det, Brandes kaldte for ’jøderiet’ og bebrejdede, at Goldschmidt trods sit kosmopolitiske sindelag ligefrem dyrkede sine to kulturelle tilhørsteder: det jødiske og det danske.
Goldschmidt selv var af en anden opfattelse. Det var som redaktør af satiremagasinet Corsaren, at han i 1844 ved det store Folkemøde på Skamlingsbanken fra talerstolen råbte ud over de mange mennesker, der var mødt op: ”Jeg er en jøde, hvad vil jeg iblandt jer?”
Det blev et spørgsmål, som han vendte tilbage til gang på gang i sit liv.
Kort efter mødet på Skamlingsbanken havde han en samtale med kritikeren P. L. Møller, der fra tid til anden skrev i Corsaren. Goldschmidt fortalte ham ophidset om, hvordan det var at være jøde i Danmark – om udelukkelse og foragt, fordi man stod uden for lov og ret i tilværelsen og var dømt til at gå til grunde. P.L. Møllers kommentar var: ”Med sådanne følelser skriver man en roman.”
Samme aften skrev Goldschmidt afslutningskapitlet til En Jøde.
Til kristendom og tilbage
Da Goldschmidt som 26-årig debuterede med En Jøde var det med andre ord fordi, han oplevede at blive diskrimineret. Litteraturhistorisk befinder vi os i romantikkens anden halvdel. Goldschmidt lader kompositionen i romanen følge dannelsesromanens trefasede mønster: barndom-ungdom-manddom eller efter lokaliteten: hjemme-hjemløs-hjem.
Men det er kun på overfladen, at den romantiske komposition fastholdes. En Jøde frembringer ved nøjere eftersyn en ganske anden struktur. Hovedpersonen Jacob Bendixen vokser op ene og isoleret fra omgivelserne for at undgå antisemitisme. Han inspireres i sin ungdom af skolens kristne tanker og naturvidenskabelige objektivisme, forlader sit ortodokse miljø og forlover sig med den kristne Thora. Efter at have stillet sig selv til rådighed i en krig for hurtigt at opnå en helterolle og respekt blandt sine venner, vender Jacob hjem og erfarer, at Thora har giftet sig med en anden.
Hans smides ud af studenterforeningen på grund af et enkeltstående tilfælde af pantelånervirksomhed og kammeraterne vender ham ryggen. Herefter opgiver han den kristne verden og vender tilbage til den ortodokse jødedom, hvor han ender som foragtet ågerkarl.
”Uordenstro”
Romanen beskriver en ung mands udviklings- og dannelsesproces, men hjemløshed og tabserfaring snarere end dannelse og udvikling er romanens underliggende tema. Jacob finder ikke ’hjem’, som en klassisk dannelsesroman fordrer, men forbliver hjemløs livet igennem. Konstant opstår der gnidninger og konflikter mellem ham og det omgivende samfund, som han kæmper for at blive en del af, men som han oplever, at hans jødiske baggrund stiller sig hindrende i vejen for.
Goldschmidt skriver senere i Livs Erindringer og Resultater, at romanen i højere forstand var uretfærdig, fordi den var præget af en ”Uordenstro”, men at ”den kom ud af mig, som jeg var.”
Goldschmidt fremstiller ikke kun Jacob som offer for tidsånden og antisemitiske omstændigheder, men viser derimod en ung mand, der præget af opvækst, omstændigheder og bevidste valg, afslører nogle lidet flatterende sider af sin personlighed, således at sympatien for ham undervejs lider nogle alvorlige knæk.
Men romanen byder også på et positivt modbillede til Jacob, den anden jødiske karakter Martin Levy, der er brobygger til den sociale omverden og netop har formået at vende sin marginaliserede position til en fordel. Selvom Martin Levy ikke får et selvstændigt liv i romanen, har han en kompositorisk funktion: hver gang han er tilstede lykkes tingene nemlig for Jacob.
Med den nuancering af de to jødiske karakterer undgår Goldschmidt at havne i entydig offerrolle, hvilket kun forhøjer bogens litterære kvalitet og troværdighed.
Fremmed og uden fodfæste
Goldschmidts helt store bedrift var, at han – med sin debutroman En Jøde – var den første forfatter, der italesatte hjemløshedsproblematikken og dobbeltidentiteten litterært, og dermed bragte temaer som den menneskelige udviklingsproces og identitetsproblematik på bane, længe før det kom på den sociale og politiske dagsorden.
Følelsen af at være fremmed og uden fodfæste blev kendetegnet for senere moderne litteratur, men blev fra og med Goldschmidt en jødisk erfaring, der satte sig igennem kompositorisk og tematisk i hans forfatterskab. Det gjorde ikke alene Goldschmidt moderne langt før andre, men også nutidig, hvorfor en genudgivelse absolut må hilses velkommen.
Romanen er forsynet med et fint og forklarende efterskrift af lektor Sten Rasmussen. Men man kan undre sig over, at forlaget i en genudgivelse i 2017 har valgt at bibeholde den originale tekst og retskrivning anno 1845 med antikverede vendinger, ord og udtryk, der kan stå hindrende i vejen for en mere flydende læseoplevelse.
Selvom bogen er forsynet med noter og ordforklaringer, kan man alligevel frygte, at det kan blive en barriere, der vil afholde nye læsere fra at gå ombord i romanen, der ellers fortjener nutidige øjne med aktuelle erfaringer om integration, fremmedhad og antisemitisme.
Forlaget Vandkunsten
August 2017
450 sider