”Jeg kan ikke lide ordet kryptojøde”, siger Miguel Vas, der er bestyrer af Museu Luso Hebraico i Belmonte. ”Når man i mange århundreder har følt sig som jøde, er det, som om man bliver devalueret. Det er et ord, som bliver brugt af turister”.
Turister og nysgerrige har der været en del af i byen og også journalister, der har tjent gode penge på offentliggørelse af de glemte og gemte jøder og deres særlige skikke og traditioner. Det har forstærket kryptotendensen, mener Miguel Vas, og derfor har jøderne her ikke lyst til at møde folk udefra.
Han er selv født og opvokset i Belmonte og ’vendte tilbage’ til jødedommen for 20 år siden. Han var dengang 10 år gammel, og han husker, hvordan de gamle i familien med forsigtighed og små, dobbelttydige tegn videreførte de gamle traditioner. Han nævner med et smil ordet natalinho, der betyder ”lille jul”, og som i hans familie blev brugt som benævnelse for den jødiske fest, chanuka.
”Der er i dag 20-30 kryptojøder tilbage i Belmonte. Hele min familie er blevet jøder. Rabbineren i Israel forlangte, at vi konverterede til jødedommen for at kunne tælles med som jøder i en gudstjeneste. Så det har vi gjort”.
Kvinder som traditionsbærere
Den første synagoge i Belmonte blev bygget i 1297, hvilket ses som et tegn på, at der allerede dengang eksisterede en blomstrende og stærk jødisk menighed. Men i slutningen af 1400-tallet
blev synagogen ’konverteret’ til kirke, og kryptojødefænomenet opstod.
I århundreder herefter levede jøder som katolikker, mens de i det skjulte praktiserede en form for jødedom, der med tiden blev en tradition. I dag er udøvelsen af de få tilbageværende ritualer et udtryk for en egen identitet, men i mange generationer var hemmeligholdelsen nødvendig for at kunne opretholde et religiøst, jødisk tilhørsforhold.
Hemmeligholdelsen betød, at ritualerne ikke kunne udføres kollektivt, men måtte holdes til hjemmene. Her havde kvinderne traditionelt hovedrollen, og derfor blev det som regel dem, der bevarede og videreførte traditionen – hver familie med sit særpræg.
Når der fredag aften blev tændt shabbat-lys, gemte man dem i bunden af en krukke. Den traditionelle matzah, som spises i pesach-helligdagene, blev bagt i skjul under gamle klinker, og jødiske helligdage blev fejret sent på dagen for at undgå ransagning. For at fjerne al mistanke, hængte man jødiske ”helgenbilleder” på væggene: Santo Moisesinho – Moses, og Santa Reinha Ester – dronning Ester, til tider suppleret med den kristne Anjo da Guarda.
Kvinderne opfandt særlige bønner, som de brugte i kirken til at tage afstand fra ’brødet og billederne’, og de forrettede velsignelser i hjemmet inden den obligatoriske vielse i kirken. De giftede sig helst med andre kryptojøder, men forsøgte dog at finde ægtefæller så genetisk fjernt fra dem selv om muligt. Alligevel blev der ofte tale om fætter-kusine ægteskaber, og arvelige sygdomme kunne ikke undgås.
Man undlod at spise svinekød om lørdagen og afstod fra at spise kanin, fisk uden skæl og kød, der indeholdt blod. Omskærelse måtte dog opgives, og med tiden glemte man, at omskærelse overhovedet havde en betydning.
En polak kom forbi
I århundreder levede de portugisiske nykristne som en glemt stamme, men i 1917 indtraf en skelsættende ændring. En polsk-jødisk mineingeniør, Samuel Schwarz, ankom til Belmonte. Han blev advaret af en købmand mod at gøre forretninger med en bestemt byfælle, fordi denne var jøde.
Schwarz undrede sig over, om der var tale om antisemitisme, fordi der var jøder i byen. Han fandt frem til at der faktisk var mange, der praktiserede deres ritualer i skjul, men at de vidste meget lidt om den øvrige verden og slet intet om andre jøder.
Schwarz forsøgte ivrigt at komme i kontakt med disse skjulte jøder, bl.a. ved at fremhæve at han selv var jøde, men først da han reciterede den kendte hebraiske bøn Shema Israel Adonai …, fik de tillid til ham.
Efter mødet med Schwarz ønskede mange kryptojøder i Belmonte at tilslutte sig den traditionelle jødedom, men her, som mange andre steder, var vejen tilbage til den traditionelle jødedom ikke nem at gå, bl.a. fordi velkomsten ikke var så varm, som man havde forventet.
De mange henvendelser fra efterkommere af kryptojøder – ikke mindst fra de tidligere spanske og portugisiske kolonier, der ønskede at blive anerkendt som jøder i traditionel forstand, har givet anledning til debat blandt rabbinerne om, hvorvidt efterkommerne ’vender tilbage’, eller om de skal konvertere til jødedommen for at blive anerkendt.
Der er tendens til, at ashkenaziske rabbinere mener, at der skal konvertering til, fordi der er tale om mange generationers sammenblanding af jødiske og kristne forestillinger og ritualer, mens sefardiske rabbinere har fokuseret på ”tilbagevenden”, fordi der er tale om mennesker, der gennem århundreder, og på trods af store farer, har været tro mod den traditionelle jødedom.
Det er blevet mødt med både forundring og vrede blandt medlemmer af den jødiske menighed, at de blandt rabbinere ikke var at regne for jøder, og at ortodoks jødedom havde regelsæt, der var uforenelige med de normer, som de havde opbygget gennem hundreder af år. Eksempelvis ville kvinderne fra nu af have en underordnet rolle i forbindelse med overholdelsen af de religiøse forskrifter, og det var selvfølgelig svært at acceptere, at de, der gennem fem hundrede år havde været trofaste over for jødedommen under vilkår, som kunne medføre døden på bålet, hvis de blev opdaget, ikke blev regnet for ’rigtige’ jøder.
Alle vidste det
På hovedgaden i Belmonte har brødrene Carlos José og Moisés Mendes Henriques Morâo en ”familieekviperingsforretning”. Der er ingen tvivl om, at det er en jødisk forretning. Facaden er prydet med to store Davidsstjerner og syvarmede lysestager, og begge brødre bærer halskæde med Davidsstjerne og det hebraiske tegn chai – ’liv’.
”I 1987 etablerede en gruppe unge med hjælp udefra en jødisk forsamling her i Belmonte, og derefter begyndte omskærelserne og alle ritualerne”, forklarer Carlos. ”Vores far blev omskåret som 76-årig. Indtil da var vi alle sammen døbte, men i dag er ingen jøde under 21 år her i byen døbt”.
”Lissabon har den største menighed, men Belmonte-jøderne er de stærke, når det gælder at følge jødisk tradition”, tilføjer Moisés.
”Mange overlevede inkvisitionen, nogle forlod traditionen, og andre bevarede den”.
”Min mor arbejdede ikke om lørdagen, og vi spiste ikke svinekød den dag. Om onsdagen lavede hun den mad, vi spiste om lørdagen. Mine forældre praktiserede alt i det skjulte.”
Carlos går ud i bagbutikken og henter en flere meter lang stamtavle. Han peger på sit og broderens navn, på moderens og faderens, og fortæller: ”Det er min bedstemor, hun hed Benvinda, og den anden bedstemor hed Raquel – min mor var jøde, min far var jøde, min bedstemor var jøde, og min bedstefar – alle.”
Men i lige så høj grad jøderne i Belmonte har levet skjult, i lige så høj grad synes deres byfæller at have kendt til dem. Sent på eftermiddagen sidder den 28-årige Joaô Pinheiro i foyeren på hotel Belsol, i udkanten af Belmonte. Han har gået i skole med flere kryptojøder.
”Vi havde meget gode relationer, så længe vi var i skolen, men efter skoletid gik de for sig selv – de var optagede af at lære og af deres familie.”
Joaô Pinheiro har aldrig set, hvad der foregik hjemme hos jøderne, men man vidste, at de var
jøder.
Hvordan?
”Det vidste vi bare alle sammen. Og kryptojøderne har ofte navne efter træsorter, fx Peireira
(pæretræ), Carvalho (eg), Madeira (træ) og Crux. Mit eget navn, Pinheiro (pinje) er også kryptojødisk. Jeg har brugt meget tid på at søge efter jødiske forfædre, men i fire generationer tilbage har jeg kun fundet kristne.”
En hellig handling
Det var ikke nemt for såkaldte nykristne – en af datidens benævnelser for tvangskonverterede – at unddrage sig den fjendtlige omverdens mistanke om, at de hang fast i deres forfædres religion, og at de med deres ny-kristendom ’judaiserede’ den eksisterende kristendom.
Som en yderligere skærpelse af forfølgelsen mod de nykristne indførtes fra 1449 ’limpieza de sangre’, lovene om blodets renhed, for fortsat at kunne skelne mellem ny- og gammelkristne. Bestemmelserne skulle afgøre, om man var ’sand’ kristen, ved at man skulle påvise, at man havde mindst tre generationers ’rent’ kristent blod i sig, før man kunne frigøres for mistanke om ’judaisering’ af de kristne dogmer og ritualer. Ifølge disse bestemmelser skulle kristne af uren oprindelse udelukkes fra offentlige og private hverv for ikke at besmitte de ’rene’ kristne.
For at kontrollere om de nykristne faktisk overholdt de katolske skikke og dogmer, indførtes i 1480 inkvisitionen i Spanien. Inkvisitorernes opgave var at lede efter tegn på kætteri – at de nykristne levede ukristeligt, eller at de levede som jøder i det skjulte.
Disse tegn kunne fx være, at en nykristen afholdt sig fra at spise svinekød, brugte olivenolie frem for spæk, skiftede linned hver fredag og bad stående snarere end knælende. Det var også mistænkeligt, hvis gulvet blev fejet fra døråbningen ind mod midten i et rum, for man vidste, at jøder ikke ønskede at besudle mezuza’en på dørstolpen ved at feje smuds hen under den.
Det spanske kongepar, Ferdinand og Isabella, mente dog ikke, at inkvisitionsdomstolene var effektive nok, og derfor udstedte de i 1492 et dekret om udvisning af alle jøder fra Spanien.
Til trods for at dekretet kun gav fire måneders advarsel, nåede en del jøder at flygte, heriblandt 100.000 – 150.000 til Portugal, hvor kong Joaô d. 2. gav dem ophold. Men hans efterfølger, Manuel d. 1., der giftede sig med en datter af Ferdinand og Isabella, blev af sine svigerforældre afkrævet at udvise alle jøder fra Portugal. Resultatet blev, at de, for hvem det ikke lykkedes at flygte, enten blev tvangsdøbt eller dræbt.
Efter en periode med nogen tolerance over for de nykristne blev inkvisitionsdomstole også indført i Portugal i 1536. Begrebet auto-da-fé, som første gang blev brugt i forbindelse med inkvisitionen i Spanien, Portugal og disse landes kolonier, er portugisisk og betyder en hellig handling. Det blev indbegrebet af religiøs forfølgelse med tortur og afbrænding af anderledes troende og tænkende.