Det kræver ikke den store originalitet at se fællestræk mellem den historiske forfølgelse af jøder og de kvinder samt enkelte mænd, som blev brændt på bålet som hekse. Både jøder og hekse blev anset for at udgøre en trussel mod samfundet, og forfølgelserne af de to grupper hører til nogle af Europas mørkeste kapitler.
Både for jødernes og de såkaldte hekses vedkommende har forfølgelsen fundet sted på tidspunkter, hvor det kendte samfund var truet af opløsning. Utrygheden bredte sig, og i stedet for at løse problemerne måtte syndebukken dø. Men da hverken jøder eller hekse var årsag til problemerne, løste forfølgelserne ingenting. I stedet blev der krig.
Vi lever selv i en tid, hvor samfundsordenen er i opløsning. Hvilke bål tænder vi?
Det generelle mønster
Historien gentager sig aldrig 100%, men der kan alligevel være mønstre, som det er værd at kigge på. I forhold til Sankt Hans-heksen, jøderne og vores egen tid begynder det med, at samfundsstrukturen ændres radikalt. Som følge deraf bliver folk angste og urolige, og de mænd, som plejer at definere magten, mister både følelsen af kontrol og selve kontrollen. Der opstår behov for en beretning, som forklarer, hvem der står bag; typisk råder disse over hemmelig viden, som er både farlig og langt mere avanceret end den almene viden. Det mønster findes der adskillige eksempler på gennem historien:
Den sorte død
I 1347-51 blev Europa ramt af en pest, som slog cirka 1/3 af befolkningen ihjel. Præsternes bønner hjalp ikke, og selv kardinaler og munke døde; religionen kom til kort, helt enkelt.
Som forklaring opstod dels historien om, at det var Guds straf, dels historien om at jøderne havde forgiftet brøndene. Det medførte massakrer på jøder flere steder, og over 200 jødiske samfund blev ødelagt med vold.
Trykpressen med løse typer
Renæssancen havde sin spæde begyndelse i Italien i slutningen af 1300-tallet, og i starten af 1400-tallet begyndte den katolske kirke jagten på folkelig overtro, dvs. hekse som udøvede trolddom.
I kølvandet på Gutenbergs opfindelse af trykpressen med løse typer i 1440’erne, blomstrede Renæssancen og der skete en omkalfatring af økonomien, samfundet og magten.
Samtidig tog hekseforfølgerne til, og i 1487 skrev to af kirkens inkvisitorer bogen Heksehammeren, der var en håndbog i hekseforfølgelse. I 1517 startede Luther reformationen, og den satte for alvor skub i hekseprocesserne; protestanterne blev de mest emsige.
Sammenlagt førte forandringerne til 30-års-krigen 1618-1648, der sluttede med Den Westphalske Fred. Her blev det tilladt fyrsterne selv at bestemme, om deres rige skulle være katolsk eller protestantisk.
Efter krigens afslutning genvandt fyrsterne den religiøse og politiske kontrol, oplysningstiden brød frem, og hekseforfølgelserne hørte op.
Moderniteten
Moderniteten voksede ud af en række nye tanker og begivenheder, og der er ikke et bestemt år, som kan få æren af at være begyndelsen. Rousseaus bog om barnets følelser, Émile, fra 1762 er et godt bud, det samme er Den franske Revolution i 1789, Napoleonskrigene 1805-1815, Darwins evolutionslære fra 1858, Karl Marx’ Kapitalen fra 1867, eller det moderne gennembrud i litteratur og dramatik i 1870’erne og 1880’erne.
I 1800-tallet blev både folket og magtens mænd udfordret af omvæltningerne, men tiden var løbet fra at forstå omvæltningerne og ubehaget som Guds straf eller kvinders heksekunster. Antisemitismen fandtes som en understrøm gennem hele perioden, men oplysningsidealerne gav jøderne borgerrettigheder, og der var ikke nogen syndebuk, som den oplyste enevældes konger og deres undersåtter kunne samles om. Industrialiseringen var i fuld gang, efterhånden fik folket medbestemmelse i form af demokrati, og omvæltningerne gav ikke blot uro og angst men også håb og en masse markante forbedringer.
Først i Weimar-republikken efter 1. Verdenskrig hoppede kæden af. Krigsnederlag, en knækket national stolthed, hyperinflation og et gennemgribende moralsk opbrud var mere, end den tyske elite og det tyske folk kunne klare. Syndebukkene kender vi: først og fremmest jøderne, men romaer, homoseksuelle, handicappede og socialdemokrater var også så skræmmende, at de måtte interneres eller dø.
Den psykologiske fællesnævner
I de ovennævnte tilfælde var det muligt at finde mennesker, som kunne bebrejdes, at samfundet var ved at gå i opløsning. Religion, overtro og marginalisering var stærke nok til, at mennesker kunne tillægges skjulte kræfter, som kunne true alle.
Når samfundet nedbrydes, uden at vi kan forstå hvorfor, og uden at vi kan gøre noget ved det, rammes vi af angst. Det er en diffus følelse, som i sin værste form kan give oplevelsen af, at man ikke længere er herre over sin egen krop. Både under pesten og Reformationen og i Weimar må der have været et udbredt psykisk ubehag; en sindstilstand, som det har været umulig at få til at gå væk.
Hvordan overdøver man den følelse? Vrede er formentlig effektiv. Specielt, hvis den kan understøttes af en fælles beretning om en syndebuk, som man kan hade, og som fortjener at lide endnu mere end én selv.
Hvis vreden og hadet kan retfærdiggøres, kan vold også. Vold giver voldsudøveren følelsen af kontrol tilbage, i hvert fald så længe offeret skriger og lider mere end voldsmanden selv.
Når samfundet knager i fugerne
På grund af den teknologiske udvikling er vores samfund endnu en gang i færd med en omkalfatring.
Samtidig er der i alle vestlige samfund en muslimsk minoritet, som af mange opfattes som den største trussel mod vores samfund. En lille del af den opfattede trussel er reel, nemlig når kriminelle unge mænd vælger at begå terrorangreb.
Endnu findes ubehaget over forandringerne mest i bunden af vores samfund. Men hvornår bliver ubehaget i toppen så stort, at vreden og hadet derfra kommer til at definere politik?
Senest er blasfemiparagraffen blevet afskaffet. Det kan der være mange gode grunde til, men Danmark har ingen politisk ledelse, som tør tale fordomme, had og vrede imod.
Når danskerne samles omkring bålene i aften, er der al mulig grund til at tænke over, hvilket bål det er, der bæres ved til.