Beslutningen om at udskifte skolernes verdenskort blev taget i et forsøg på at dekolonisere undervisningsplanerne og rette op på den skævvridning af virkeligheden til fordel for den vestlige verden, som de gamle kort gav udtryk for.
Ved et tilfælde afholdt sammenslutningen af amerikanske jødiske museer samtidigt deres årlige kongres i Boston. Men sammenfaldet kunne ikke have passet bedre: Behovet for nye landkort og nye synsvinkler var et hovedtema på kongressen hvis titel ”Transcending Boundaries” / ”Grænseoverskridninger” og et udtalt ønske om at afsøge grænser og bryde konventioner, skabte rum for livlig diskussion.
Mange amerikanere, også udenfor den jødiske museumsverden, har fået vendt op og ned på deres verden. For et år siden havde en diskussion om, hvorvidt politik bør spille en rolle i kulturlivet været intellektuelt interessant og en smule teoretisk.
Men ikke nu: ”Lad os forstyrre freden!” sagde Margot Stern Strom, grundlægger af det banebrydende undervisningsprogram Facing Histories and Ourselves, ”Kan vi gøre andet?”
Det er svært at være neutral et par dage efter, at regeringen har fremlagt et finansforslag, hvori den statslige kunstfond, fonden for humanistisk forskning og Instituttet for museum og biblioteksvæsen ikke blot vil få deres tilskud beskåret, men helt blive nedlagt.
Til alle, der havde vænnet sig til et selvtilfreds og følelsesforelsket amerikansk melodrama i museumsregi: De nye tider er begyndt. Et museum skal yde aktiv modstand i en politisk diskurs, der bygger mure mellem os og dem, dem der der hører til og dem der holdes ude, og hvor verden tegnes op i en skråsikker for eller imod-ideologi.
Det blev meget bevidst skitseret af Gabriel Sanders, redaktør på Tablet Magazine og medlem af kongressens programkomite: Alle de diskussioner om hvem der er jøde, hvem der er for lidt jødisk eller for meget, og hvilken slags jøder eller ikke-jøder, der har været ført i de jødiske institutioner i årevis er ikke længere aktuelle. Publikum er mere mangfoldigt end nogensinde før, jødiske institutioner skal først og fremmest være inkluderende og byde alle indenfor.
Rum til at tænke
Det er ikke overraskende, at kongressen blev afholdt i Boston. Der bor godt 300.000 jøder i regionen, der også er hjemegn for nogle af de ældste menigheder og største kultur- og uddannelsesinstitutioner i USA, bl.a. Brandeis University og Touro-synagogen i Newport, USAs ældste, stadig aktive synagogebygning.
Også nyskabende jødiske centre har hjemme her: Mayyim Chayyim Living Waters Community er et rituelt bad og samtidig et kulturcenter med skiftende kunstudstillinger, Jewish Women’s Archive er et digitalt arkiv, der hvert år besøges af to millioner brugere fra 200 lande og ikke mindst Yiddish Book Center, som var målet for en hel dags udflugt og diskussioner.
Da centrets grundlægger, Aaron Lansky var en ung jiddish-studerende kunne han aldrig få fat i de bøger, hans professor bad ham læse. Han begyndte selv at samle bøger hos ældre jødiske immigranter, og hvad der begyndte som en privat redningsaktion af glemte bøger er endt som et helt jiddish-land, der samtidigt er arkiv, bibliotek, forsknings- og kulturcenter idyllisk beliggende på en mark i Amherst, en lille universitetsby to timer udenfor Boston. For Aaron Lansky er de historier, bøgerne bærer på det vigtigste, ”vi bliver nødt til selv at kunne fortæller vores egne historier. Der er ingen kontinuitet uden kontekst. ”
Boston har ikke et egentligt jødisk museum, men til gengæld har Museum of Fine Art, byens velronemerede kunstmuseum, noget så sjældent som en judaika kurator.
Marietta Cambarerei, der er kunsthistoriker med speciale i italiensk renæssanceskulptur, påtog sig rollen for få år siden uden det mindste kendskab til hverken jødedom, hebraisk eller den traditionelle måde, som jødiske rituelle genstande udstilles på. Det viste sig at være en fordel, for Cambarerei valgte at integrerer de få genstande museet havde i samlingen i museets øvrige gallerier. For eksempel står et par 1700-tals torahklokker fra Touro-synagogen derfor udstillet sammen med historiske møbler fra Newport i museets amerikanske afdeling. Her spiller de jødiske objekter i samlingen med i en kunstnerisk sammenhæng, på samme måder som altertavler og relikvieskrin typisk placeres i en kunsthistorisk, og ikke en funktionel, ramme.
Museets direktør Matthew Teitelbaum, som ynder at fortælle at i hans familie er alle enten rabbinere eller psykoterapeuter, uddyber, at han netop ønsker at understrege, hvordan kultuer er bundet sammen og hvordan kulturer kolliderer med hinanden. Når judaikaobjekter udstilles, hvor de hører hjemme, så at sige, og ikke i et adskilt galleri, fører det til en mere kompleks forståelse. De betydninger et museum lægger op til opstår, når historier bliver fortalt på flere niveauer.
Og netop det er museers fornemste opgave: at skabe rum til at tænke i. Ordene er Masha Gessens, kongressens hovedtaler. Gessen, journalist, aktivist og forfatter, blev født i Sovietunionen og kom til USA som 14-årig jødisk flygtning og blev siden en af USAs mest kompetente Ruslandskorrespondenter.
Hendes dobbelte baggrund er drivkraften i hendes skarpe iagttagelser af både Putin og Trump og deres fælles foragt for kvalitet, kompetence – og æstetik. Det sidste er ikke trivielt, for som Gessen pointerer, bliver et samfund der er tilfreds med dårlige kopier og middelmådigt håndværk demoraliseret.
Masha Gessen fortalte, hvordan hendes partner, en kartograf der bl.a. havde tegnet landkort for fjernsynsprogrammer i Putins Rusland, efterhånden helt gav op. Hun fik opgaver nok, men der var ikke længere nogen, der interesserede sig for, om hendes kort var korrekte. Den kvalitet hun leverede, havde ingen brug for.
Det er den udfordring, den jødiske museumsverden i USA står overfor nu: At tegne nye landkort, der afdækker virkeligheden så præcist som muligt – også hvis det betyder, at man skal vende verden på hovedet.