Den 21. Oktober 1939 skrev redaktøren Samuel Grafton i The New York Post:
”Dette handler om en grammofonplade, som jeg har været besat af i to dage. Den hedder Strange Fruit, og selv efter at have hørt den 10 gange får den en til at føle sig utilpas og klamre sig til stolen. Selv nu, hvis jeg blot tænker på den, rejser de små nakkehår sig, og jeg får lyst til at slå nogen. Og jeg ved også hvem. Der er her opstået en voldsom eksplosion af oprigtighed inden for grænserne af en fast, stivnet og meningsløs form, og som har sprængt den i småstykker. Hvis de undertryktes vrede nogensinde bliver stor nok i Syden, har de nu fået deres Marseillaise”.
En aften i 1939, stod den 24-årige Billie Holiday på scenen i ”The wrong place for the right people”, Cafe Society – en af de få natklubber i New York, hvor man serverede for både sorte og hvide gæster. Denne aften sang hun for første gang sangen Strange Fruit, men publikums overvældende reaktion gjorde, at den herefter var fast afslutningsnummer ved alle hendes optrædener. Hver gang ventede hun, indtil tjenerne holdt pause med serveringen, og kun et enkelt scenespot var rettet mod hende. Så lukkede hun øjnene og sang, mens hun for sit indre blik genkaldte sig billedet af to sorte teenagere, Thomas Shipp og Abram Smith, hængende fra et træ.
Indbegrebet af protest
Fotografiet af de to lynchede drenge havde også gjort voldsomt indtryk på en ung jødisk skolelærer, Abel Meeropol, fra The Bronx i New York. Det havde hjemsøgt ham i dagevis og førte til, at han skrev teksten og siden melodien til sangen Strange Fruit.
Ved et lærermøde på hans arbejdsplads, hvor sangen blev sunget for første gang, hørte ejeren af Cafe Society, Barney Josephson, den og besluttede at præsentere Meeropol og Billie Holiday for hinanden. Mødet blev skæbnesvangert. Billie Holidays fremførelse af sangen var så indfølt, at publikum associerede sangen med hende og de sortes borgerretskamp, og Meeropol kom som forfatter og komponist til at levere selve indbegrebet af protest i borgerretskampen i en tid, hvor lynchningerne hærgede i USA.
Meeropols oprindelige formål med sangen var egentlig at bane vejen for et lovforslag mod lynchning – hvilket tidligere havde været forsøgt gennemført, men uden held. Allerede i 1937 sendte generalsekretæren for TAC, ”Theatre Arts Committee”, Sheelagh Kennedy, en kopi af Strange Fruit til 96 senatorer med et følgebrev, hvori der blev lagt pres på for gennemførelsen af et lovforslag mod lynchning med den ekstra begrundelse, at USA’s behandling af minoriteter ville kunne forringe landets omdømme i den øvrige verden. Det følelsesmæssige indtryk, sangen måtte have efterladt hos senatorerne, var dog ikke nok til, at de forbød lynchning. Først i 1960erne garanterede love borgernes rettigheder, således at de, der deltog i lynchninger, kunne straffes.
Menneskeligt engagement
Man kan spørge sig, hvordan en ’nice Jewish boy’ fra ’the Bronx’ kan fremstille en så slående og indfølt tekst om sortes vilkår.
Abel Meeropol blev født på Manhattan i 1903 af russisk-jødiske immigrantforældre. Han var lærer på DeWitt Clinton Highschool, og selvom han aldrig engagerede sig i sin lærerrolle, gav den ham en stabil indkomst.
Han beskrives som en mand med en vis, men ikke bemærkelsesværdig, kunstnerisk begavelse, men Abel Meeropol var en intens og engageret person med mærkesager, som han brændte for. Ved engagement, flid og en samfundsmæssig årvågenhed lykkedes det ham at handle rigtigt på afgørende tidspunkter.
Hans politiske og menneskeretlige engagement viste sig hovedsageligt i hans samfundskritiske bidrag til kabaret- og teaterstykker, hvor han samarbejdede med flere af datidens anerkendte kunstnere, bl.a. Kurt Weill som efter sin flugt fra Nazi-Tyskland var ivrig for at bevise sin loyalitet over for USA, og som til formålet så en mulighed i samarbejdet med Meeropol.
Meeropol væmmedes ved og bekæmpede fascismen og nazismen. Han så en parallel mellem den behandling, jøderne fik i Europa og behandlingen af den sorte befolkning i et formodet demokratisk USA, hvilket kommer til udtryk i teksten:
I am a Jew,
How may I tell?
The Negro lynched
Reminds me well
I am a Jew
Teksten blev af flere grunde udgivet under pseudonymet Lewis Allen. Meeropol forsøgte derved dels at undgå chikane fra højreradikale og antisemitter, dels ville han gerne holde sit lærerjob adskilt fra sit kunstneriske virke. Flere kilder peger dog også på, at navnet skulle være et minde om hans og hustruen Annes to dødfødte sønner.
Uamerikansk virksomhed
Abel Meeropol giftede sig i 1929 med Anne Shaffer, der delte hans politiske overbevisning og kulturelle interesser, bl.a. var de begge medlemmer af det amerikanske kommunistparti. Abel skiltede ikke med det, og der findes således hverken papirer eller andre beviser på hans medlemskab, og han sørgede for, at intet kompromitterende fandtes i hans private gemmer.
Alligevel blev han i 1941 indstævnet af ”The Joint Legislative Committee on the State Education System” i forbindelse med en undersøgelse af kommunistisk infiltrering af New Yorks offentlige skoler. På spørgsmålet om hvorvidt kommunistpartiet havde betalt ham for at arrangere en fremførelse af Strange Fruit, skal han have svaret, at han aldrig havde arbejdet for partiet og aldrig var blevet betalt af partiet. Ifølge adoptivsønnen Robert var Abel Meeropol i virkeligheden fuldstændig overbevist om det sovjetiske internationale lederskab med Stalin i spidsen og lod ikke sin opfattelse anfægte af afsløringer om Stalins forbrydelser.
”Komitéen for Uamerikansk Virksomhed”, der førte en heksejagt på folk, der repræsenterede såkaldte uamerikanske værdier, fik fra slutningen af 1940erne – hvor den kolde krig for alvor brød ud – ram på flere og flere af Meeropols kolleger i underholdningsbranchen. Meeropols selv undgik at komme for komitéen, men fik en ganske særlig relation til nogle af komiteens mest omtalte ofre, nemlig hovedpersonerne i den kolde krigs måske mest omtalte retssag, Rosenberg-sagen.
Ethel og Julius Rosenberg
Fredag eftermiddag den 19. juni 1953 blev ægteparret Ethel og Julius Rosenberg henrettet i den elektriske stol, dømt til døden for at have ”konspireret om at foretage spionage” ved at have udleveret atomhemmeligheder til Sovjetunionen.
Rosenberg-sagen, som var en umiddelbar følge af Sovjets atomprøvesprængninger i 1949, var én af de mest opsigtsvækkende retssager, ikke kun i amerikansk retshistorie, men også i den kolde krigs historie, fordi den indeholdt elementer af både spionage, paranoia, magtmisbrug og svig. Og fordi sagen fandt sted i en periode, der var præget af frygten for de ’røde’, hvilket bidrog til at præge og splitte befolkningen i den følgende generation. I udlandet vakte sagen voldsom opsigt med millioner af protester mod dommen, deriblandt fra paven og Albert Einstein.
Rosenberg-parret blev aldrig bevist skyldige, men senere frigivne dokumenter og vidnesbyrd har angivet, at CIA og FBI bevidst havde produceret falsk bevismateriale i en handel med nogle familiemedlemmer, som de to organisationer ligeledes mistænkte for kommunistisk virksomhed.
Ethel og Julius Rosenberg, der begge var jøder og medlemmer af det amerikanske kommunistparti, efterlod sig sønnerne Michael og Robert på henholdsvis 10 og 6 år.
Familien Meeropol kendte ikke personligt familien Rosenberg, men som mange andre i venstreorienterede kredse blev de grebet af Rosenberg-dramaet, som fremstod som både antisemitisk og antikommunistisk.
Allerede i 1950, kort efter arrestationen af Ethel og Julius Rosenberg, havde Abel og Anne Meeropol tilbudt at adoptere deres to sønner, og i 1953 lykkedes det familien Meeropol at få forældremyndigheden over drengene. De fik efternavnet Meeropol for at gøre dem mindre udsatte for nysgerrighed i et forsøg på at skabe ro og stabilitet for dem. Anonymiteten blev opretholdt indtil 1973, hvor en af sagens advokater skrev en bog og uden tilladelse refererede lange passager fra retssagen.
Den yngste af adoptivsønnerne, Robert Meeropol, har i bogen An Execution in the Family: One Son’s Journey udtrykt, at han og broren i mindre grad blev opdraget til politiske strategier og analyser end til ”åbenbar antiracistisk etik” og ”en dyb og vedholdende respekt for mennesker der udsatte sig for fortræd for at komme andre til hjælp”.
En sang, der ændrede verden
Abel Meeropol skrev adskillige sange. En af dem udtrykker det liberale, pluralistiske USA, nemlig sangen The House I Live In, som sangerne Paul Robeson og Frank Sinatra har fremført med en henholdsvis ironisk distance og patriotisme.
Navnlig sangen Apples, Peaches and Cherries bidrog til familiens indkomst, især efter at den var blevet oversat til fransk og sunget af folkesangeren Sacha Distel. Disse to sange er sammen med Strange Fruit Meeropols mest kendte. Det er dog Strange Fruit, der har den stærkeste gennemslagskraft, i den forstand at den med sit poetiske, grusomme indhold står som et universelt billede på ubærlige overgreb. Den opmærksomhed, som sangen siden hen har fået, først og fremmest som sort protestsang, vidner herom: I The Guardian i maj 2003 skrev jazzskribenten Leonard Feather, at ”det er den første betydningsfulde protest i ord og musik, det første højlydte råb mod racisme”. Den afroamerikanske trommeslager Max Roach har sagt, at ”da Billie Holiday indspillede pladen med Strange Fruit, var det mere end revolutionært; hun udtrykte det, som alle vi sorte følte’. Time Magazine kaldte i 1999 sangen for det 20. århundredes bedste sang (60 år tidligere, da sangen første gang blev udgivet, blev den af det selv samme magasin afvist som ”et stykke musikpropaganda” for borgerretsorganisationen NAACP.). Det engelske musikmagasin, Q, har kaldt Strange Fruit en af ”ti sange, der faktisk forandrede verden”, og den var nummer to på “Black History Month’s Top Ten Songs Of The Civil Rights Movement” i februar 2008.