Lad os forestille os, at du er arkitekt og gerne vil vinde en konkurrence om udformningen af et nyt Holocaust-mindesmærke i London. Opgaven består af to elementer: et monument over jorden og et undervisningscenter under jorden. At opfylde disse to krav er blot en teknikalitet. Det vigtigste er, at mindesmærket skal have en varig virkning, og her er det afgørende, hvor på skalaen mellem symbolisme og realisme mindesmærket skal placeres. Begge er tiltrækkende muligheder.
I sin mest bogstavelige form kan monumentet rumme rekonstruktioner fra en koncentrationslejr: måske porten til Auschwitz, togskinner, barakker, ovne. En sådan løsning vil helt sikkert være mere aflæselig end et symbolsk design – og læsbarhed er afgørende – men det er kun en meget modig udvalgskomite, der tør vælge en så utilsløret realisme. Der vil uundgåeligt komme klager fra folk, der finder en sådan form for realisme alt for rå og alt for banal – på samme måde som mindesmærket over de jødiske børnetransporter fra nazismen til England på Londons Liverpool Street Station, der viser en gruppe forvirrede, men også jødisk-udseende børn, er banal.
Bogstavelighed er vanskeligt, som vi ved det fra Disneyland, men det er en mulighed, som bør være i spil. Alternativet er symbolisme, hvilket foretrækkes af professionelle designere, men altid er en konkurrence mellem kunstfærdighed og dovenskab.
Daniel Libeskind blev for eksempel kendt for det jødiske museum i Berlin med de skrånende gulve og vægge. På det tidspunkt syntes Libeskind at genskabe mareridtet af en verden, der var blevet vendt på hovedet, i en abstrakt form. Desværre fortsatte han med at gentage de samme strategier i bygninger, der ikke har nogen forbindelse til politiske rædsler. Hans bygning til London Metropolitan University på Holloway Road er et godt eksempel.
På et sted mellem realisme og symbolisme befinder et andet Berlin-monument sig: Peter Eisenmans Holocaust-mindesmærke overfor Bundestag-bygningen. Eisenmans design er et bølgende gitter af gravlignende stenblokke. Abstrakt, men baseret på en gravpladsstruktur og i særdeleshed gravstenene på Olivenbjerget i Jerusalem. Det er let aflæseligt som et mindesmærke for de døde (godt), men refererer ikke specifikt til Holocaust (dårligt).
I januar 2016 forpligtede den daværende engelske premierminister, David Cameron, sig til at skabe et Holocaust-mindesmærke ved Themsen i nærheden af Overhuset. Der blev oprettet et rådgivende organ – United Kingdom Holocaust Memorial Foundation, der blev afholdt en arkitektkonkurrence, og der blev valgt en 12-personers jury bestående af ”rigets bedste mænd”, herunder overrabbiner Mirvis, Lord Finkelstein og Londons borgmester Sadiq Kahn.
Konkurrencen indbragte 92 forslag fra 26 lande. Af dem blev 10 valgt ud og vist for offentligheden på en udstilling i slutningen af februar.
Det rådgivende organ ønsker, at processen skal forløbe smidigt og gøre landet ære, men der er allerede begået åbenlyse brølere. Det var ikke juryen, der sammensatte listen. Det blev gjort i hemmelighed af unavngivne eksperter. Faktisk kom juryen kun til at mødes een gang for at gummistemple et af de projekter, den er blevet madet med. Det har ikke været muligt for juryen at se de bud, der ikke kom på listen, den kunne ikke stemme for “ingen af dem”, og den kunne ikke opfordre til at udskrive en ny konkurrence.
Offentligheden er ligeledes stækket. Vi kan ikke se de 82 andre forslag, vi ved ikke, hvorfor de blev udelukket, og vi kan ikke sætte spørgsmålstegn ved processen.
Der er ingen åbenlys vinder blandt de 10. Nogle af undervisningsrummene er neutrale rum, der lader udstillingsgenstandene formidle deres budskab, andre er mere luftige. Begge tilgange er valide . Det er vigtigere, hvad projekterne kommunikerer over jorden, og her er der kun et forslag, der kan komme på tale: det fra afdøde Zaha Hadids tegnestue.
Hadid vil skabe en lund af træer og en stor meteorit – som et lyn fra en klar himmel? – der gennemborer jorden og hænger tungt over hovederne på dem nedenunder. Det markerer afgjort en tilstedeværelse, men siger ikke noget om Holocaust. Designerne hævder, at meteorer og lunde har en dybere betydning i jødisk tradition. Det har de ikke. Og hvad så hvis de havde?
Arrangørerne bør starte forfra. De skal vise os de 82 andre forslag eller åbne konkurrencen igen for i det mindste at finde ét forslag, der, hvis det skal være symbolsk snarere end bogstaveligt, siger noget specifikt om Holocaust. Det kan illustrere seks millioner mennesker, eller navngive hver og én af de døde, eller genkalde det elektriske hegn, pigtråd og vagttårne, eller fremkalde en følelse af dehumanisering i alle, der besøger det, eller vise politikere fra 1940’erne, der sad på deres hænder. Uanset hvad skal det sige noget.
Disse 10 siger ingenting.
Oversat fra engelsk af Natalia Gutman – The Jewish Chronicle