I en af sine kendteste sange, Highway 61 Revisited, tager Bob Dylan fat på en af de mest centrale begivenheder i Første Mosebog, nemlig Guds påbud til Abraham om at ofre sin søn Isak:
Oh God said to Abraham, “Kill me a son”
Abe say, “Man, you must be puttin’ me on”
God say, “No.” Abe say, “What?”
God say, “You can do what you want Abe, but
The next time you see me comin’ you better run”
Well Abe says, “Where do you want this killin’ done?”
God says, “Out on Highway 61”
For Bob Dylan er Guds krav – at Abraham skal ofre sin eneste søn – uden tvivl totalt grænseoverskridende og meningsløst, og han må have forestillet sig, hvordan Abraham mon kunne have omgået kravet. Deraf udspringer sangens absurde dialog. Dylan har været pinlig bevidst om, at den dramatiske episode ikke bare er en blandt mange tilspidsede episoder i Bibelen. Påbuddet og Abrahams lydighed lægger jo umiddelbart op til den pagt, Gud indgår med Abraham, og det er derfor uhyre centralt for jødedommen i det hele taget.
For Abraham må Guds krav have været helt ubærligt. Han og hans hustru Sarah havde ventet længe forgæves på at få et barn sammen, og først da Sarah egentlig var ude over den fødedygtige alder, lykkedes det hende omsider at blive gravid. Hun fødte Isak, som altså var et meget ønsket ønskebarn, der skulle føre slægten videre. Alligevel besluttede Gud at sætte Abraham på prøve. Han talte til ham, og han svarede: “Her er jeg. Og Han sagde: Tag dog din søn, din eneste ene, som du elsker, nemlig Isak, og så skal du gå til Moriah’s land, og dér skal du bringe ham som offer på et af bjergene, som jeg vil nævne for dig.” (Bent Melchiors oversættelse, 1977). Abraham adlød helt uden protest og begav sig af sted med Isak og to svende og et æsel, der bar brændet til offerbålet. Da de nærmede sig det udvalgte sted på bjergsiden, lod Abraham svendene blive tilbage og passe på æslet, mens han fortsatte alene op ad bjerget med sin søn. Isak nåede at undre sig over, at de havde ild og brænde til et bål, men ikke noget offerdyr, før Abraham bandt ham til bålet og løftede kniven for at udføre offeret. Lige i det øjeblik viste en engel sig og kaldte på Abraham, som igen svarede: “Her er jeg.” Han havde nu demonstreret sin totale lydighed over for Gud. I stedet ofrede far og søn en vædder, som meget belejligt var viklet ind i en busk i nærheden.
Bob Dylan er på ingen måde den eneste kunstner, der har taget ofringen af Isak under behandling. Inden for billedkunsten er det et klassisk motiv. En af de ældste skildringer er også en af de mest berømte. Det er billedhuggeren Lorenzo Ghibertis relief, som han udførte i 1401 som et konkurrencearbejde. Konkurrencen gjaldt en bestilling på relieffer til en af bronzedørene til dåbskapellet ved domkirken i Firenze. Ghiberti vandt, ikke bare den prestigefyldte opgave, men også æren som den kunstner, der indledte den italienske renæssance! Det skal naturligvis tages med et gran salt, men hans relief bidrog med sit formsprog – med åbenlyse lån fra antikken – stærkt til at markere det kunstneriske nybrud, som siden fik navnet renæssancen.
Ghibertis relief er skabt ud fra en tradition, der stræbte efter at anskueliggøre den bibelske tekst for et publikum, der ikke kunne læse. Han har derfor ikke nøjedes med fortællingens centrale scene, men har inddraget flere momenter af beretningen. Med en elegant spejlvendt S-form har han opdelt kompositionen i to halvdele. Til venstre ses Abraham, der hjælper Isak ned fra æslet, og til højre selve offerscenen. Herved får kunstneren betonet, at Isak i de foregående øjeblikke ikke har anet, hvad der skulle til at ske. I selve offerscenen har Ghiberti taget sig friheder i forhold til det bibelske forlæg. Isak er ikke bundet fast til bålet, men knæler på et alter, der minder om en antik sarkofag. Ovenover svæver Herrens engel, som netop skal til at afbryde ofringen. Kunstneren har fremstillet Isak nøgen, og med dette træk har han brudt med den århundredlange kristne middelalderlige tradition, som fordrede, at menneskekroppen skulle indhylles i gevandter. Forbillederne for drengens skikkelse skal findes inden for antikkens skulptur. Netop herved var Ghiberti med til at “genføde” antikken.
Ghiberti har ikke lagt noget voldsomt indre eller ydre drama ind i scenen. Der skulle gå et par hundrede år, før det skete. Meget betegnende var det barokkens kunstnere, der tog dette skridt, og lige så lidt overraskende er det, at Caravaggio viste vejen i 1601. Ligesom billedhuggeren har han skildret det øjeblik, hvor Abraham løfter kniven, men offerscenen har en helt anderledes brutal karakter. Abraham presser den forsvarsløse Isaks hoved ned mod alteret, og sønnens ansigt er forvrænget i smerte – og sikkert også i forbløffelse over, hvad der foregår. Til gengæld ser Abraham med sin rynkede pande nærmest ud, som om han blot undrer sig over at blive afbrudt i sit forehavende.
Rembrandt gik et skridt videre med hensyn til at fremhæve scenens brutalitet. I hans maleri fra 1636 ligger Isak på ryggen på bålet, og Abraham har lagt venstre hånd over hans ansigt, så han slipper for at se Isaks rædsel, og han har bøjet hans hoved bagover, så halsen er totalt blottet. Det vil derfor være den letteste sag af verden at skære halsen over på ham. I sidste øjeblik griber englen fat i hans arm, så han taber kniven.
I Rembrandts version fremtræder Abraham som en gammel mand, der må samle alle sine ressourcer for at adlyde Gud, og han ser mildt sagt rystet ud. Han har næppe endnu helt forstået, hvad englens indgriben betyder. Baggrundens komplekse, nærmest uoverskuelige bjerglandskab med meget “rembrandtske” lysvirkninger underbygger scenens dramatik på meget suggestiv måde.
Med 1800-tallets tiltagende verdsliggørelse af de europæiske samfund mistede et motiv som Abrahams offer generelt sin aktualitet i kunsten. Men ikke i jødiske sammenhænge. Så sent som i 1978-79 valgte den amerikanske popkunstner George Segal dette motiv, da han fik bestilling på et monument for de fire dræbte studenter ved nationalgardens massakre på anti-krigsdemonstranterne på Kent State University i Ohio i 1970. Segal holdt sig ellers konsekvent til hverdagsmotiver i sin kunst, og kun ved én anden lejlighed brød han dette princip, nemlig da han i 1984 udførte et Holocaust-monument til Lincoln Park i San Francisco. Bestillingen fra Kent State University lød egentlig på et mindesmærke for de dræbte og sårede ved massakren, og det var Segal selv, der valgte Abraham og Isak som motiv. Han søgte dog ikke at genskabe det fortidige bibelske sceneri, men gav de to figurer en nutidig fremtoning – Abraham i skjorte og jeans med opsmøgede ærmer og bukseben og Isak i shorts og bar overkrop. Der er intet af tidligere epokers teatralske iscenesættelse af motivet, og det kan ved første øjekast opfattes som en hverdagsscene. Alt drama er helt bevidst undertrykt, og figurerne er helt ubevægelige. Faderen står ret op og ned med kniven pegende mod sønnen, der knæler med hænderne bundet sammen foran sig. I Isaks opadrettede blik kan man måske se en bøn om nåde.
Tilnærmelsen til nutiden gør associationerne til nyhedsfotografierne fra nedskydningen af studenterne i 1970 mere nærliggende, ikke mindst til det berømte foto af den unge dræbte mand, der ligger udstrakt på jorden, mens blodet strømmer fra hans krop som en lille bæk. Ved at vælge Abrahams ofring af Isak som motiv for monumentet har George Segal sat lighedstegn mellem nedskydningen af studenterne og drabet på ens egen søn.
Et stærkt budskab – og åbenbart for stærkt for mange af de involverede. Universitetets ledelse fandt sammenkædningen af mindesmærke og ofringsscene stødende og besluttede at annullere bestillingen. Dette førte til protester fra flere sider, men resultatet blev, at skulpturgruppen aldrig nåede sit oprindelige bestemmelsessted. I stedet blev den senere skænket til Princeton University, hvor Segal tidligere havde undervist, og hvor den i dag er opstillet på campus.
George Segal udførte sin skulpturgruppe hen ved 15 år efter, Bob Dylan skrev og indsang Highway 61 Revisited. Men henvisningerne til Abraham og Isak stoppede ikke her. I sin svanesang, You Want It Darker fra 2016, synger Leonard Cohen gentagne gange det hebraiske udråb “Hineni”. Det er netop det udråb, Abraham fremsiger hver gang, Gud taler til ham. Det oversættes traditionelt til “Her er jeg”, med den underforståede betydning “Jeg er klar til at tjene dig, Herre”. Den dødsmærkede Cohen giver dog sin helt egen oversættelse, “I’m ready, my Lord”, og i sangens – og sangerens – univers er det fristende at omskrive det til: “Jeg er klar til at dø, Herre.”
“Her er jeg” er titlen på Jonathan Safran Foers bog fra 2016 (Læs interviewet med Foer fra marts måned) på Associationen til Abraham og Isak er absolut tilsigtet. Foer lader drengen Sam gøre nogle betragtninger om Abrahams forhold til Gud, ikke mindst hans nærmest ukritiske beredvillighed. Sam skal meget modvilligt stå bar mitsva og skal læse op af netop afsnittet om ofringen af Isak. Samtidig beskyldes han for at have skrevet racistiske bemærkninger på hebraisk i skolen. Sam undrer sig over, at Abraham blot svarer “Her er jeg”, når Gud taler til ham, og ikke “Hvad vil du?”, og han beklager, at Abraham ikke som udgangspunkt stiller sig på sin søns side. På samme måde krænker det Sam, at hans egne forældre ikke svarer på beskyldningen om racisme med at sige “Her er vi” til ham, men “Hvad har du gjort?” Sam har med andre ord ingen forståelse for det grundlæggende tema i beretningen om Abraham og Isak. Han bemærker, at på vej op ad bjergsiden “går det op for Isak, hvad det egentlig er, de laver, og hvor fucked-up det er.”
Det sidste ord om Abraham og Isak er næppe sagt.