JERUSALEM – En kold februardag i 1947 stod skibet Ulua ind i Københavns havn. Det var isvinter, og Ulua skulle egentlig have anløbet Trelleborg i det sydlige Sverige, men pakis havde lukket havnen dér. Kaptajn Eliav ombord vidste, at han var i overhængende fare for at få sit skib opbragt af de danske myndigheder, hvis han sejlede ind til København, men han havde valgt at tage chancen og listede ganske stille ind i håb om at kunne ligge ubemærket ved kaj, indtil det kunne lade sig gøre at sejle til Trelleborg.

   Ulua var et gammelt amerikansk kystbevogtningsfartøj, som det jødiske Hagana i Palæstina havde overtaget, og formålet med turen til Trelleborg var at hente 8-900 kvindelige jødiske flygtninge, der ønskede at komme til det, der et år senere skulle blive til staten Israel.

 

Pas på englænderne!

”Den engelske udenrigsminister Bevin havde i 1947 sendt et brev direkte til den danske udenrigsminister, hvor han bad om, at hvis der kom sådanne flygtningeskibe til Danmark, skulle de danske myndigheder sørge for at de ikke kom videre,” fortæller historikeren Arthur Arnheim, som Goldberg har opsøgt i Jerusalem.

   Arnheim har netop skrevet en bog, der med titlen Politik, diplomati og den hjælpende hånd belyser, hvordan dansk udenrigspolitik i årene efter besættelsestiden formelt lagde sig tæt op ad Englands benhårde modstand mod jødisk indvandring i Palæstina og skeptiske holdning overfor oprettelsen af staten Israel – samtidig med at statsminister Hans Hedtoft og en stribe enkeltpersoner i forskellige nøglepositioner i al diskretion ydede det jødiske folk en ikke ubetydelig støtte.

   ”Allerede i 1945 havde englænderne under arabisk pres lavet en meget stram indvandringspolitik for jøder,” siger forfatteren. ”Den danske udenrigsminister svarede på den engelske henvendelse. Han klarede sig udenom ved at sige, at det måtte foregå efter de danske regler, og de sagde, at hvis der var et skib, som ikke var sødygtigt eller af andre grunde ikke burde sejle videre, så ville man holde det tilbage. Men han sagde ikke, at man ville standse et flygtningeskib.”

   På denne måde sejlede Ulua altså direkte ind i dette politiske spændingsfelt. Og efter at have ligget i Københavns Havn i 3-4 dage, fik kaptajn Eliav besøg af de danske myndigheder. Der var paspoliti og karantænemyndigheder, og i spidsen for gruppen en søofficer. Eliav vidste, den var gal og forklarede, at han bare var en hollandsk student, som tilfældigvis var ombord. Men den bed søofficeren ikke på. Han og de øvrige inspicerede skibet, og konstaterede at lastrummet var indrettet med køjer. Det var tydeligt, at Ulua skulle bruges til transport af mennesker.

   ”Søofficeren bad om at tale med Eliav i enerum,” fortsætter Arnheim. ”Så sagde danskeren, jeg ved alt om det her skib. I kommer fra Frankrig og skal over til Trelleborg for at hente jødiske flygtninge, men pas lige på, for englænderne er efter jer, men jeg vil gerne hjælpe jer. Har I brug for noget, og kan I betale?”

   Den uden tvivl himmelfaldne Eliav svarede, at han kunne betale i dollars og havde brug for vand og olie til skibet. Næste morgen sørgede en provianthandler for leverancen, og kort efter forlod Ulua atter København for at hente de jødiske flygtninge i Trelleborg.

 

Hans Hedtoft vidste det

Indtil i dag er der blevet gjort gentagne forsøg på at identificere den danske søofficer, men det er først med Arthur Arnheims detektivarbejde, der foreligger en sandsynlig identifikation. Med et signalement af manden og en beskrivelse af hændelsesforløbet og tidspunktet, rettede han henvendelse til en kollega, der er marinehistoriker på Holmen, og ad den vej fandt han ud af, at det må dreje sig om Poul Adam Mørch. Og det sætter pludselig episoden ind i et langt større perspektiv.

   P.A. Mørch, som han normalt omtales, var manden, der opbyggede den danske efterretningstjeneste efter krigen. Det var ham, der i den kolde krigs første tid etablerede lyttecentraler, der skulle skaffe viden om et eventuelt sovjetisk angreb på Danmark. Han var også i daglig kontakt med amerikanernes CIA og det britiske MI6, hvilket forklarer, hvordan han kunne vide alt om Uluas sejlrute. Og hans position satte ham også i stand til at få skibet videre uden at behøve at rapportere om sine dispositioner.

   ”Han klarede hele denne sag og han gjorde det, fordi han havde sympati for jøderne,” smiler Arnheim. ”En af konklusionerne i bogen er, at mange af dem, der hjalp på forskellig måde, var stort set de samme kredse, som hjalp jøderne over til Sverige i 1943.”

   Bogen beskriver altså et arbejde for at hjælpe det jødiske folk, der i meget vid udstrækning ligger i direkte forlængelse af hjælpeaktionen i oktober 43. Og det i en efterkrigstid, hvor den danske udenrigspolitik og navnlig flygtningepolitik ikke var specielt imødekommende overfor den jødiske sag.

   ”I Danmark var man endnu ikke vågnet op fra førkrigstiden, hvor man havde noget, man kaldte det jødiske problem,” forklarer han. ”Det var et jødisk flygtningeproblem, som man behandlede på to internationale konferencer, en i Evian i 1938 og en i 1942 midt under krigen. Summa summarum var, at ingen ville have jøderne. Og selv efter krigen betragtede man det sådan, at jødernes problem var et flygtningeproblem.”

   Her kommer så et af bogens opsigtsvækkende resultater, nemlig at dengang arbejds- og socialminister Hans Hedtoft helt stilfærdigt og roligt og uden at nogen kunne spore det, ydede sin hjælp og vendte det blinde øje til, da P.A. Mørch forbrød sig mod Bevins henstillinger og dermed også Danmarks formelle udenrigspolitik ved at lade Ulua sejle videre.

 

Venskabet med Locker

Hedtoft blev statsminister i november 1947, hvilket altså faldt sammen med at FNs generalforsamling vedtog planen til deling af Palæstina i en jødisk og en arabisk stat. På det tidspunkt modtog han besøg af en repræsentant for Jewish Agency ved navn Berl Locker. Som en del af indsatsen for at sikre de to tredjedeles flertal, som var betingelsen for delingsplanens vedtagelse, sendte Jewish Agency sine folk ud i verden for at møde statsledere og indflydelsesrige politikere. Locker havde ansvaret for Skandinavien.

   ”Locker var Mapai-mand, som allerede i 30’erne kom til de møder, Socialistisk Internationale havde i Europa, og der kom også Hedtoft og andre danske socialdemokrater. Den var et slags modstykke til det sovjetiske Komintern, for var der noget, disse socialdemokrater var bange for, så var det den kommunistiske form for socialisme. De holdt på, at den var en fare, og derfor skulle det være demokratisk socialisme, og de der kom i Socialistisk Internationale dengang, blev meget gode venner med det israelske arbejderparti, som jo var grundstammen i alt, hvad der blev lavet hernede. Så da Berl Locker kom til København, kendte han allerede Hans Hedtoft. Han vidste i øvrigt ikke, at Hedtoft var blevet statsminister på det tidspunkt, men det var han selvfølgelig meget glad for.”

   Locker mødte Hedtoft ved flere lejligheder. Selv efter at delingsplanen var blevet vedtaget, gjaldt det om at fastholde Danmarks støtte, for helt frem til staten Israels oprettelse i maj 1948 herskede der stor international tvivl om projektets bæredygtighed. Den amerikanske udenrigsminister, George Marshall, sagde direkte til Jewish Agency, at han ikke troede på at det ville kunne lade sig gøre.

   ”Hedtoft gav ikke selv referat,” fortsætter Arthur Arnheim. ”Men jeg har set, at når Locker havde haft møde med udenrigsministeren blev der sendt et lille notat til Hedtoft, som var meget nøje informeret om hvad der skete. Alt det har jeg fra de referater Locker skrev umiddelbart efter at han havde været til møde – det skulle han jo lave til Jewish Agency og det der blev til det israelske udenrigsministerium – og det sidste møde med Hedtoft fandt sted 10 dage før Israel blev deklareret.

   På det møde forklarede Locker overfor Hedtoft, at israelerne ensidigt ville erklære staten når englænderne skulle ud den 15. maj 1948.

   ”Locker sagde, at han nok mente, de ville kunne holde stand, hvis de fik de tilstrækkelige våben. Referatet er skrevet på engelsk, selvom Hedtoft og Locker talte tysk med hinanden – for Hedtoft kunne ikke engelsk – og det slutter med at Hedtoft sagde, You can rely on us. Når man kender statsmænds måde at forhandle og udtale sig på, så forstår man at dette ikke bare var et venligt klap på skulderen til en gammel kammerat. Der må ligge noget mere i det, når han siger det på den måde. Men det er der ikke noget bevis for.”

 

Kommunisternes våben

Dramatiske begivenheder i Europa i det forår giver en forklaring på, hvorfor Hans Hedtoft også hvad våben angår så en interesse i at hjælpe den kommende jødiske stat. I februar havde kommunisterne med støtte fra Sovjetunionen taget magten i Tjekkoslovakiet, og det gav ifølge Arnheim anledning til stor nervøsitet blandt europæiske socialdemokrater. Ikke mindst hos Hedtoft, fordi man tilsyneladende fra amerikansk kilde var blevet advaret om, at Danmark og Norge kunne forvente russisk invasion i påsken 1948.

   ”Nervøsiteten kom især til udtryk på et møde i Udenrigspolitisk Nævn i København. Det blev indkaldt dagen før skærtorsdag, hvor alle ellers var på påskeferie, og der kunne Hans Hedtoft så meddele om de rygter, som var kommet frem.  Og at man fra politiets side havde oplysning om, at 4000 kommunister i København havde været med i modstandsbevægelsen og aldrig afleveret deres våben. Det lød faretruende.”

   Hans Hedtoft havde altså en klar interesse i at få disse våben bort fra landet. De danske kommunister ville gerne donere dem til den unge jødiske stat, men dette ville være en våbeneksport, som det ville være kompliceret at få godkendt. Da to mænd, Herbert Pundik og David Israel imidlertid kom til landet og indsamlede store mænger våben og smuglede dem ud, blev deres færden i København diskret observeret, og det har senere vist sig at være politifolk, der skulle sikre at deres arbejde forløb glat. Og da de forud for operationen var ankommet til Kastrup Lufthavn uden pas, sørgede en civilklædt mand for at få dem diskret udenom paspolitiet og ind i landet.

   ”Denne mand var Christian Madsen, som rangerede højt i sikkerhedspolitiet,” fortsætter Arthur Arnheim. ”Den 28. september 1943 blev Hedtoft advaret af Duckwitz om den forestående anholdelse af de danske jøder den 2. oktober. Det var aften og der var tysk udgangsforbud, men Hedtoft kunne få en af politiets vogne – ført af Christian Madsen. Hedtoft måtte have folk, han kunne stole 100 procent på, og som aldrig ville fortælle om deres forbindelse til statsministeren. Det kan godt være, at det ikke er Hedtoft, der har fundet på ideen med at smugle våben, men der er al mulig god grund til at tro, at Hans Hedtoft beskyttede denne våbensmugling … af to grunde. Han slog to fluer med et smæk, for han var bange for et kommunistisk kup, så det var en herlig sag at få ryddet våbnene af vejen, og så kunne han også hjælpe Berl Locker og hans folk. Det var hans hjælpende hånd.”

   Arnheims konklusioner trækker også på en analyse af hele Hans Hedtofts politiske karriere:

   ”Længe før han blev statsminister, kan man se, at han havde en indstilling til det jødiske folk, som ikke ret mange andre havde. Da han var yngre, altså i 30’erne, rejste han på foredragsturneer i fagforeninger og socialdemokratiske ungdomsforeninger, og jeg har flere ting fra dengang der viser, at han opfattede jøderne som et folk, og det var der ikke ret mange andre mennesker i Danmark der gjorde. De var et folk og ikke et religionssamfund. Det var der ikke ret mange andre, der argumenterede med dengang, og så havde han naturligvis sympati med jødernes socialistiske eksperiment i Israel.”

 

Share This