Helt så enkelt er det ikke, når man som jeg selv kommer til jødedommen udefra. Eller skulle jeg sige: Når jødedommen kommer til én. For mit eget vedkommende har tilfældet – eller er det en højere magt? – villet, at begge gange, jeg har giftet mig, har jeg valgt en kvinde med en østeuropæisk jødisk baggrund. Min første, afdøde hustru stammede på sin mors side fra jødiske flygtninge fra Litauen. Min nuværende hustru Elzbieta kom til i Danmark i 1969 med det store rykind af polske jøder. I vores lille familie med sammenbragte og fælles børn er jeg derfor omgivet af jøder på alle sider. Og jeg har fået nogle uhyre væsentlige sider af de europæiske jøders historie i de seneste 100 år meget tæt ind på livet: de russiske pogromer og den efterfølgende udvandring, jødeforfølgelsen under krigen med flugten til Sverige i 1943 og Holocaust i Polen – og den mirakuløse overlevelse for de heldige få – og endelig efterkrigstidens antisemitisme. For ikke at tale om integrationen af de jødiske flygtninge i det danske samfund.
Men den jødiske identitet omfatter jo ikke bare forfølgelsen i det 20. århundrede, og for mig har det derfor været påtrængende vigtigt at få indkredset, hvad jødisk kultur ellers er. Jeg har søgt og fundet svar hos en række mere eller mindre helhjertede jøder som Isaac Singer, Marc Chagall, Marx Brothers og Bob Dylan (og flere af mine artikler i Goldberg skal også ses i det lys!).
Som museumsmand har jeg også holdt et vågent øje med, hvilke sider af den jødiske kultur og historie der bliver præsenteret på jødiske museer rundt i verden. Der er nemlig på ingen måde enighed om, hvilke typer genstande der skal præsenteres eller, hvilke historier der skal fortælles.
Den enkleste og måske også smukkeste løsning er den, de har valgt i Chania på Kreta. Her er den lille stemningsfulde synagoge simpelt hen gjort til museum, samtidig med at den stadig har beholdt sin egentlige bestemmelse. Næsten alle Kretas jøder omkom ellers under Anden Verdenskrig på vej til koncentrationslejre, da nazisternes fangetransportskib blev ramt af en fuldtræffer fra et allieret fly. Men en lille stædig skare – delvis tilrejste – jøder holder liv i synagogen og museet (og takket være Politikens Turen går til Kreta får den særlig mange danske gæster!). Der holdes således fortsat gudstjeneste, og der lægges stadig sten på gravene.
Selv om et par af synagogerne i Venedigs ghetto udgør grundstammen i byens jødiske museum, er der her taget afgørende skridt mod et egentligt museum: i et tilstødende hus er der indrettet regulære udstillingslokaler. Men her vises udelukkende ceremoniel kunst fra de lokale synagoger.
De fleste jødiske museer anlægger dog en lidt videre synsvinkel, der ikke er så snævert knyttet til stedet. Men lokal historie og kultur er dog et hyppigt grundlag. Det gælder f.eks. museet i Toledo i Spanien, hvor det sporadiske overleverede materiale belyser områdets sefardiske jøders historie og kultur.
De tre nævnte museer fokuserer alle på den ældre historie. Bevæger museerne sig længere op i tid, kommer der automatisk større geografisk spredning på grund af jødeforfølgelserne og den fysiske bevægelighed, de har fremprovokeret. Hertil kommer, at historien får flere spor, eller måske snarere: der er flere historier, der skal fortælles. Det kommer ikke mindst til udtryk på Dansk Jødisk Museum i København. Det handler jo ikke kun om de ”gamle” danske jødiske familier, der kom til Danmark i 1600-tallet, men også om de flere generationer af indvandrede jøder op gennem det 20. århundrede. I den forstand er der smuk overensstemmelse mellem form og indhold i Daniel Libeskinds kalejdoskopiske bygning.
Det danske museum leder umiddelbart tankerne hen på dets storebror (eller storesøster?) i Berlin. Men dér er der føjet et væsentligt aspekt til museumsbegrebet, hvorved de to museer adskiller sig klart fra hinanden. Museet i Berlin er ikke bare et museum der formidler, hvad andre har skabt, men det er også en kunstnerisk tolkning af Holocaust, altså et monument i sig selv. Der er næppe nogen, der forbliver upåvirkede under et besøg i den tårnhøje mindehal. Det er museets enorme styrke, men det skaber også en formidlingsmæssig udfordring for præsentationen af museets anden del, vandringen gennem de tyske jøders historie og kulturhistorie. Jeg har talt med flere, der har oplevet denne del af museet som et antiklimaks. Det beror uden tvivl på den omstændighed, at en meget stor del af de udstillede genstande ikke besidder en visuel udtrykskraft, der kan fange opmærksomheden. Der findes jo ingen stærk ældre jødisk billedkunstnerisk tradition, der kan løfte denne del af udstillingen op på et højere oplevelsesplan. Man skal læse sig igennem ret så mange tekster for at forstå, hvorfor de enkelte ting er interessante.
Splittelsen i Berlin har man helt undgået på Holocaustmuseet i Washington. Her er hele fokusset lagt på begivenhederne før og under Anden Verdenskrig. Et besøg former sig som en rejse gennem de mange hårrejsende begivenheder, der udsprang af jødeforfølgelserne, og der er taget overlegne pædagogiske midler i brug for at sikre, at alle museumsgæster kommer med på rejsen. Der er selvfølgelig også oplivende momenter undervejs. En af fiskerkutterne fra Gilleleje har således fundet vej til museet.
Museet i Washington har i sagens natur bundet samlingerne, ja hele dets eksistens op på Holocaust. I New York er man i den permanente samling på Jewish Museum gået en helt anden vej. Ligesom genboen skråt over for på Fifth Avenue – Metropolitan-Museet – har man anlagt den universelle synsvinkel. Her har man sat sig for at belyse jødisk kultur og religion helt tilbage fra Moses’ tid (eller næsten) og frem til nutiden, og ligesom hos genboen har man haft midler og vilje (og donatorer) til at erhverve de nødvendige arkæologiske fund, kulturelle genstande og kunstværker, der har muliggjort det. Det starter med gravplader og arkæologiske fund fra Romerriget, og derpå byder rundgangen på en rejse op gennem tiden, i første omgang især belyst gennem ceremoniel kunst, men efterhånden også gennem genstande, der belyser hverdagslivet i de jødiske familier til forskellige tider. Også de skiftende politiske og sociale forhold belyses, men det er åbenlyst, at Jewish Museum ønsker en anden profil end de museer, der primært omhandler Holocaust. Dette store emne, der jo i et større historisk perspektiv kun omfatter en kortere periode, har i New York fået tildelt en lille niche med en videoskærm. Det er alt!
Billedkunsten får i den anden halvdel af rundgangen stadig større betydning, og i de sidste sale er der nærmest udelukkende tale om en kunstudstilling. Denne del af præsentationen ligger derved tæt op af de tidsbegrænsede særudstillinger, der også vises på Jewish Museum. Et blik på listen over afholdte udstillinger fremkalder udover de kulturhistoriske udstillinger også kunstnernavne som Max Liebermann, Camille Pissarro, Amedeo Modigliani, Marc Chagall, Chaim Soutine, Louise Nevelson, Eva Hesse og George Segal.
Hvad har disse kunstnere så til fælles? Ja, Goldbergs læsere kan jo nok regne det ud! Men ud fra en kunsthistorisk betragtning har de det til fælles, at de er meget forskellige! De har også alle været nyskabende inden for den moderne tradition, men om de hver især afspejler en særlig jødisk identitet, kan ikke besvares under ét.
Denne side af Jewish Museums virke peger mod det rene kunstmuseum, og på det felt er det fremmeste eksempel uden tvivl Tel Aviv Museum of Art (som jeg dog ikke kender ved selvsyn). Også her dominerer de jødiske kunstnere, selv om der er lukket flere ikke-jødiske kunstnere ind, såsom Rubens, Cézanne, Matisse og Picasso (formodentlig primært gennem donationer). Jeg skal ikke kunne sige, om samlingerne på museet i Tel Aviv giver nøglen – eller nøglerne – til et særligt jødisk særpræg i kunsten eller en særlig jødisk identitet blandt kunstnerne. En fælles stil er der i hvert fald ikke tale om, og jeg tror, at det kræver et indgående studium af hver enkelt kunstners værker for at finde de nøgler, der måtte eksistere.
De jødiske museer spiller en central rolle i formidlingen af jødisk kultur, da deres indgang til emnet er visuel. Billeder kan som bekendt sige andet og i nogle sammenhænge mere end ord. Den stærke betoning af Holocaust på mange af museerne er bydende nødvendig, ikke mindst når man tager tidens glemsomhed i betragtning. Men for mig at se er det ligeså nødvendigt at påpege, at jødisk kultur og historie er andet end forfølgelse og Holocaust. Her ligger en løbende udfordring, som kræver en masse forskellige svar.