Lad det være indrømmet med det samme: jeg er en kæmpe fan af Jonathan Sacks, den tidligere overrabbiner for United Kingdom og Commonwealth, nu medlem af Overhuset. Så jeg er med andre ord ikke helt uvildig i bedømmelsen af hans seneste bog Ikke i Guds navn, udgivet på dansk af Kristelig Dagblads Forlag.
Der er ingen tvivl om, at Sacks i religiøs sammenhæng er ortodoks med alt, hvad det indebærer af både tro og praksis, men som tænker er han moderne og radikal: naturvidenskaben og Darwin accepteres uden rysten på hånden, og han kender både de store filosoffer, den seneste hjerneforskning og økonomiske teori. Han kan med andre ord se på religionen med modernitetens, videnskabens og filosofiens briller, og på moderniteten, videnskaben og filosofien med rabbinske briller.
Det er derfor glædeligt, at han endelig er blevet oversat til dansk, det var simpelthen på tide!
I Ikke i Guds navn forsøger Sacks at finde teologiske og religiøse svar, der kan imødegå den religiøse fanatisme, som afstedkommer terror. Men bogen er mere end det. Den er noget så tiltrængt som en teologi, der passer til det 21. århundrede. Sacks omtaler nødvendigheden af det enkelte menneskes moralske forandring og vækst og nævner i den forbindelse det græske ord metanoia. I kristen sammenhæng oversættes det til omvendelse. Men det, som hele bogen drejer sig om, er, at religionerne som helhed må gennemgå en metanoia, en moralsk forandring og vækst, en omvendelse.
Det er dette aspekt af bogen, der fokuseres på her – bogens indhold i forhold til antiradikalisering har allerede været anmeldt i danske dagblade.
Vi er udgået fra evolutionen
Desværre er den danske oversættelse ikke så præcis, som man kunne ønske, og man får ikke det rigtige billede af Sacks’ tænkning. Har man fx fulgt Sacks og hans skriverier, debatter og tv-programmer m.m. gennem de seneste år, ved man, at han gentagne gange har diskuteret både videnskab og religion med Richard Dawkins, den ærkeateistiske biologiprofessor, som i 1976 fik sit gennembrud med bogen The Selfish Gene. Den bog er i dag en klassiker. Det er altid en udsøgt fornøjelse at overvære et møde mellem Sacks og Dawkins, for de to titaner er lige belæste, begavede og stædigt overbeviste om hver deres sandhed.
Når Sacks således i Ikke i Guds navn rejser spørgsmålet: “In the language of today: how could selfish genes come together and produce selfless people?” er der ingen tvivl om, at det er et hip til Dawkins og hans biologiske tilgang til mennesket. Det er også et eksempel på, at Sacks har fuldt ud styr på genetik, evolution og anden naturvidenskab.
I den danske oversættelse går det imidlertid galt:
Hvordan kan selviske gener finde sammen og skabe uselviske væsener?
Grunden til at det går galt er, at people her er oversat til væsener.
To sider senere hedder det på dansk:
Vi er sociale væsener. Vi giver vores gener videre som individer, men vi kan kun overleve i grupper. Heller ikke dette er unikt for mennesker. Myrer, bier og de fleste pattedyr skaffer sig føde og lever i grupper.
Den engelske tekst siger noget andet:
We are social animals. We hand on our genes as individuals, but we survive only in groups. Nor is this unique to humans. Ants, bees and most mammals scout, feed and live in groups.
Gennem hele bogen er Sacks fuldstændig klar i mælet: mennesket er et dyr, der er udgået fra evolutionen. Det er med udgangspunkt i vores biologi, vi må forstås – også når vi er religiøse.
Vi kan overskue 150
Sacks refererer videre til Robin Dunbar’s forskning, som viser, at hvis man sammenligner størrelsen på vores hjerner med hjernerne hos andre primater og de flokke, de lever i, så har de tidligste mennesker levet i grupper med cirka 150 individer. Det er den gruppestørrelse, vores hjerner kan overskue.
Ved at forstå os ud fra biologien bliver kulturen en nødvendighed, når samfundene vokser sig større end 150 individer, og Sacks giver derfor en biologisk forklaring på religionens opståen: Kun gennem at leve i samfund kan vi finde mening, kun gennem fælles symboler, ritualer og regler kan vi holde sammen på samfund i takt med, at de vokser sig større. Prisen for at leve i stadig større samfund er, at vi må deltage i kulturen og internalisere den, så vi kan begå os i den:
Learned habits of behaviour take over from evolved instinctual drives. Rituals make their appearance. Socialisation becomes a fundamental part of the education of the young. There are roles, rules, codes of conduct. The habits necessary to the maintenance of the group become internalized. We are the culture-creating, meaning-seeking animal. Homo sapiens became Homo religiosus.
I den danske oversættelse hedder det:
Indlærte adfærdsformer vinder over de instinkter, som evolutionen har givet. Ritualer vokser frem. Socialisering bliver en grundlæggende del af de unges uddannelse. Der opstår roller, regler og adfærdskodekser. De vaner, der er nødvendige for gruppens opretholdelse, bliver integreret. Vi mennesker bliver kulturbærende væsener, der søger en mening. Homo sapiens er blevet homo religiosus.
Nødvendige vaner bliver ikke integreret, de bliver internaliseret. Det er noget helt andet. Den næstsidste sætning skulle have været:
Vi er det kulturskabende, meningssøgende dyr.
Babylon og syndfloden
I den engelske udgave snyder man ikke sig selv for de skarpe kanter, som en skarp tænker har at tilbyde verden, men også i den danske udgave er der masser af fantastisk stof i bogen.
Blandt andet gennemgangen af, hvorfor religioner ikke skaber vold, men vold skaber religion. Sacks’ analyse undersøger desuden det evige dilemma mellem det universelle og det partikulære og mellem orden og frihed. Her tager han udgangspunkt i de to beretninger om Babelstårnet og Syndfloden:
Babelstårnet er i Babylon, imperiet, som har givet alle ét sprog, dvs. der er ingen diversitet: imperiet ensretter folk. Der er orden men ingen frihed, stammekultur og individualitet.
Syndfloden, derimod, skyldes den synd som kommer af egoisme og stammesamfund, som ikke kan holde fred med hinanden: individualitet og grupper uden orden.
Imperiet er orden uden frihed, universalitet uden identitet. Stammesamfundet og individualiteten er frihed uden orden, identitet uden universalitet. Sacks’ pointe er, at kun i balancen mellem orden og frihed, universalitet og individualitet, imperium og stammesamfund kan vi skabe fred og meningsfulde liv, når vi er mere end 150 personer.
Terroristernes problem er, at de kun kan håndtere stammesamfundet, mens de vestlige samfund har fortrængt stammerne og udelukkende tilbyder en abstrakt universalitet, som ikke giver nogen mening for en hel masse mennesker.
Den er tæt på
Sacks’ analyser tager desuden udgangspunkt i de mange bibelhistorier om søskenderivalisering, dvs. Kain og Abel, Isak og Ismael, Jakob og Esau, og drager paralleller til forholdet mellem jødedom, kristendom og islam. Alt i alt er bogen fremragende, og skulle jeg komme en enkelt dråbe malurt i bægeret, så er det, at Sacks behændigt undgår enhver reference til søskenderivaliseringen mellem israelere og palæstinensere. Han giver ingen forklaring på udeladelsen; der havde ellers været rig lejlighed til at foreslå selvransagelse og metanoia i begge befolkninger—eller i det mindste i deres regeringer og blandt deres religiøse ledere. Udeladelsen råber temmelig højt og Sacks giver ikke nogen grund til at ignorere konflikten, og derfor er bogen ikke helt oppe at ringe. Men den er tæt på.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed.
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!