I Oxford ligger Sct. Cathrines College. Bygningen syner ikke af meget med de to etager og en evig repetition af vinduesfag i vertikal orden, der skaber associationer til et væltet SAS hotel eller en murstensudgave af Danmarks Nationalbank i halv højde. Og det er præcis, hvad bygningen er: det sidste totalkunstværk fra Arne Jacobsens egen hånd mere end ti år efter, han tegnede SAS Royal i København og kun få år før han døde midt i arbejdet med Nationalbanken. Og ligesom med de foregående værker kastede også Sct. Cathrines College et design eller to af sig – til trods for, at arkitekten bag betakkede sig for titlen designer.
Et af disse designs er den særlige højryggede stol, tegnet til professorerne på Oxford – deraf navnet ”Professorstolen” eller ”Oxfordstolen”. Den høje ryg symboliserer professorens status over for de studerende, der sad på træbænke. Stolen er netop blevet relanceret i anledningen af 50 året.
For kompromisløs til den almindelige smag
Arne Jacobsen er nærmest synonym med Danish Design. Danmarks mest internationalt anerkendte designer, som har påvirket mere end en generation af vor tids arkitekter og designere. Men hans møbler har aldrig været nemme at flytte fra hans totaldesignede rum til de ikke altid totalt designede danske hjem.
Arne Jacobsens første stol, Myren, der blev tegnet til medicinalfirmaet Novos kantine i 1952, var med sine tre ben og mærkelige form for avantgardistisk til den almindelige smag. Den ligner hverken en stol eller noget, der er rart at sidde på. For firmaet Fritz Hansen, som står for produktionen af alle Arne Jacobsens stole, var Myren tilsyneladende for lidt møbel – det var en malkeskammel med et buet sæde, der samtidig gjorde det ud for et ryglæn. Myren var den første masseproducerede industristol med ryg og sæde i ét stykke, takket være Arne Jacobsen, der tilbød selv at købe alle usolgte møbler for at sikre produktionen.
En rigtig succes blev Myren først, da den blev omkalfatret til en 7’er. 7’eren er i dag en af de mest solgte stole i verden – i øvrigt den eneste af Jacobsens stole, hvis navn har lighed med dens døbenavn: 3107. Til sammenligning hed Myren 3100.
Designeren
3172 – jubilaren på et halvt århundrede – mistede sin værdighed ved omplantningen uden for Oxfords mure. Professorstolen fra Sct. Cathrines College er skabt til miljøet omkring Oxford i English Oak. Under danske himmelstrøg blev ryggen på nye Oxfordstole 3171 og 3173 tilpasset almindelig loftshøjde, og overfladen beklædt med danske kohuder i sort og cognac. Hvor produktionsnumrene tidligere tegnede en kronologi, som en perlerække af videnskabelige opdagelser, kunne nu hverken kronologi eller højde aflæses i nummeret.
Selv i de to eneste egentlig designopgaver, som Arne Jacobsen påtog sig, udfordrede han realiteten i funktionalitetens navn. I Cylindaline-serien fra 1967 designede han kander og isdespenser på baggrund af rør uden samling – en umulig konstruktion de første 10 år af linjens produktion. Året efter tog han igen udgangspunkt i røret i sit Vola armatur. I stedet for at påklistre hanen som et fremmedelement lod han røret føre hele vejen ud. Til gengæld krævede det, at man rev hele væggen ned for at indbygge al rørføring og selve armaturdelen i væggen, så kun den funktionelle del af røret stak ud. Senere er Cylindaline-serien suppleret af en termokande af Erik Magnussen, og Arne Jacobsens oprindelige design er blandt andet omformet til en stempelkande.
Det omfattende rørarmatur er af Arne Jacobsens arvtagere på tegnestuen Dissing & Weitling blevet suppleret af en rigtig vandhane.
Født funktionalist
Arne Jacobsen blev født ind i en tid, hvor form altid fulgte funktion, men hvor de fleste basale funktioner i en moderne bolig allerede var løst, mens han stadig kun befandt sig på akademiet. Således beundrede han udenlandske navne som Louis Sulivan og Alvar Aalto og danske navne som Kaare Klint på den ene side og Poul Henningsen på den anden. Sidstnævnte fik han den tvivlsomme ære at flygte over sundet med i oktober 1943 på grund af sin jødiske baggrund.
Arne Jacobsen var via Marie Jelstrup Holm gift ind i kulturradikalismen og forblev sit liv igennem tro mod de funktionalistiske kulturradikale forskrifter om æstetik som et biprodukt eller sågar et resultat af funktionen. Men kun på overfladen: hjemme syslede ham med borgerlige skærmydsler som akvarelmaling og havebotanik. Sysler man må formode, han gik stille med over for de store drenge i den kulturradikale klub, som fx Poul Henningsen og Otto Gelsted, der proklamerede ”naturen det billige skidt”, og som begge havde et skarpt syn for kulturen og malerkunsten i særdeleshed og næppe brød sig om Arne Jacobsens små figurative billeder i vandfarvet pastel. Farver der i øvrigt går igen i SAS hotellet i København som et maleri af himlen og i tekstilerne i hans møbler.
Jens Lyn-fantasi
Den unge Arne Jacobsen drømte om at blive kunstner. Hans grossererfar mente imidlertid ikke, at kunstner var noget, man kunne leve af. I stedet overtalte han sin søn til at søge optagelse på Kunstakademiets Arkitektskole. Allerede året efter blev Arne Jacobsen inviteret til verdensudstillingen i Paris i 1925 ”Exposition Internationale des Arts Decoratif et Industriels Modernes”. Da programmet for udstillingen dumpede ind ad døren hos familien Jacobsen, udbrød faderen, da han så, at sønnen tituleredes artiste: ”Det må være forkert min dreng. Kunstner er du ikke, og du er for fed til at være artist”.
Ved verdensudstillingen fremviste Arne en flig af sine kunstneriske ambitioner og vandt sølvmedalje med fletsstolen – i dag kaldet Pariserstolen – en stol hvis kurver og linjer giver mindelser til en hjuldamper. Hans idol, den syv år ældre Poul Henningsen, vandt guldmedalje for en lampeskærm, der forholdt sig til den nye glødepæres lysmæssige udfordringer.
Fletstolen kom frem af sit skjul igen et par år senere, da han sammen med Flemming Lassen placerede den i Fremtidens Hus fra 1929. Hvor Poul Henningsens lampeskærm og livslange arbejde med lyset markerede en form for saglighed – i lighed med Neues Sachlichkeit – repræsenterede Arne Jacobsens spiralformede fremtidens hus med carport i den ene ende og helikopter take-off i den anden en fri fabuleren over en Jens Lyn-fantasi. Husets funktionalitet kan man ikke betvivle, men opgaven kan næppe beskrives sociologisk endsige rationelt.
Den sidste romantiker
Arven fra funktionalisterne fornægtede sig ikke. Arne Jacobsen studerede under professor Kaare Klints møbellinje og under PHs Kritiske Revy, men han var for stor til at passe i forgængernes fodspor. Han ville ikke lave småjusteringer, men skrue på det store hjul.
Derfor startede han, hvor andre slap og tog deres formsprog og vokabularium for givet. Funktionen var ikke længere løsningen på et problem, men æstetik og på den måde trådte funktionen tilbage til fordel for en intellektuel tilgang, eksempelvis i Rødovre Rådhus, hvor demokratiet er udstillet som et butiksvindue eller eksemplet før, hvor vandhanen kommer til at tage udgangspunkt i det usynlige rørs udformning.
De funktionalistiske arkitekter var optaget af at ændre verden. De var idealister og søgte på ingen måde æstetikken. Med udgangspunktet i sociologien dyrkede de den rette løsning på et problem. De studerede kroppen for at tilpasse stolens kurver til kroppens form. De studerede husmoderens bevægelser for at minimere hendes tidsforbrug. For funktionalisterne var selve den funktionelle løsning på et problem udtryk for det skønne og sublime – deraf æstetisk. For Arne Jacobsen synes funktionen at være smuk i sig selv. Udfordringerne var ikke husmoderens besværligheder, men tekniske og konstruktionsmæssige.
”Gesamtkunstwerk”
Omdiskuteret eller omformet – Arne Jacobsen var for kompromisløs til at tage hensyn til konteksten, hvad enten det var køberens behov eller folkets mening. Hans arkitektur og designs er to sider af samme sag. De hører til det samme kunstværk og den samme bærende ide. Ideen om huset, om stolen eller gaflen eksisterer i Arne Jacobsens hoved, før det er realiseret. Således strandede et projekt om en lampe, da ingeniørerne hos lampeproducenten Louis Poulsen ville sætte ledning til den. Det blev Arne Jacobsen for meget. Han havde allerede da set den trådløse strøm for sig i 1929 med Fremtidens Hus.
Intet skulle stå i vejen for den arkitektoniske vision. I funktionalismen yndede man at tegne husene uden indsættelse af mennesker for at fremhæve de rene linjer i rummene. Arne Jacobsen kunne ikke holde sig til renheden i tegningen. De rene linjer i hans tegninger af huse skulle ikke forstyrres af tilfældige gespenster, men heller ikke de færdige værker skulle skæmmes af fremmed hånd. Derfor måtte han tegne så meget af interiøret som muligt for at legemliggøre sin vision. Visionen var mere end arkitektur – og gud bedre det mere end design – det var et Gesamtkunstwerk. En ide lånt fra den tidlige romanticisme i Jena. Jenaskolen ville lutre sjæl og legeme – binde bro mellem naturen – Dionysos – og tanken – Apollon – og midlet blev et Gesamtkunstwerk – en totaloplevelse, der ophævede enkeltelementerne i værket.
Arkitektens brugsdefinerede kunst er i udgangspunktet en fortolkning af verden, hvilket placerer arkitekturen hos Apollon. Samtidens arkitektstands dyrkelse af funktionen gjorde ikke det apollinske aspekt mindre, men Arne Jacobsen ville med sit Gesamtkunstwerk noget andet. Han ville forene sin stærke vision om eksteriør og interiør i et fuldendt greb, der opløste forskellen og byggede en egen logik. Trappen hænger ned fra loftet i både Novo-bygningen og i SAS Royal hotellet – helst så Arne Jacobsen den utvivlsomt frit svævende i luften.
Hans designmantra lød: ”så tyndt som muligt og aldrig i midten” – den mest skrøbelige, stabile form – en trodsen af fornuften, en dionysisk ræv bag øret. En ræv der er ude med halen, når den romantiske enhedstanke udfordres ved at rykke møblerne fra deres verden og ind i vores andres.
Det er i hvert fald langt fra gået upåagtet hen for møblerne, der måtte rykkes op med rode: Myren måtte gro et ekstra ben, og årets fødselar Oxfordstolen måtte gå så grueligt meget ondt igennem inden den igen kunne komme til magt og ære i en højrygget jubilæums-udgave i træ.