Clara Schultz boede på Østerbro i København med sine to ugifte døtre. Hun var en nydelig, kultiveret kvinde – enke efter en søofficer – blev 100 år gammel og døde i 1963. Men inden da blev hun hvirvlet ind i de mest dramatiske hændelser i det 20. århundrede.
Claras fødenavn var Petit. Hendes familie kom fra Frankrig, var i ældre tider flygtet fra jødeforfølgelser og havnet på De Vestindiske Øer. Familien slog sig ned på Sankt Thomas, og indviklede ægteskabsforhold gjorde, at familierne Petit og Pissaro blev blandet.
Claras far blev derved stedbror til den senere berømte maler Camille Pissaro (1839-1903). Familierne var jødiske, og Claras forældre var begge jøder, hvilket skulle få betydning for hendes senere skæbne.
Clara fik sin skolegang på Sankt Thomas, og hjemmet var præget af både fransk, engelsk og dansk i en kosmopolitisk atmosfære.
Der var ofte baller i kommandørens bolig på Sankt Thomas, og sandsynligvis var det ved et af disse baller, at Clara traf den unge officer Johannes H. Schultz. De blev forelskede og i 1898 gift på Københavns Rådhus. Parret bosatte sig på Østerbro og fik i 1899 Ellinor og i 1901 Ingeborg. Begge døtre blev kristent døbt. Johannes H. Schultz gjorde karriere i søværnet og blev udnævnt til kommandør. Han døde i 1934.
Døtrene forblev ugifte og boede hjemme hos moderen på Østerbro. Mens Ellinor arbejdede i børneforsorgen i Københavns Kommune, blev Ingeborg ansat i staten.
Jøder for varer
Da tyskerne besatte Danmark 9. april 1940, var det en sorgens dag, men ingen havde næppe forestillet sig, at Clara kunne få problemer med sin jødiske baggrund, for selv om hun sandsynligvis var medlem af den jødiske menighed, færdedes hun ikke i jødiske kredse – ifølge hendes families oplysninger.
Nazisterne havde imidlertid lister over byens jøder, og 3. oktober 1943 fandt de frem til Clara Schultz og hendes to ugifte døtre i Østbanegade 11. Ingeborg og Ellinor var undtaget fra jødeaktionen, for nazisterne havde bestemt, at børn af ægteskab mellem jøder og kristne ikke skulle deporteres. Men Ellinor og Ingeborg nægtede at forlade deres mor og blev derfor taget med. Ellinor var da 44 år gammel, Ingeborg var 42, og Clara var 81 år.
Danske historikere har generelt ment, at den mindre hårde behandling af de danske jøder skyldtes aftaler mellem danske myndigheder og nazisterne. Det er imidlertid ikke en antagelse, der kan dokumenteres. En mere sandsynlig årsag er, at nazisterne med SS-lederen Heinrich Himmler i spidsen ønskede at bruge danskerne til at vise De Allierede, at jøder blev behandlet godt.
Historiker Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane har netop fået godkendt en disputats om de danske jøder i Theresienstadt. I den skriver hun, at de danske jøder var udset til at bruges til propaganda:
»Måske skulle danskerne – og det er værd at lægge mærke til, at kun de faktiske danske statsborgere nævnes – »gemmes« til noget andet. Dette kan måske have været del af Himmlers forskellige planer om at bytte jøder for varer, eller hans forsøg på at komme i kontakt med de vestallierede.«
I Theresienstadt
Livet i Theresienstadt var et helvede af sult, utøj, snavs og sygdom. Mange døde af sygdomme og underernæring, heriblandt 51 danske jøder. Faren for Clara Schultz var stor, men hun blev frelst af hjælp fra medfanger og den tyske politik, der gav særlige privilegier til eliten blandt danske fanger.
I august 1942 introducerede SS en særlig status af prominente fanger, og Clara Schultz var sammen med blandt andre overrabbiner Max Friediger blandt de udvalgte. Afgørende for hendes overlevelse var også Røde Kors-pakker, som familien og andre sendte til hende. De andre danske jøder, der ofte var af russisk afstamning og ankommet til Danmark i tiden omkring Første Verdenskrig, blev behandlet dårligere.
Der blev fra dansk side iværksat flere forsøg på at få frigivet Clara Schultz og hendes døtre samt andre fanger, hvor der kunne argumenteres for, at deres deportation måtte være en fejl. Det var arveprins Knud (søn af Christian X og dronning Alexandrine), der sammen med en række højt dekorerede søofficerer intervenerede på vegne af Clara og hendes to døtre.
De indleverede et brev på nazisternes hovedkvarter, Dagmarhus, allerede 18. oktober 1943, har Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane dokumenteret.
Tyskerne ville imidlertid ikke give slip på Clara, da begge hendes forældre var jøder, men situationen var anderledes med Ellinor og Ingeborg. 14. januar 1944 blev en gruppe på fem danskere, der omfattede de to Schultz-døtre, løsladt og kom til Danmark under den betingelse, at de intet måtte sige om forholdene i Theresienstadt.
Følelserne må have været spændt til det yderste i denne adskillelsens stund. Sandsynligheden for, at mor og døtre ville se hinanden igen, var minimal. 16. januar ankom døtrene til København. De fortalte aldrig noget om deres ophold i lejren.
Propagandafilmen
Nazisterne iværksatte snart deres skuespil, hvor de danske og andre jøder blev vist frem for at overbevise verden om, at nazisterne behandlede jøder godt. Det var besluttet, at der skulle fremstilles en film, der skulle dokumentere, at jøderne i Theresienstadt havde gode forhold, og flere danske jøder blev optaget til filmen i september 1944.
Filmen, hvoraf der kun eksisterer brudstykker, er verdenskendt, for den har leveret nogle af de få autentiske levende billeder fra en KZ-lejr, selv om den altså slet ikke viser virkeligheden.
I en scene ser man den danske overrabbiner Max Friediger sidde i en have med en ældre, nydelig dame. Damen er Clara Schultz. I dag eksisterer denne scene ikke på film, kun to fotografier fra samtalen under parasollen i haven er bevaret.
På den måde blev Clara en del af nazisternes snedige propaganda-projekt. Man kan på fotografiet se jødestjernen på Friedigers jakke, mens Clara sidder med en nydelig hat på hovedet og hånden under hagen. Filmen blev færdig i marts 1945 og vist til blandt andet International Røde Kors i april 1945.
”Frau Kommandantin”
Clara Schultz kom sammen med andre danske fanger hjem med De hvide busser i april 1945. Busserne kørte gennem Danmark og til Sverige. Hendes grandniece, Anne Labrosse, beskriver sit indtryk af Clara Scultz, da hun som barn mødte hende i tiden efter krigen:
»Hun var i sandhed en meget lille og spinkel dame, næsten sart, men levende og smilende, altid iklædt gammeldags kjoler i tyndt, sort, blødt stof. Hun talte altid så venligt til os børn, selv om det nok ikke morede os meget, dette obligatoriske besøg. Hun var blid og god ved alle, aldrig et ondt ord om andre. Jeg husker, at hun altid bar en stor medalje hæftet på brystet af den sorte kjole. Den medalje reddede hendes liv, fortalte hun os, men først mange år efter, da hun var død, erfarede jeg, at hun havde været i Theresienstadt. En dag bankede tyskerne på døren og tog Clara og døtrene med. Clara greb bare én ting i al hast, en medalje hendes mand havde liggende. Den hæftede hun på sin barm i KZ-lejren og bar den med stolthed. Ja, denne orden må have været den rene manna fra himlen for tyskerne, og så reddede den åbenbart Claras liv. Tyskerne kaldte hende Frau Kommandantin.«
Da Clara Scultz i 1962 skrev sine erindringer til Nationalmuseet, handlede de udelukkende om den lykkelige tid på De Vestindiske Øer. Hun skrev ikke et ord om Theresienstadt. Da hun fyldte 100 år, blev hun interviewet af Berlingske Tidende 8. juli 1962. Hun talte henrevet om tiden i Caribien, men heller ikke her nævnte hun Theresienstadt med et ord.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed.
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!