“Vi havde det tøj med, vi kunne have på, hvilket ikke var meget; vi har kontanter til den første måned eller så og forskellige smykker, vi kan sælge. Ellers er vi helt uden midler og regner med, at alle vore værdier: firma, huse etc. er blevet konfiskeret,” skriver den velhavende grosserer Harald Melchior til en fætter i London umiddelbart efter sin ankomst til Sverige.
Men alt er ikke tabt. Socialministeriets departementschef H.H. Koch sætter den 2. oktober 1943 Socialtjenesten i Københavns Kommune til at sikre de boliger og virksomheder, som jøderne efterlader.
Socialtjenesten i København, og en tilsvarende på Frederiksberg, er oprettet tidligere i 1943 som et katastrofeberedskab, der skal stå for indkvartering og forplejning i tilfælde af luftangreb. Katastrofeplaner i tilfælde af store evakueringer og behov for vand og mad til byen hører også til opgaverne.
Den nye opgave i oktober betegnes som en opgave i forbindelse med ”rømning af beboelseslejligheder pga. krigsmæssige begivenheder”.
Tjenesten udleverer efter befrielsen i 1945 husnøgler og indbo fra et magasin i Strandgade og afvikles i 1946.
Et ekko af flugten
I 1943 bor de fleste danske jøder i Hovedstadsområdet, og Socialtjenesten kommer til at gennemgå 2.000 adresser. Tjenesten tippes om adresserne af politi, viceværter, naboer og slægtninge. Og Gestapo afleverer til Københavns Kommune et par hundrede nøgler, som de har skaffet sig under aktionen mod jøderne – nogle fra viceværter eller naboer og andre blandt de fangne jøder.
Socialtjenesten ødelægger i januar 1944 sit arkiv af frygt for Gestapo, men en mindre del af arkivet findes i dag i Københavns Stadsarkiv. Materialet giver et ekko af razziaen og flugten:
Der er hjem, der er forladt over hals og hoved, og hvor det sidste måltid står på bordet. Der er dramaer, hvor en jødisk familie gemmer sig i sikkerhed hos naboer, men hvor faderen ulykkeligvis går tilbage til lejligheden, fanges og må se sin familie blive taget.
Nogle omsætter deres værdier i hurtige kontanter. Andre flygter fra deres hjem og virksomheder ”i god ro og orden”. De når endda at sende indbo i magasin hos flyttefirmaer, at skrive fuldmagter hos sagførere, at træffe aftaler med naboer, slægtninge, venner og ansatte.
”Mus” på loftet
Der er behov for at sikre jødernes ejendom. I oktober 1943 går der ”mus” i meget af det, som ikke er låst inde og under opsyn, for varemangel og knaphed er udbredt. Mange vil ”give deres højre arm” for et lagen eller et cykeldæk. I Socialtjenestens rapporter kan man læse om indbrud, hvor tyvene tager dynebetræk, lagner og et par underbukser.
Naboer kan finde på at se de forladte lejligheder som et tag-selv bord. En vicevært sætter en jødisk families indbo på loftet, men udskifter senere sin egen slidte sofa med den bedre fra loftet. Andre naboer holder skarpt øje med de efterladte lejligheder og indberetter, hvis nogen forgriber sig.
Socialtjenesten samler spredt indbo med en stor nidkærhed. Slår tjenestens egen efterforskning og forhør på stedet ikke til, overlades sagerne i nogle tilfælde til politiets videre efterforskning.
Socialtjenesten registrerer minutiøst indbo, tjekker nøgler, låse og fuldmagter, indgår aftaler om værgemål, fremlejer eller betaler direkte husleje og forsikringer. Værdier bringes i pengeboks. Medarbejdernes initiativ og engagement går i det hele taget langt ud over, hvad der kan betegnes som ”the call of duty”.
To undtagelser
Socialtjenestens indsats betyder, at nogle jøder kan vende hjem til lejligheder og indbo og føle at de er ventet. Andre opdager, at lejligheden er udlejet til andre, og indboet er væk.
Redningen af de fleste danske jøder udgør en undtagelse i Holocaust. Det er en undtagelse, der gør en forskel mellem liv og død. Med Socialtjenestens aktivitet kan der føjes en anden undtagelse til. Den handler ikke om liv og død, men viser, at de sociale myndigheder faktisk arbejder ud fra den præmis, at jøderne vil vende tilbage, og at deres ejendom skal beskyttes.
Møbler og indbo hentes tilbage
Socialtjenestens folk må i gang med et detektivarbejde for at finde indboet fra Levin Ps lejlighed. Uddrag af Socialtjenestens rapport 14/10 1943, Københavns Stadsarkiv:
”Efter aftale med direktør Alf Olsen ”Den hvide Flip”, der var i besiddelse af nøgle, mødte jeg denne i lejligheden samme dag. Værelserne bar tydelige spor af, at adskillige genstande var fjernede, blandt andet linned, gangtøj og billeder. Ved forhør i ejendommen oplystes, at en bekendt af familien… der også havde fået en nøgle, havde flyttet de fornævnte genstande. Efter anmodning har hun nu bragt effekterne tilbage, hvorefter lejligheden ved besøg den 14. oktober 1943 gjorde et ordentligt og fuldt møbleret Indtryk… Direktør Alf Olsen, der vil betale husleje og telefon, oplyser, at lejlighedens indehavere blev grebet under forsøg på at flygte og er, efter hvad han har kunnet få oplyst, anbragt i statens lejr i Horserød… Låsene i lejligheden var dårlige, hvorefter jeg har ladet sætte ny lås i hoveddøren og skudrigle for køkkendøren.”