I et tidløst magisk univers findes en eventyrlig Mumidal beboet af en hvid flodhestelignende troldefamilie. Bløde og runde med duskede haler og korte arme er mumierne lige til at kramme. Verden over læser børn om den naive og nysgerrige mumitrold med en kæmpe-kærlig mumimor og en filosofisk mumifar.
Mumitroldene sover om vinteren og møder om sommeren forunderlige figurer med sælsomme karakterer: Den temperamentsfulde Lille My med den stramme hårknold, den mystiske omvandrende vagabond, Mumrikken, den romantiske og flirtende Snorkfrøken og mange flere. Alle disse væsener kan være hidsige, irriterende og selvoptagede, men i Janssons verden med fx græs af krystalliseret sukker, sne af vaniljeis og bække med rislende limonade er der plads til mangfoldighed og tolerance. Men bag historierne lurer nazismen.
Den ulmende uro
De i alt otte Mumibøger blev skabt i årene 1945 til 1977 og tager udgangspunkt i Janssons omgivelser i den finske og svenske natur, hvor skoven, havet og bjergene sætter scenen for historierne. Også hendes eget liv og de mennesker, der omgav hende, finder på forskellig vis vej ind i fortællingerne. Men mumidalens verden emmer ikke kun af fred og idyl. Bøgerne er skrevet i skyggen af 2. Verdenskrig, hvor Janssons bror, Per Olov, kæmpede ved fronten, bekendte mistede livet og nære jødiske venner måtte flygte. Mumidalen blev et fristed for Jansson, men ængsteligheden pressede sig på og kommer til syne i bøgerne som stormfloder, væsener på flugt og en komet, der kommer nærmere og nærmere, mens panikken breder sig. Alt imens Jansson selv må søge i beskyttelsesrum, og finnerne må finde mad i naturen og gemme noget til vinteren.
Jansson trodser påbud
Efter vinterkrigen med Sovjetunionen allierer Finland sig i 1940 med Tyskland, og det bliver farligt at stille sig kritisk an. Avisen Svenska Pressen må lukke på grund af sin åbenlyse modstand mod Tyskland, og det finske satiremagasin Garm, som Jansson tegnede for, bliver jævnligt truet med lukning.
Jansson begyndte at tegne for Garm i 1929, kun 15 år gammel. Hun lavede omkring 500 tegninger og 100 forsider til magasinet, altid under sit eget navn og med åbenlys miskreditering af både Hitler og Stalin. Og hun holdt sig ikke tilbage, der var sågar tegninger, der blev censureret af redaktionen, men hun fik støtte fra sin politisk aktive vennekreds af kunstnere, forfattere og politikere.
De nære relationer
Jansson boede hos sine forældre til hun var 27 år gammel. Hun havde et usædvanligt nært forhold til sin mor, men havde det svært med sin far, som hverken kunne lide kvinder, socialister eller jøder. Han støttede alliancen med Tyskland, og det var nok hans antisemitisme, der var værst for Jansson. Traumatiseret efter sin deltagelse i den finske borgerkrig i 1918, som billedhugger uden det store gennembrud og forsørget af hustruens grafiske arbejde levede faren tilbagetrukket fra familien og havde hang til alkohol. Men Jansson fandt andre forbilleder.
Sam Vanni (Samuel Besprosvanni), der var en af Finlands mest anerkendte abstrakte malere, blev en inspiration for Jansson, hendes tutor og hendes ungdoms store kærlighed. De delte begejstringen for det koloristiske og for kunstnere som fx den franske Henri Matisse. Vanni fik stor indflydelse på Janssons kunstneriske udvikling. Han var hendes mentor og sparringspartner, og hun hjalp ham, når hans hustag var utæt, eller når det spidsede til med økonomien. Og også efter deres brud som kærester forblev de nære venner med en særlig fortrolighed.
I 1955 møder Jansson grafikeren Tuulikki Pietilä og finder ny inspiration. De tager på en otte måneder lang jordomrejse og bygger deres eget sommerhus på øen Klovharu. Og Jansson vender tilbage til at male efter mange års fokus på mumitroldene og får både tid og rum til at eksperimentere med voksenprosa. Tooti, som Jansson kaldte hende, blev hendes livslange partner.
Aldrig glemme
Janssons satiretegninger var utvetydigt kritiske overfor nazismen og hun var ulykkelig over, at hendes nære ven Eva Kornikoff måtte flygte til New York i 1941. Kornikoff var fotograf, jøde og oprindeligt fra Rusland.
Jansson nægtede at opgive venskabet, og i de følgende 30 år skrev hun omkring 100 breve til Kornikoff om alt fra sine tanker om at stifte familie til kærlighedsanliggender og kunstneriske genvordigheder.
Om krigens afslutning skrev hun i et af sine mange breve:
”Alle de mænd, som har kæmpet derude i mere end fire år, kan nu komme hjem. Jeg kan se lyset. Og kun herefter kom glæden, som en bølge. Og med bølgen kom glæden og ønsket og styrken til det hele. Men jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig ville tillade mig selv at glemme. Aldrig nogensinde ville jeg glemme.”
Frem til d. 3. september kan man opleve Tove Janssons arbejde i udstillingen Kunst, Kærlighed & Mumitrolde, der vises i Kunstforeningen Gl. Strand i København.