Tintin har også haft en evne til at befinde sig i politisk sprængfarlige områder, hvor begivenheder af storpolitisk betydning udspillede sig, specielt i de tidlige bøger i 1930’erne: i Kina under japanernes invasion, i den fiktive sydamerikanske republik San Theodoros under borgerkrig og kupforsøg samt i det ligeledes fiktive slaviske kongedømme Syldavien under et fascistisk kupforsøg. Hertil kommer det slaviske land Bordurien under den kolde krigs våbenkapløb. Men hvor mange ved, at Tintin også var i Palæstina kort før Israels oprettelse, og at han ufrivilligt blev inddraget i striden mellem jøder og arabere?
Der er sikkert mange trofaste læsere af Tintin, for hvem dette er en overraskende nyhed. Men det skyldes nu ikke læsernes uopmærksomhed, men forfatteren, belgieren Hergé (1907-83), der ændrede fortællingen i den pågældende bog og tegnede flere sider om.
Dette kræver vist en nærmere udredning. Det drejer sig om albummet Det sorte guld, der blev tegnet i 1948-50 og kom første gang på fransk i 1950 og på dansk ti år senere i den første hardcover-udgave. I 1971 blev flere sider imidlertid tegnet om i forbindelse med udgivelsen af bogen i England.
Da bogen derefter blev genudgivet på dansk i en paperback-udgave i 1970’erne, valgte det danske forlag nu at bringe den reviderede version af historien. Først med den aktuelle udgivelse af alle Tintin-bøgerne i en ny dansk oversættelse – nu med titlen Landet med det sorte guld – er det atter muligt at læse den oprindelige version af historien.
Man skal altså enten være gammel nok til at have originaludgaven eller være med på den nye oversættelse for at kende den rette sammenhæng. I begge de to versioner tager Tintin hyre som telegrafist på et skib i håb om at spore gerningsmændene bag sabotagen af olieforsyningen i hans hjemland. I begge tilfælde bliver han arresteret for spionage af politiet, da skibet anløber en havn, og efter forskellige forviklinger ender han som fange hos en ørkensheik.
Det sorte guld revideres
Den oprindelige udgave udspiller sig i den første efterkrigstid, og det er, da skibet anløber havnebyen Haifa (i det nuværende Israel), Tintin bliver arresteret – af britiske marinepolitifolk – da Palæstina på denne tid endnu var et britisk mandatområde. Da han bliver bragt i land, bliver han forvekslet med en jødisk aktivist ved navn Goldstein af såvel jødiske som arabiske aktivister, med det resultat, at Tintin først bliver ”befriet” af jøderne og derpå fanget af araberne. Han havner med andre ord i den højspændte situation, hvor jøderne og araberne ikke bare bekæmper hinanden, men også de britiske magthavere.
I den reviderede udgave er Haifa erstattet af den fiktive arabiske by Khemkhah, der formodentlig ligger i et emirat på den arabiske halvø, og det er det arabiske militærpoliti, der arresterer ham. Han bliver også her ”befriet”, men nu kun én gang, af arabiske partisaner, der fører ham til ørkensheiken. Derefter er historien identisk i de to versioner.
Politisk korrekthed
I den nye udgave af Landet med det sorte guld nævner forlaget kort, at det engelske forlag i 1971 fik Hergé til at ’modernisere historien’, og at han derfor ’omtegnede’ en række plancher. Men det forklares ikke nærmere, hvorfor eller hvordan han ændrede historien. Bag denne såkaldte modernisering skal man imidlertid uden tvivl søge nogle hensyn af en helt anden karakter hos forfatteren.
God tone og anstændighed
Hergé var på sine ældre dage blevet pinligt bevidst om, at han i de tidlige år mange gange var kommet til at overskride grænserne for god tone og anstændighed. De første bøger, Tintin i Sovjet og Tintin i Congo, var nærmest en opvisning i et fordomsfuldt menneskesyn. Med årene havde han udviklet en udtalt frygt for ikke altid at være politisk korrekt. Dette fik ham i flere tilfælde til at ændre detaljer eller hele sider i de gamle bøger.
I Tintin i Congo, der blev tegnet, mens Congo endnu var en belgisk koloni, ville det have krævet en total omskrivning og nytegning af bogen, hvis han skulle ændre den grundlæggende racistiske holdning, der gennemsyrer skildringen af de sorte afrikanere. Så vidt gik han ikke. Men han har dog ændret nogle af de værste dyremishandlinger. En side, hvor Tintin først prøver at nedlægge et næsehorn med gevær og derpå sprænger det i luften med dynamit, blev tegnet om, så Tintin slet ikke prøver at skyde næsehornet, og det slipper fra mødet med livet i behold.
I Krabben med de gyldne klør, der foregår i Nordafrika, er der en scene, hvor kaptajn Haddock er taget til fange af sin tidligere styrmand, storsmugleren Allan Thomsen. Styrmanden har sat en af sine mænd til at banke nogle oplysninger ud af kaptajnen. I den oprindelige version af bogen var det en stor sort mand, der svang stokken. Men det fandt forfatteren senere for upassende, og han lod den sorte mand erstatte af en mindre iøjnefaldende araber, som – i hvert fald dengang – ikke vakte anstød.
Tilbage til oprindelsen
Ændringerne i Det sorte guld skal uden tvivl ses i lyset af den politiske situation omkring 1970. Briterne var for længst ude af Palæstina, og det tidligere mandatområde var delt mellem den nye stat Israel og de omkringliggende arabiske lande. Ikke nok med det, efter Seksdageskrigen i 1967 havde Israel fået en ny rolle som besættelsesmagt. Én ting var, at det oprindelige hændelsesforløb efter Tintins ankomst til Haifa ikke længere var aktuelt. En anden ting var, at forfatteren under de omstændigheder næppe ønskede at komme med direkte referencer til en så ømtålelig politisk situation. På det tidspunkt var man vel fra britisk side heller ikke interesseret i at blive mindet om Storbritanniens imperialistiske fortid og andel i den aktuelle konflikt; derfor har man fra forlagets side søgt at få Hergé til at ændre handlingen.
Med udskiftningen af Haifa med Khemkhah forsvandt en væsentlig dimension i bogen. Hele det oprindeligt politisk højaktuelle perspektiv i førsteudgaven forsvandt i den reviderede udgave.
På bedre tanker
Heldigvis er forlaget nu kommet på bedre tanker. Det skyldes uden tvivl til dels en anerkendelse af, at bogen på så mange punkter afspejler den første efterkrigstid, at den såkaldte modernisering alligevel er forældet. Men forklaringen er nok også, at den oprindelige version har nogle meget åbenlyse kvaliteter. Ud over at være en spændende fortælling er bogen også et samtidshistorisk dokument, der er et vidnesbyrd om nogle centrale begivenheder i den meget specielle epoke, den blev skabt i.