Beretningen om Samson ville næppe have haft et helt specielt efterliv, hvis det bare havde været historien om en helt, der udrettede store bedrifter. Det er den tragiske dimension knyttet til hans skæbne, der har appelleret til eftertiden. Samson var nærmest en kæmpe, men hemmeligheden bag hans styrke lå i hans kraftige lange hår. Han udgjorde en enmandshær ved grænsen mellem israelitterne og nabofolket filistrene, og han gjorde livet surt for filistrene ved at chikanere og true dem. Han skal angiveligt have slået et meget stort antal fjender ihjel. Alt dette kunne sikkert have fortsat i lang tid, hvis ikke han havde forelsket sig i den smukke filisterkvinde Dalila. Han delte nu sit liv op mellem at kæmpe mod filistrene om dagen og elske med hende om natten.
I lang tid holdt Samson hemmeligheden om kilden til sin styrke for sig selv, men til sidst lod han sig lokke af Dalila til at røbe det. Det blev skæbnesvangert, for hun forrådte ham til sine landsmænd. Om natten, mens han sov, klippede hun hans hår af og gav tegn til de ventende soldater, som overfaldt ham. Uden hår var han forsvarsløs, og soldaterne tog ham til fange og blindede ham. Den stækkede Samson havnede i et fangehul, hvor han blev sat til at gå rundt og rundt i en trædemølle og kværne korn. Denne ensformige beskæftigelse blev kun afbrudt, når filistrene førte ham ind i fyrstepaladset, hvor han blev hånet og udsat for alskens pinsler til stor moro for alle tilstedeværende. Sådan gik lang tid, mens hans hår groede ude igen, og han langsomt genvandt sin styrke. Endelig en dag besluttede han sig for at hævne sig. Da han som så mange gange før blev ført ind i paladset til den sædvanlige fornedrelse, stillede han sig mellem to søjler og brugte alle kræfter til at støde søjlerne ud til siden. Paladsets tag styrtede sammen og dræbte alle filistrene og Samson selv.
En historie som denne har åbenlyse elementer, der kan appellere til billedkunstnere – stor dramatik, storhed og fald, en letsindig helt, der lader sig lokke af en smuk forræderisk kvinde, og en tragisk slutning. Det er ikke tilfældigt, at det var i barokkens glanstid i 1600-tallet, at Samson blev en populær skikkelse. For i denne epoke var der plads til såvel store armbevægelser som voldsomme og komplekse følelser i kunsten. Det er heller ikke tilfældigt, at Samson blev skildret af to af de helt store malere som Rubens og Rembrandt, for de havde om nogen sans for menneskeligt drama.
Det var især Dalilas forræderi, der satte kunstnernes fantasi i gang. Rubens har malet Samson, der intetanende ligger med hovedet i Dalilas skød og sover i sin søde elskovsrus, mens hendes tjenestefolk er i færd med at klippe hans hår af; for at tydeliggøre fortællingen ser vi allerede i baggrunden soldaterne, som Dalila har tilkaldt, på vej ind ad døren. Scenen er henlagt til et fornemt hjem, der svarede til den herskabsbolig, maleriet var bestilt til. Dramatikken er her for så vidt neddæmpet, men vi får en antydning af, hvad der vil ske, ikke bare ved soldaternes ankomst, men også ved Samsons enormt muskuløse, slumrende krop, der om lidt vil miste sine kræfter, men som kun kan stækkes midlertidigt.
Rembrandt valgte derimod det mest dramatiske øjeblik overhovedet – blindingen af Samson. Soldaterne har netop overfaldet Samson og holder ham fast, mens han forgæves prøver at kæmpe mod overmagten, netop som en af soldaterne jager en dolk ind i hans ene øje. Maleren har uhyggelig suggestivt fremmanet indtrykket af den brutale og grusomme scene. Man fornemmer, hvordan Samson vrider sin krop og knuger hænderne og krummer tæerne under den ekstreme smerte, mens ansigtet er helt forvredet. Rembrandts Samson er hjælpeløs og helt uden håb. Her er der ingen antydning af, at han senere vil hævne sig. I baggrunden flygter Dalila med det afklippede hår med et uudgrundeligt ansigtsudtryk, som om hun bare ønsker at komme væk, så hun kan slippe for at se, hvad der nu overgår Samson. Rembrandt har lidt overraskende henlagt scenen til en klippegrotte, velsagtens for at understrege, at Samson og Dalila mødtes i hemmelighed.
Rubens og Rembrandt var langtfra de eneste kunstnere, der skildrede Samson i 1600-tallet. Men i de følgende epoker var der ikke samme interesse for den kæmpemæssige, uheldige helt. Under rokokoens erotiske letsind forekom hans dilemma irrelevant, mens man i revolutionstiden omkring 1800 dyrkede helte, hvis moral var mere uantastelig, og som ikke lod sig lokke på afveje af smukke kvinder. I 1800-tallet slog de borgerlige normer igennem over alt i Europa, og det prægede også kunstnernes og deres kunders valg af motiver. Samson var nu helt uden for nummer.
I mange henseender var det derfor et helt anakronistisk projekt, da den danske maler Carl Bloch i 1863 valgte Samson som hovedperson i et maleri. Bloch satsede på historiemaleriet i en tid, hvor det ellers blev betragtet som en forældet genre, og det blev groft sagt kun dyrket i officielle bestillinger. Det er dog meget betegnende, at han ikke fokuserede på Samsons og Dalilas erotiske forhold. Det skulle man helst ikke tænke for meget på i datidens dydige Danmark. Helt usædvanligt har han malet Samson i fangenskab, mens han går rundt i trædemøllen.
Bloch har ladet Samsons enorme krop dominere hele maleriet. Det usædvanlige, høje billedformat – og billedets opadstræbende komposition – peger væk fra hans egen tid, nærmere bestemt tilbage mod barokken, som han studerede indgående, mens han malede billedet i Rom. Bloch forstod at pointere en fortælling, så den stækkede og fornedrede Samson er omgivet af ondskabsfulde og hoverende filistre. I Samsons halvt skjulte, sammenbidte ansigt fornemmer man den vrede, der samler sig i ham.
Vi kender ikke Blochs eventuelle bagtanker med at vælge netop dette motiv på netop dette tidspunkt. Men da han året efter, i skæbneåret 1864, malede Prometheus’ befrielse, blev scenen fra flere sider tolket i aktuel politisk sammenhæng, som en forudsigelse om en genrejsning efter den nationale fornedrelse i krigen mod Prøjsen. Et naivt håb på Danmarks vegne dengang! Måske har Bloch ligesom flere andre inden da fornemmet den truende katastrofe, der ventede i den mere og mere uundgåelige krig om Slesvigs og Holstens status i forhold til kongeriget, og han kan – bevidst eller ubevidst – have valgt Samson som sin helt, da han nok er stækket (ligesom Danmark), men når han har genvundet sine kræfter, vil gengældelsens time komme.
Herefter kunne man tro, at Samson var en færdig mand i kunsthistorien. Overraskende nok valgte den tyske naturalist Max Liebermann også at tage Samson og Dalila under behandling. Men han lagde alle tidligere tolkninger bag sig, udelod alle bibelske og historiske rekvisitter og gav fortællingen en helt ny drejning. Tilbage er kun den nøgne historie, helt bogstaveligt. I et ubestemmeligt rum ses to nøgne skikkelser på en uredt seng. De har nærmest en sølle fremtoning. Samson ligner ikke en superhelt, og Dalila fremtræder ikke med uimodståelig forførerisk udstråling. Han ligger sammenbøjet som en slagen mand, og hun løfter triumferende sit sejrstrofæ – hans lange afklippede lokker – op i vejret. Det ligner ikke et bibelsk drama, men et ægteskabeligt opgør med manden som taberen.
Liebermann udførte maleriet i 1902, og han har uden tvivl helt bevidst ladet billedet afspejle en ny tids ændrede opfattelse af de to køn. Den begyndende kvindefrigørelse har for evigt forrykket balancen mellem mand og kvinde. Her er Strindberg nok mere relevant læsning end Bibelen.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed.
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!