I en lille 1700-tals brostensbelagt gård i indre København glimter 900 svævende hulahopringe i solen. Det er den legendariske arkitekt Yona Friedmans nyligt afholdte workshop “Architecture of People”, der har resulteret i denne sfæriske installation, som kan opleves hos Arkitektforeningen frem til den 24. juli.
Den er skabt af deltagerne under Friedmans vejledning, smilende og med hjælp fra sin stok til at guide har den 94-årige arkitekt vist, hvordan man lever op til devisen ’show it, don’t tell it’.
Ud fra tre forskellige geometriske figurer skabt af forskelligfarvede hulahopringe har Friedman vist, hvordan man kan bygge et arkitektonisk skelet ud fra simple og mobile elementer.
Arkitektur til folket
Mobilitet, improvisation, individuelle behov, tilpasning og respekt for eksisterende by og miljø er nogle af de principper, som Friedman finder helt afgørende for en vellykket arkitektur.
Han har ikke meget til overs for den form for skulpturel arkitektur som fx Frank Gehry og Zaha Hadid står for. For Friedman er det arkitektur, som blot forekommer fri, hvorimod det for ham handler om den totale frisættelse fra faste former og nidkær detailplanlægning. Arkitekturen skal være til for folket, og derfor er Friedman mere interesseret i billige materialer, hurtig afvikling og engagement fra brugerne frem for varighed og æstetiske visioner. Det lyder som den omvendte verden, men Friedman har beskæftiget sig med disse ideer siden 1950’erne, hvor han på egen krop oplevede uhensigtsmæssig arkitektur.
Det evigt foranderlige
Yona Friedman er født i Ungarn i 1923. Han var en del af modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig og flygtede i 1946 til Israel. Her så han, hvordan man på grund af den store tilstrømning af flygtninge hurtigt opførte massevis af boliger.
Men anonymt og monotont byggeri, som ikke tager hensyn til det lokale miljø, klima eller den enkelte beboer, anser Friedman for at være helt forfejlet og ude af trit med individuelle behov.
Selv har han ikke opført mange byggerier, men gennem sin interesse for det evigt foranderlige samfund, migration og ikke mindst ny teknologi og nye livsformer, har hans teorier og tankegang vundet genklang verden over. Hans tværfaglige tilgang handler i højere grad om en metode, en form for tænkning end om en teoretisk retning.
Hans visioner er baseret på konkret erfaring og ønsket om fx at bevare eksisterende bydele, så de ikke skal rives ned til fordel for nyt byggeri. Det handler om ikke at sprede byen ud og ikke mindst om autonomi og fleksibilitet under supervision, hvor brugerne selv bliver oplært i, hvordan de kan skabe deres eget funktionelle byggeri.
Bygselv-projekt i flygtningelejr i Libanon
Friedman er som immigrant og senere tilflytter til Paris et eksempel på en flygtnings vedholdenhed og innovative tænkning. Fra sit første projekt i 1945 og de følgende 72 år har han i manifester, principskrifter, tegneseriemanualer og udstillinger driftigt eksperimenteret med det, som nogle kalder utopisk arkitektur, mens andre hylder det som helt konkrete forsøg på at imødekomme manglen på boliger overalt i verden.
I et aktuelt projekt arbejder han med at skabe boliger til flygtninge i en lejr i Beirut. Han har et usædvanligt positivt syn på, hvad migration kan gøre for udviklingen af nye byer. Et område med flygtninge anser han for en ressource, som kan bibringe håb, nye ideer og produktivitet.
Det konkrete projekt omfatter moduler bestående af 6 stålringe, som giver flygtningene en grundstruktur, de selv skal bygge videre på. Værktøj er der ikke behov for, og manualen er en trinvis grafisk tegning, som er let aflæselig. Friedman forklarer selv: ”Det er en måde at give frihed til selv at bygge en bolig og i sidste ende et bedre liv”.
Yona Friedmans værk kan ses i Arkitektforeningen, Åbenrå 34, København frem til 24. juli.