Folle Bodin blev nervøs og fik svedige hænder, hver gang den højtstående tyske officer kom ind i den familieejede skrædderbutik, Golmans Skrædderi, i Istedgade på Vesterbro for at få syet eller repareret noget. Han tvivlede ikke på sine faglige evner – han havde ry for at være en af byens bedste unge skræddere – men han var bange for uforvarende at komme til at stikke tyskeren med en nål. Nålen kunne let smutte og stikke kunden med det strenge, arrogante blik. Det skete nu aldrig, men det var ikke noget at spøge med. Især ikke når kundens navn var Werner Best – den øverstbefalende for den tyske besættelsesmagt.
Werner Best var fast kunde i forretningen, der var ejet af Folle Bodins svigerfar, Chaim Golman, men det var ikke uden problemer at have den tyske øverstbefalende på kundelisten. Det siger sig selv, at Bodin ikke kunne undslå sig, men samtidig ønskede han ikke at fremstå som en kollaboratør og påkalde sig sine omgivelsers foragt og risikoen for repressalier. Der var ingen vej ud af den knibe, og Bodin gjorde sit bedste for at klare frisag og manøvrere i sit risikofyldte lille hjørne af besættelsestidens Danmark.
Åbenbart blev Best så glad for sin skrædder, at han advarede ham om den forestående jødeaktion i oktober 1943 og rådede ham til at søge i sikkerhed med sin familie flere dage inden, den jødiske menighed blev alarmeret, og redningsaktionen blev sagt i gang. Folle Bodin havde på den måde fået et forspring og kunne selv sprede advarslen i den jødiske menighed. Takket være Werner Best.
– Den historie har fascineret mig, siden jeg hørte den første gang som barn under vores hyppige besøg i Danmark, siger Alexander Bodin Saphir, Folle Bodins barnebarn, der er født og opvokset i England, men med tætte forbindelser til Danmark på grund af sin danske mor, Ena Bodin.
– Jeg har aldrig selv kunnet tale med min morfar om det, men det var en af familiens vigtige fortællinger, der har fulgt mig gennem hele min britisk-danske opvækst.
Når historier bliver til drama
Både Ena og andre familiemedlemmer har gennem årene genfortalt historien, der fik ny næring, da familien efter Folle Bodins død fandt et arkivskab med et kundekartotek, hvor der med pertentlig håndskrift var nedskrevet alle oplysninger ikke kun om kundernes mål, men også deres foretrukne farver, stil og specielle ønsker. Et af kortene bar Werner Bests navn. Blandt dokumenterne fandt man også Folle Bodins civilforsvarspapirer fra dengang med en påtegning om, at han er taget på familieferie fra den 27. september 1943.
For Alexander Bodin var de fund det endegyldige bevis på, at familielegenden ikke blot var en myte, men en sandfærdig beretning om et usandsynligt forhold, hvor familiehistorie uventet blev en brik i verdenshistoriens puslespil. Den historie var en del af Alexanders egen ballast, da han som voksen begyndte at arbejde som forfatter og filmmand, og da han for et par år siden begyndte at skrive på et stykke om redningen af de danske jøder.
Intentionen var at omsætte begivenhederne fra oktober ’43 til et drama og forklare, hvad der udspillede sig dengang, og hvorfor de danske jøder undgik den skæbne, der ramte de allerfleste andre europæiske jøder.
Et plot falder på plads
Men han havde problemer med at finde det helt rigtige plot, indtil det en dag pludselig gik op for ham, at han i sin familiehistorie havde det bedst tænkelige plot – Werner Best, der var komme til Danmark med tilnavnet Slagteren fra Paris, og skrædderen fra København, hans egen elskede morfar Folle, der blev hvirvlet ind i historiens heksekedel.
– Jeg startede med at skrive ud fra den overordnede historie om de begivenheder, vi alle kender fra bøgerne. Og pludselig opdagede jeg, at noget generelt og abstrakt var en del af vores egen familiehistorie. Andre forfattere har fortalt mig, at den slags hænder en gang imellem, og det sker muligvis aldrig igen. Men det var et fantastisk øjeblik for mig. Jeg havde fået et drømmeplot.
Da Alexander Bodin bandt sin research sammen med familiehistorien, gik det op for ham, at han måske sad med nøglen til de mange gåder, der omgiver Werner Best. Der hersker ingen tvivl om, at Best var overbevist nazist, og der findes ingen beviser for, at han personligt skulle have hjulpet en jøde, selv om han ifølge protokollerne fra Nürnbergprocesserne hævdede, at han havde gjort det. Der findes ingen dokumentation for, at han i fortrolighed skulle have røbet noget af den karakter, som Bodinfamiliens historie peger på.
– I lang tid anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med den viden, for det gav ingen mening, siger Alexander. Hvorfor skulle den tyske øverstbefalende sige noget til en lavtstående jøde, der tilfældigvis var hans skrædder? Men sammenholdt med min research begyndte Folles historie alligevel at tegne et mønster.
Gåden Best
Alexander Bodin ser Best som en højtbegavet, men modsætningsfuld person, der både er ambitiøs, kynisk og beregnende. Efter Stalingrad og slaget ved El Alamein kunne Best måske se, at krigen ikke udviklede sig til fordel for nazisterne eller ham selv. Bests biografi er for nylig udkommet på dansk og viser, at hans forhold til jøder ikke var entydigt.
– Jeg vil ikke sige, at han ikke var antisemitisk, men eksemplerne i bogen på hans forhold til nogle af de danske jøder er ikke, hvad man ville have ventet af en forhærdet nazist og antisemit, siger Alexander Bodin, der også hæfter sig ved, at Best havde lagt navn til et papir i begyndelsen af 1940erne om Det Tredje Riges fremtid, hvor han pointerede, at Tyskland ikke havde tropper nok til at holde hele Europa under kontrol. Man måtte indgå alliancer og samarbejde med andre lande, der skulle fungere med deres egen økonomiske og politiske infrastruktur, men med nazister i alle nøglepositioner. Best så muligvis Danmark som sin chance for at vise, hvad den fremtidsvision går ud på – at man kan etablere et varigt og stabilt samarbejde med nationer, man har besat. Han havde en personlig interesse i at bevise, at det kunne lade sig gøre.
Danmarks officielle samarbejdspolitik har skabt tvivl om Danmarks status, og Alexander Bodin sætter i sit stykke også fokus på det kritiske spørgsmål om, hvad der kendetegnede Danmarks situation mest – samarbejde eller besættelse. Uden omsvøb lader han sine personer diskutere Danmarks image som nationen, der reddede sin jødiske befolkning, men med de alle nuancer, som en ny generation af danske historikere har tilføjet billedet mellem myter, ønsketænkning og kendsgerninger. Han siger, at han på ingen måde ønsker at forklejne, hvad Danmark og danskerne præsterede for at redde deres jødiske landsmænd, men samtidig vil han gerne vise, at der bag redningsaktionen var andre kræfter på spil i form af tyske interesser, der stadig er indhyllet i mystik og gisninger. Werner Best personificerede de interesser.
– For mig står han stadig som en gåde, siger Alexander Bodin Saphir. Og jeg tror ikke, vi nogensinde kommer til bunds i sagen. Den danske fortælling havde brug for en heltefigur, og Duckwitz blev valgt til den rolle. Det er ikke nødvendigvis hele sandheden. Men sådan vil det forblive, med mindre der kommer mere dokumentation frem en dag. Mit bud på en mulig løsning af gåden er historien om slagteren og skrædderen.