David Grossman hører til blandt Israels største nulevende forfattere. Sammen med forfatterkollegerne Amos Oz og A.B. Yehoshua indtager han en central rolle i det litterære landskab både i og uden for hjemlandet. Han tegner i sine bøger et nuanceret billede af det moderne Israel og favner tunge emner som Holocaust og den anspændte konflikt mellem israelere og palæstinensere.
Ofte ser han konflikterne i lyset af komplekse familieforhold og menneskelige relationer. I romanerne Kvinde på flugt fra meddelelse og Se under: Kærlighed (1986) forsøger hovedpersonerne at flygte fra virkeligheden ved hjælp af fortællingen. Begge romaner personificerer de store israelske traumer.
Grossman blev født i Jerusalem i 1954, da nationen stadig var ung og uerfaren. Hans mor Michaella voksede op i en fattig zionistisk familie i det daværende Palæstina, og faderen Yitzhak emigrerede fra Polen i 1936. Han arbejdede som buschauffør og bibliotekar og vækkede sin søns interesse for litteratur.
Især den yiddisch-sprogede forfatter Sholem Aleichem fangede den unge Davids opmærksomhed. Sholem Aleichems beskrivelser af livet i de østeuropæisk-jødiske shtetler og historierne om mælkemanden Tevje var inspirationskilde til musicalen Spillemand på en tagryg. Med fortællingerne kunne Grossman bedre forstå sin egen families europæiske fortid.

Nazibæstet
Med romanen Se under: Kærlighed (1986) fik Grossman stor international opmærksomhed. I værket viser han fin indsigt i drengen Momiks psyke og tager fat på et af Israels traumer, Holocaust.
Vi møder den niårige Momik, hvis forældre har overlevet rædslerne under 2. Verdenskrig. Momik vokser op i et univers præget af de voksnes fortielser og Holocaust-traumer. Men Momik opsnapper brudstykker af den groteske virkelighed, som hans forældre med nød og næppe undslap ”derovre”.  De taler om et nazibæst, og Momik forestiller sig, at dette bæst er et monster, der torturerede jøder. I sit fantasifulde barneunivers ønsker Momik at bekæmpe bæstet, som stadig forfølger forældrene. Til formålet fanger han en kattekilling, en ravneunge og et firben, som han skjuler i kælderen. Han prøver med barnets logik at lokke nazibæstet ud af disse dyr ved at føre kvarterets Holocaust-overlevere ned i kælderen: 
 ”… and they all followed him, Hannah and Munin and Marcus and Ginzburg and Zeidman, like sheep they followed wherever he led, they traipsed down the street forever along the paths with the snowdrifts and the black forests and the churches and the haystack with the fresh smell … [Momik] led his Jews onward to the cellar, and heard Grandfather talking to himself inside, and Momik opened the door for them and beckoned them in and shut the door.”
I forsøget på at redde sine forældre påtager Momik sig rollen som nazibæstet og spærrer de traumatiserede jøder inde. Momik sammenstykker sin egen version af det, forældrene oplevede under krigen. Men han fanges i sit spil, der antager groteske dimensioner, og mister sin barnlige uskyld.

Litteraturen som redning 
I 2003 begynder Grossman at skrive romanen Kvinde på flugt fra meddelelse, der på tragisk vis nærmer sig hans egen virkelighed. I værket, der handler om en mors angst for at miste sin søn, følger vi Ora, hvis søn Ofer er soldat i den israelske hær. Ora hjemsøges af en uhyggelig forudanelse om, at militærets repræsentanter en dag vil banke på hendes dør med meddelelsen om, at Ofer er død.
Grossmans egen søn Uri udtjener sin værnepligt imens Grossman skriver Kvinde på flugt fra meddelelse. Undervejs i skriveprocessen diskuterer han værket med Uri og bruger hans militærerfaringer som inspiration – naturligvis uden anelse om at han må betale den ultimative pris for sønnens førstehåndsberetninger.
Uri følger ivrigt med i romanens udvikling og spørger, når han er på orlov: ”Hvad har du gjort ved personerne i denne uge?”  I 2006 omkommer Uri i Libanon, da hans kampvogn rammes af en raket.
Efter Uris død er Grossman i tvivl om, hvorvidt han kan færdiggøre værket. Til det svarer vennen Amos Oz, at romanen netop bliver hans redning. Grossman forklarer selv i bogen:
“At the time, I had the feeling – or rather, a wish – that the book I was writing would protect him. … After we finished sitting shiva [jødisk sørgeuge efter dødsfald], I went back to the book. Most of it was already written. What changed, above all, was the echo of the reality in which the final draft was written.”

Barnets perspektiv
I Grossmans forfatterskab indtager både familielivet og de nære relationer en central rolle, og han har et særligt blik for børn og unges perspektiv på tilværelsen. I romanen Intimitetens grammatik (1991) holder den 12-årige dreng Aron op med at vokse, da han kommer i puberteten. Værket fortæller om, hvor vanskelig tærsklen mellem barndom og voksenliv kan være. Grossman siger i et interview, at barnets synsvinkel er interessant, fordi børn konstant forundres over de voksnes liv og kun langsomt indvies i deres hemmeligheder. Grossman fascineres af barnets skæve, fantasifulde univers.
Da han researcher til sin roman Someone to Run With (2000) opholder han sig en stor del af sin tid sammen med hjemløse unge på gaden i Jerusalem. Grossman har en eminent evne til at skildre sine litterære karakterer, netop fordi han sætter sig i deres sted ved at placere sig i konfliktens kerne.    
Romanen var tænkt som en ungdomsbog, men vandt stor popularitet i Israel – også blandt voksne læsere. Samme ønske om at mærke sine karakterers situation på egen krop kommer til udtryk, da Grossman skriver bogen Den gule vind (1988), hvor han beskæftiger sig journalistisk med konflikten mellem israelere og palæstinensere. Inden udgivelsen opholder han sig flere måneder på Vestbredden blandt israelske bosættere og palæstinensere og interviewer konfliktens hovedpersoner.

Fortællingens kraft
I Kvinde på flugt fra meddelelse fanger Grossman mange facetter af kvindeskikkelsen Ora – både i hendes spæde ungdom og som moden kvinde. Hovedpersonen Ora beslutter sig for, at hun ikke vil gå hjemme og vente på en eventuel besked om sønnen Ofers død. Derfor overtaler hun sin gamle ven og elsker Avram til at tage med på en vandretur til det nordlige Israel. På turen nægter hun konsekvent at høre israelske nyheder, og mobiltelefonen efterlader hun i huset. Hun overbeviser sig selv om, at hun kan beskytte Ofer ved ikke at være hjemme til at modtage militærets budbringere, hvis det forfærdelige skulle ske:
“They won’t give up, they cannot lose this battle, because their surrender, even just to one woman, would mean the collapse of the entire system. Because where would we be if other families adopted the idea and also refused to receive notice of their loved ones’ deaths? She has no chance against them, she knows. No chance at all. But at least for a few days she will fight. … This is possible, it is within her power, and in fact it is the only thing possible for her, the only thing within her power.”
Ora har en desperat forestilling om, at hun kan holde Ofer i live, så længe hun fortæller Avram sønnens livshistorie og nedfælder det i sin notesbog. Hun prøver at ændre sin søns skæbne via de historier, hun fortæller om ham.
Samme ønske har Grossman, mens han skriver romanen. Han vil beskytte Uri ved fortællingens kraft: Så længe han skriver, vil der ikke ske hans søn noget. Det holder desværre ikke stik. Med andre ord er fortællingens kraft centralt i værket – både som et gennemgående tema og som forfatterens drivkraft for skabelsen af romanen.
Kan man via fortællingen undgå den skæbne, der var tiltænkt én? I mange af Grossmans værker flygter hovedpersonerne fra virkeligheden og søger udfrielse ved hjælp af fantasien. Grossmans egen redning bliver på paradoksal vis at skrive sig ud af smerten ved at miste sin søn. Det lykkes ham ikke at redde sin søn Uri, men det at skrive Kvinde på flugt fra meddelelse hjælper ham til bedre at kunne bære smerten. Grossman understreger da også i et interview i The New Yorker, at han med bogen har valgt livet.

Bio: David Grossman
Har læst filosofi og teatervidenskab ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem og har arbejdet som journalist ved den israelske radio.
Hans forfatterskab, der omfatter både romaner, non-fiktion, poesi, børnebøger og en børneopera, er oversat til 30 sprog.
Debutromanen The Smile of the Lamb (1983) og romanen Someone to Run With (2000) er begge blevet filmatiseret.
Kendt som venstreorienteret debattør og modtog i 2010 De tyske Boghandleres Fredspris.
I dansk oversættelse kan man desuden finde værkerne Duellen (1982), Se under: Kærlighed (1986), Den gule vind (1987), Intimitetens grammatik (1991) samt Løvens honning (2005) og Kvinde på flugt fra meddelelse (2011) på bibliotekets hylder.
Dette års Man Booker-prisvinder En hest kommer ind på en bar udkom på dansk i 2016 på Forlaget Vandkunsten, oversat fra hebraisk af Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner.

Share This