Foran en baraklignende bygning står ni yngre mænd på række, klædte i lange frakker, alle med blikket rettet mod fotografen og næsten alle med gravalvorlige miner. Kender man ikke mændenes identitet på forhånd, kan det være svært at aflæse fotografiet. Bygningen bagved dem giver dog en antydning af et svar med de meget iøjnefaldende mønstre malet på ydervæggen og døren.
De ni mænd er en gruppe kunstnere, og fotografiet er fra marts 1915. Kunstnerne har netop startet et meget vigtigt ungdomsoprør i dansk kunst. Af utilfredshed med forholdene på Den Frie Udstilling er de brudt ud og har dannet kunstnersammenslutningen Grønningen. Samtidig er de med til at markere modernismens gennembrud i Danmark.
Blandt kunstnerne på fotografiet er flere, som siden fik fremtrædende positioner i kunstlivet og dansk kunsthistorie, først og fremmest Harald Giersing og Sigurd Swane. Men der er også en lille mand med mørkt overskæg, stående i baggrunden halvt skjult af Swane. Det er Ernst Goldschmidt (1879-1959). Han var med hele vejen i opbruddet og var senere et trofast medlem af Grønningen, men i dag er han nærmest glemt. Selv blandt kunsthistorikere er der næppe mange, der har et klart indtryk af hans indsats som kunstner.
Goldschmidt havde en solid borgerlig baggrund og kom først i handelslære, inden han i 1899 søgte ind på Kunstakademiet. Han blev hurtigt nært knyttet til Giersing, og sammen tog de i 1901 på deres første udenlandsrejse til Norge. De blev også tæt forbundet i deres beundring for den nyeste franske kunst, og fra 1905 tog han hyppigt på rejser til Frankrig. I 1908 deltog han i en af de allerførste danske temaudstillinger, og det var med den jødiske identitet som fællesnævneren, kaldet Jødisk Udstilling.
Ligesom flere andre fra sin generation søgte Goldschmidt optagelse på Den Frie Udstilling, som i 1891 var skabt i protest mod det etablerede kunstliv og havde stået for fornyelse og åbenhed. Imidlertid mente han og de andre unge kunstnere på fotografiet, at Den Frie Udstilling nu også var endt som en fastgroet institution. I 1910 tog de det første tilløb med udstillingen Ung dansk Kunst, og i 1915 tog de det endegyldige skridt og brød ud af det gamle fællesskab og skabte et nyt forum for deres kunst med Grønningen.
Fra maler til kunstkritiker
Som maler var Goldschmidt forholdsvis forsigtig og ikke så radikal i sit udtryk som vennen Giersing, og han kom aldrig til at gå i spidsen med nyskabelser. Selv om han var med til at udvikle en friere malestil med vægt på de rene farver, fremstår han i nutidige øjne nærmest som en konservativ kunstner.
Måske har Goldschmidt tidligt erkendt sit talents begrænsninger som udøvende kunstner, for han begyndte snart også at skrive kunstkritik. Under sine ophold i Paris kom han i berøring med den aktuelle franske kunst, og det gav afsæt til flere avisartikler. I 1912 opsøgte han således Henri Matisse og lokkede ham til at fortælle om sin kunst. Det gjorde han med held og stor sans for hans kvaliteter, og det resulterede i en aviskronik i Politiken, hvor Matisse kom med nogle meget centrale betragtninger om sin kunst. Artiklen er så vigtig for forståelsen af Matisses kunst, at den siden er blevet oversat til både fransk og engelsk og bragt i antologier af Matisses udtalelser om sin kunst.
Et par år senere bistod Goldschmidt den unge kvindelige maler Astrid Holm, da hun var vendt hjem fra Frankrig og skulle præsentere sine nyeste malerier for det danske publikum. Det var sandsynligvis Goldschmidt, der overbeviste hende om, at hun burde bruge sit elevforhold til Matisse til at markedsføre sin kunst.
Kærligheden til Frankrig og fransk kunst førte til, at Goldschmidt i 1918 var medstifter af Foreningen Fransk Kunst, og fra 1921 boede han primært i Frankrig. Selv om han vedblev at male, kom skribentvirksomheden til at fylde mere og mere blandt hans aktiviteter, og han begyndte reelt at virke som kunsthistoriker. I 1914 begyndte han at udgive det stort anlagte bogværk Frankrigs malerkunst, dens Farve, dens Historie. I årene indtil 1938 udgav han i alt seks tykke bind, med et supplementsbind i 1953. Indfaldsvinklen var formanalysen med vægt på komposition, linjer og farver – altså helt i overensstemmelse med de bestræbelser, som hans egen generations kunstnere lagde for dagen.
Mere pen end pensel
Goldschmidt indledte bogværket med middelalderen og sluttede med bindet om Delacroix og impressionismen. Han nåede ikke frem til sin egen tid. Dette er ganske symptomatisk for hans egen kunstneriske udvikling. Han blev stærkt påvirket af den ældre kunst, som han skrev om, og den smittede af på hans egne malerier. Et godt eksempel er det sene maleri Indsejling til Noret ved Korsør, som han malede i 1949, da han var halvfjerds år gammel. Såvel billedets komposition som malemåden og farveholdningen peger tilbage mod den franske rokokos forfinede billedsprog.
Maleriet blev købt af museumsdirektør Leo Swane til Statens Museum for Kunst i 1950, og billedets kvaliteter til trods ligner købet en særlig slags erhvervelser, som museumshistorien har mange eksempler på. Swane var efter tyve år i direktørstolen på vej til at takke af, og han rundede af med flere erhvervelser af de kunstnere, han havde særlig tilknytning til. Som bror til Sigurd Swane havde han fulgt modernismens gennembrud på nært hold, og blandt hans personlige favoritter var flere af kunstnerne fra Grønningen. Købet af Goldschmidts maleri kunne derfor ligne en påskønnelse af dennes livslange indsats for den franskinspirerede danske kunst, mere end en anerkendelse af hans betydning som kunstner.
Set i det store perspektiv var det uden tvivl mere takket være sin pen end sin pensel, Ernst Goldschmidt havde sin betydning.