Hun er verdens første og største kvindelige superhelt. Hun har så hurtige reflekser, at hun uden problemer kan standse et projektil i luften. Hun blev født på en fjern ø, hvor mænd er forment adgang og bliver slået ihjel, hvis de trodser forbuddet.
Der er masser af sprængstof i figuren Wonder Woman, der blev skabt af DC Comics i 1941 som et feministisk supervåben i kampen mod nazismen.
Og når filmen her i juni 2017 har premiere med den israelske skuespiller og topmodel Gal Gadot i hovedrollen, er der stadig sprængstof nok i superhelten til, at eksplosionerne forplanter sig fra biografmørket til alle klodens afkroge.
Hvis vi starter med de mest forudsigelige reaktioner, har valget af Gal Gadot skabt furore i dele af den arabiske verden. Ikke nok med hun er israeler og taler med israelsk accent. Hun har også været soldat i den israelske hær, hvor hun var træner i nærkamp – en erfaring, der ifølge hende selv kom hende til gode, da hun fik sin første rolle i Fast & Furious-serien. De to års militærtjeneste er godt nok helt obligatorisk for israelske kvinder – med undtagelse af visse religiøse grupper – men da hun oven i købet har udtalt sig positivt om sine erfaringer fra militæret, lignede det jo en ren tilståelsessag i dele af den arabiske verden.
I Libanon blev filmen taget af plakaten kort før premieren, da myndighederne forbød den med henvisning til en lov tilbage fra 1955, der kriminaliserer kontakt og handel med Israel. Forbuddet kom, efter at den ledende avis al-Akhbar havde et billede af Wonder Woman på forsiden med overskriften ”Denne israelske soldat har ingen plads i Libanon”. I Jordan og Tunesien overvejes det stadig, om filmen skal forbydes.
Er hun sort eller hvid?
Mere overraskende er det nok, at filmen har startet en debat, som de færreste havde set komme: Er Wonder Woman sort eller hvid? Nogle af de første amerikanske anmeldere bemærkede, at selvom filmen nok brød gennem de kønspolitiske skyttegrave, havde den en racemæssig slagside, da ”POC” – Persons of Colour – var underrepræsenteret.
Wonder Woman, der ifølge mytologien stammer fra en fjerntliggende ”amazonisk” ø, burde simpelthen være mere pigmenteret.
Debatten eksploderede efterfølgende, da en kommentar på hjemmesiden Comicbook.com konkluderede, ”at der jo netop er en Person of Colour i hovedrollen”. En simpel google-søgning viser jo, at hun ikke er hvid, men israeler, skrev skribenten Matthew Mueller.
Den forklaring var det dog de færreste, der købte. Selvfølgelig var der nogle nynazistiske brushoveder, der straks meldte sig på banen med, at ”jøder ikke er hvide”. Men langt de fleste vil nok mene, at israelere og jøder kommer i alle slags farver – fra elfenben til ibenholt – men at Gal Gadot forekommer ganske hvid.
Når det overhovedet kan blive et emne i USA, skal det ses i lyset af, at ”white” gennem USA’s historie ofte er blevet brugt synonymt med WASP – White Anglo-Saxon Protestant. Og set ud fra den definition falder selv irere – et af klodens mindst pigmenterede folkefærd – uden for definitionen ”hvide”. Så sent som i 1987 definerede en amerikansk domstol (Shaare Tefila Congregation v. Cobb) jøder som ikke-hvide.
Gal Gadots familie stammer fra Østeuropa. Hendes bedsteforældre var Holocaust-overlevere, og familien skiftede navn fra Greenstein til Gadot. Ud fra det – men først og fremmest ud fra et simpelt kik på damen – vil man fra en europæisk synsvinkel kalde hende hvid. Hendes hud er hvid, hendes øjne brune, hendes hår mørkt, og hun er ikke nødvendigvis specifikt jødisk at se på. Alligevel fik Filmlands Per Juul Carlsen rost hendes ”særligt smukt krummede næse” i sin anmeldelse på Dr.dk. Den kan Goldberg ikke umiddelbart få øje på…
Den feministiske superhelt
Men når diskussionen om næser og farveskalaer er overstået, er det selvfølgelig Wonder Womans kvindelighed, der springer i øjnene. Og mere interessant Wonder Womans feminisme.
Mange feminister har ventet på filmen med spænding, da figuren i forvejen var et feministisk ikon. Ikke alene er det første gang siden Supergirl fra 1984, at en kvindelig superhelt får sin egen film. Det er også først gang, at en større superhelte-film er instrueret af en af en kvinde, Patty Jenkins, der i øvrigt brød igennem med den fremragende film Monster fra 2003, hvor Charlize Theron spillede en kvindelig seriemorder.
Om Wonder Woman fungerer som feministisk superhelt er der selvfølgelig blandede meninger om. I Politiken konkluderer Joakim Grundahl, at ”som feministisk fornyelse af genren er Wonder Woman en fiasko”.
I resten af verden er den overvejende opfattelse den modsatte. På Rotten Tomatos – der er en sammenfatning af flere hundrede professionelle anmeldelser – scorer filmen exceptionelt godt: 92 procent. Og ikke mindst feministiske anmeldere har givet Wonder Woman søstersolidarisk rygstød – fx i Guardian, hvor Zoe Williams giver filmen fem ud af seks stjerner under overskriften: Why Wonder Woman is a masterpiece of subversive feminism.
”Ja, hun er så godt som nøgen hele tiden. Men det er ikke så meget en objektgørelse, som det er en kulturel genstart. Når hun viser lår, så er det lår, der sparker til ting, og dermed en feministisk handling”, konkluderer Zoe Williams i The Guardian.
Wonder Woman kan ses i biografer over hele landet.