Polen har i efterkrigstiden som bekendt fået et meget dårligt ry med hensyn til antisemitisme. Det er desværre i høj grad selvforskyldt, og det er ulykkeligvis ikke kun en dårlig vits, når man siger, at polakkerne i en vis forstand videreførte det arbejde, nazisterne ikke nåede at fuldføre, nemlig at gøre Polen fri for jøder.

                      Det er så meget desto mere glædeligt, at der nu er åbenlyse tegn på, at mange polakker har fået øjnene op for, hvad de mistede, da den jødiske kultur forsvandt, og at der er taget flere vigtige skridt til at råde bod på nogle af fortidens synder. Holdningsændringen har i mange tilfælde fundet sted på et personligt plan hos vidt forskellige mennesker, men også fra officiel side er man kommet med nogle markante manifestationer.

                      Emnet er endnu meget ømtåleligt. Også i Danmark møder man jøder, som helhjertet støtter fredsprocessen mellem israelerne og palæstinenserne, men som bliver helt afvisende, når talen kommer på en forsoning med polakkerne. Den holdningsændring, som i mine øjne er ved at ske, bliver affærdiget som overfladiske tiltag alene rettet mod turister eller som udslag af kold beregning fra kirkens og de statslige myndigheders side.

                      Hvor megen sandhed, der er i den holdning, kan jeg ikke sige, men jeg kan bidrage med nogle enkelte brikker til puslespillets nye billede af jødedommens ændrede status i Polen i dag.

Jeg har selv gennem de seneste små tyve år oplevet mange af ændringerne ved selvsyn. Da jeg første gang besøgte Wroclaw tilbage i 1991, så jeg de sørgelige rester af den eneste af det tidligere Breslaus synagoger, der overlevede både Krystalnattens brande og Anden Verdenskrigs ødelæggelser. Bygningen stod afspærret bag en lukket gård, nærmest som en ruin uden tag. I de 46 år der da var gået siden krigens slutning, havde den ikke på noget tidspunkt fungeret efter hensigten, altså som synagoge. Wroclaws jøder (der jo stammede fra de tidligere polske områder i det nuværende Ukraine) havde altså ikke på noget tidspunkt i hele den kommunistiske periode haft adgang til bygningen, som nåede at blive udset til flere vidt forskellige, ikke-religiøse formål, inden den blev opgivet som en ruin. I mellemtiden var de fleste af byens jøder – ligesom de fleste jøder i det øvrige Polen – jo udvandret fra landet. Men dengang i 1991 synagogtalte man dog om at istandsætte den og tage den i brug som synagoge igen.

                      Året efter besøgte jeg første gang Kazimierz i Krakow, og her var situationen næsten den samme, men dog ikke helt så mistrøstig. Synagogerne slap alle helskindet gennem krigen, da Krakow blev befriet ved et russisk overraskelsesangreb. Bygningerne havde siden da fået lov at blive stående, lige så lukkede og efterhånden også ganske forfaldne, men dog intakte. Det mest opmuntrende i 1992 var nogle nye skilte der fortalte, at nogle amerikanske jødiske organisationer ville bekoste den forestående restaurering.

                      Efter systemskiftet fulgte også en ny officiel holdning til det jødiske samfund i Polen: de jødiske menigheder har fået deres tidligere ejendomme tilbage, dvs. synagoger, begravelsespladser og andre institutioner. I de efterfølgende år er synagogerne i de to byer da også kommet under den nødvendige kærlige behandling, mest effektivt i Krakow. Her er synagogerne stort set færdigrenoverede og er taget i brug igen, mens synagogen i Wroclaw har fået den mest nødvendige istandsættelse, først og fremmest nyt tag, men den mangler endnu et par års restaurering. Den har dog allerede været benyttet flere gange ved højtiderne og til mange klezmerkoncerter.

                      I den offentlige bevidsthed er det især Krakow, der symboliserer den fornyede opmærksomhed og langsomme genopblomstring. Det hænger i høj grad sammen med de fysiske rammer – den gamle jødiske bydel Kazimierz er jo bevaret, modsat Warszawas jødiske kvarterer, hvor der ikke er sten tilbage. Der er altså et konkret autentisk miljø, som de eksilerede polske jøder og deres efterkommere kan knytte deres rødder til. Dette ses uden tvivl afspejlet i de senere års genindvandring af jøder i Polen. Den jødiske menighed i Krakow angiver selv medlemstallet til omkring 300. Hertil kommer et vist ukendt antal uorganiserede jøder, der ikke er formelt tilknyttet menigheden, men betragter sig som jøder. Den nyeste udgave af Eyewitness Guide til Krakow taler om hele 5.000 jøder i byen i dag (altså det samme antal som før udvandringen omkring 1970). Selv om dette tal formodentlig er for højt sat, så giver det alligevel et fingerpeg om en tendens.

Den årlige jødiske festival i Krakow er et godt symptom på, hvad der er sket. Den startede for 19 år siden i en privat lejlighed med ganske få arrangementer, og nu varer den en uge og omfatter bl.a. en afsluttende friluftskoncert, hvor der gerne er 30.000 tilhørere. Der er sikkert mange ikke-jøder blandt tilhørerne (måske flertallet?), og begejstringen er lige stor blandt alle tilstedeværende. Dette havde været utænkeligt for 40 år siden.

Protektor for festivalen er sågar Polens præsident, Lech Kaczynski. Denne gestus havde også været utænkeligt for 40 år siden. Man kan fundere over, hvad hans personlige bevæggrund er, men man kan ikke betvivle den officielle signalværdi af dette protektorat.

                     

På min families sommerrejse til Polen sidste år oplevede vi på flere fronter de nye vinde, der blæser. Min kone Elzbieta deltog bl.a. i et kursus i jødisk kultur og sprog, der blev afholdt i en mindre by nær Warszawa. Af ca. 50 deltagere havde kun 5-8 en jødisk baggrund, resten var katolikker.

                      Blandt deltagerne var Joanna på 23 år, som var godt i gang med at uddanne sig til gymnasielærer. Hun havde allerede taget hovedfag i polsk litteratur og ville tage bifag i jødisk kultur. På grund af boligmangelen og -priserne var hun nødt til at bo hjemme hos sine forældre, og det havde krævet et helt års overtalelse, før de katolske forældre accepterede valget af bifag. Men Joanna var stædig og holdt fast, og om et års tid er hun klar til at formidle jødisk kultur til den polske gymnasieungdom.

                      En anden deltager var Agata, der heller ikke har jødiske rødder. Hun havde lige bestået sin embedseksamen og ville nu til at skrive ph.d.-afhandling om jødisk litteratur. Hun sidder netop i disse måneder i Beer-Sheva i Israel og arbejder på sin afhandling.

                      På kurset blev deltagerne også bekendt med tidsskriftet ”Jødisk stemme”, der er understøttet af det polske indenrigsministerium og udkommer hver 14. dag. Den ene halvdel er på polsk og den anden på jiddish, så uanset hvordan man vender bladet, starter man forfra! Begge sprog er utilgængelige for mig, men publikationen ligner et søstermagasin til Goldberg, dog med mere fokus på nyhedsorientering.

I Warszawa blev vi uventet sat på sporet af byens forsvundne jødiske bygninger og kvarterer fra officiel side, da vi på turistkontoret fandt en guide til ”Det jødiske Warszawa”. Guiden appellerer i sagens natur meget til ens evne til at forestille sig alt det, der var engang, men den førte fysisk bl.a. til området, hvor den jødiske ghetto lå under krigen. Her er i dag et af byens få grønne åndehuller, og lige netop her bliver det nye nationale jødiske museum opført. Man må endnu nøjes med en plancheudstilling om det kommende museum, men grundstenene er lagt, og museet forventes åbnet i 2011. Nabo til bygningen bliver ganske passende monumentet for Holocausts ofre, som blev verdenskendt, da Willy Brandt i sin tid som tysk kansler knælede på trappetrinnene for at sone nazismens forbrydelser mod polakkerne og ikke mindst jøderne. En mere central placering kan det nye museum ikke få.

                      Fra Warszawa tog vi til Lodz, hvor vi blev indlogeret i den genåbnede jødiske gæstebolig. Det er en af de institutioner, som takket være den ændrede holdning til de polske jøder atter er kommet i jødisk besiddelse – og siden er blevet meget nænsomt og smukt restaureret.

                      Til gengæld er nabobygningen, den tidligere jødiske skole, ikke blevet givet tilbage til det jødiske samfund. Der er simpelt hen for lille et kundegrundlag.

                      I tilknytning til gæsteboligen ligger byens eneste kosherrestaurant, men den får konkurrence fra en anden restaurant, der ganske vist ikke serverer koshermad, men som via spisekortets retter og den fysiske indretning søger at skabe en stærk jødisk stemning.

Også i Lodz blev vi takket være en trykt guide ført til de bevarede jødiske monumenter. Dem er der heldigvis flere af her end i hovedstaden, da byen klarede frisag under krigen, og gadebilledet er stadig præget af de prangende palæer, som 1800-tallets jødiske magnater inden for klædeindustrien lod opføre, om end de generelt er nedslidte og trænger til mange kærlige hænder.

                      Den jødiske odyssé sluttede ved synagogen i Wroclaw. I forhuset er der oprettet et informationskontor, hvor en ung, kvindelig medarbejder – en tidligere katolik, der er konverteret til jødedommen – fortæller om menigheden og dens initiativer. Hun kan også fortælle, at judaica er blevet et meget eftertragtet studium ved universitetet i Wroclaw.

                      Vi fik en særomvisning i den ellers lukkede synagoge, og min polske svoger gik med rundt. Modsat sin lillesøster tog han som barn og ung ikke bestik af sin fars jødiske baggrund, men kun af sin mors katolicisme. Det var først, da han nærmede sig de tres år, at han mærkede et savn, og nu er han en flittig gæst til koncerterne i synagogen.

                      Hans voksne datter var med ved rundvisningen, og hun havde i sagens natur heller ikke nogen tilknytning til det jødiske miljø. Ved besøgets slutning faldt hun i snak med den jævnaldrende informationsmedarbejder, og det endte med, at de to unge kvinder udvekslede mobilnumre.

                      Her ligger der uden tvivl en kim til jødedommens overlevelse i Polen, blandt de unge, der ikke er forudindtagede eller tyngede af fortiden: En åbenhed, der også kan komme til udtryk på ganske overraskende måder, fx er unge polske kvinder begyndt at gå med Davidstjerne, også når de går i kirke. I en frisørsalon blev vi betjent af en ung lyshåret, blåøjet kvinde, der tilsyneladende ingen direkte forbindelse havde til jødedommen, men alligevel havde en Davidstjerne om halsen. På spørgsmålet om hvorfor lød svaret: ”Af kærlighed til historien!”

 

 

 

Share This