Kendisser som Michael Jackson, Johnny Depp, Leonardi Di Caprio og Al Pacino er på den lange liste over herrer, der har fået syet jakke og bukser hos Martin Greenfield Clothiers. Selv siger han:
”Jeg har eet job – og det er at lave det bedste tøj i verden”.
Greenfield kom til New York i september 1947 som 17-årig, alene og med 10 dollars på lommen, som en start på et nyt liv. Maximilian Grunfeld, som han hed før han skiftede navn i USA, kom fra Pavlovo, en landsby i Tjekkoslovakiet tæt på den Ungarske grænse. I 1944 blev han sammen med sin familie sendt til Auschwitz, og de så aldrig hinanden igen. I lejren arbejdede Greenfield i vaskeriet, hvor en episode satte sig spor i ham og understregede den magt, påklædning kan have. En dag kom han til at rive en SS-officers skjorte itu og blev hårdt straffet med fysisk tugt. Skjorten blev kasseret, men Greenfield samlede den op, syede den sammen og tog den på under sit fangetøj. Det gav ham respekt blandt medfangerne og hjalp ham til at overleve. I sin bog Measure of a Man: From Auschwitz Survivor to Presidents’ Tailor, skriver han:
”Tøj skaber ikke alene en mand – det kan redde en mand: det gjorde det med mig”.
Made in America
Det første job Greenfield fik i USA var på fabrikken GGG, hvor han som en slags stikirenddreng skulle flytte rundt på bunker af tøj fra den ene skrædder til den anden. Langsomt rykkede han op i hierarkiet, og i takt med at han fik lært de forskellige færdigheder, fik han mere og mere ansvar. Efter 30 år købte han i 1977 hele fabrikken og startede på en frisk med 6 medarbejdere, som i dag er blevet til 120 ansatte. Alt hvad han ved og kan, har han lært her i East Willamsburg på Varet Street. Hans medarbejdere kommer fra bl.a. Mexico, Puerto Rico, Polen og Vietnam, og han ansætter gerne venner og familie til de ansatte og påpeger, at flere medarbejdere har været ansat hos ham i over 40 år.
”Hvis du vil møde forenede nationer – så skal du besøge vores fabrik”.
I begyndelsen måtte Greenfield slås med et utal af indbrud på fabrikken, da den del af Brooklyn den gang var mere rå. Det førte til et socialt engagement i miljøet omkring fabrikken både i forhold til boliger, ældre mennesker og helt konkret med at skaffe jobs i kvarteret. Stoltheden over, at tøjet er ’made in America’, er lige så stor som begejstringen for USA:
”Jeg skylder USA mit liv”, siger han. Hvordan har Greenfield det så med den nyvalgte præsident Trump?
”Jeg er skrædder, ikke politiker. Det er for sent i min karriere nu til at gå ind i politik. Det vil være en ære for mig at yde mit bedste for at få ham til at føle sig godt tilpas, sådan som jeg har gjort for mange af hans forgængere”. Greenfield forklarer videre: ”I den jødiske tradition siger vi en bøn for regeringen hver Sabbath. Jeg har et talent for at sy jakkesæt, og hvis jeg får den ære at klæde en præsident på, tager jeg opgaven meget alvorligt. Hvis et velsiddende og behageligt sæt tøj på nogen måde kan være en hjælp for en præsident, så er det min pligt at yde den.”
Apolitisk skrædder med meninger
Da Greenfield i 1945 blev reddet ud af Buchenwald af amerikanerne, var han kun 15 år. Han gav hånd til general Eisenhower – han var den eneste som overlevede i familien, han mistede sine forældre, bedsteforældre, bror og to søstre.
”Smerten sidder i mit hjerte. Jeg drømmer om min familie, som var de stadig i live. Jeg tænker ustandseligt på mine forældre og søskende”, siger han.
Og også Eisenhower forblev i Greenfields erindring, da han flere år senere på systuen i Brooklyn foreslog at lave et 3-delt jakkesæt til præsidenten. Det blev starten på Greenfields ekvipering af amerikanske præsidenter.
”Jeg ved hvordan man skal måle folk, og jeg ved hvordan man får klæderne til at passe”.
Det samme synes tilsyneladende store ledere som Colin Powell og New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg, der trofast får syet tøj hos Greenfield. Selv om Greenfield afviser at være interesseret i politik, har han sin egen mening om lederskab.
De har et armbåndsur, som har tilhørt Israels tidligere premierminister Golda Meir. Hvad er efter Deres opfattelse et ”godt lederskab”?
”Jeg går med det ur hver dag. Min ven, Victor Potamkin, har givet mig det, fordi han vidste, at jeg ville sætte pris på det, og det gør jeg. For mig er godt lederskab, at man har følsomhed overfor sit folk, at man ser mennesket, ikke dets farve, og at man træffer beslutninger baseret på etik, ikke kun profit.”
Goldberg vil selvfølgelig rapportere, hvis præsident Trump en dag går i sine forgængeres fodspor til skrædderen i Brooklyn.