Tynde ben. Det er sjovt. Den har vi ikke hørt før. ’Ham der’ med de tynde ben er Hassan Preisler, fortælleren i den selvbiografiske jeg-roman Brun mands byrde. Halvt dansk, halvt pakistansk, kvart fynsk, tolvtedel fransk. Men helt ok. Så du kan roligt spænde selen, læne dig tilbage i flysædet, og tage turen til minoritetsland med fars lille Hassan ved styrepinden. Undervejs får du alle nuancer med om, hvordan det er at være til, når firkantede forestillinger og overdreven velvilje slår en brun dansker i møde.
Inden jeg skal interviewe Hassan Preisler i anledning af bogens udgivelse, aftaler vi tid og sted på sms. Han slutter med ”Kh Has”. Det lyder godt, det dér Has. Er det mon et trendy, arabisk kælenavn som Ras for Rasmus? Eller en tjekket måde at fortælle, hvem man egentlig er, når alle andre tror noget andet? Kælenavnet Has sender i hvert fald mine tanker mod helt andre postnumre end Hassan, som får Vestegnens højhuse til at tårne sig op for mit indre blik.
Så er der efternavnet Preisler, som passer lige så mærkeligt sammen med fornavnet Hassan som Abdul Wahid klikker med Pedersen. Navnet Preisler må være den anden halvdel af Hassan, eller måske den tredje tredjedel af Has og Hassan? Hvad ved jeg, der selv bærer rundt på et navn, som mit mørke ydre åbenbart ikke helt indfrier, siden jeg i mødet med nye mennesker altid ender med at blive trængt op i den ultimative spørgsmålskrog: Hvor kommer du rigtigt fra?
Næsten som Hansen
Allerede på bogens første side bliver jeg slået omkuld af Hassans brydekamp med Ahmad og Preisler og rødder og danskhed:
Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designeroutfit
med stram silhuet. Jeg ville foretrække slasket joggingtøj,
men jeg tør ikke, og når jeg går til konference, klæder
jeg mig i krøllet, sort habitjakke og sorte sko, og jeg ville
foretrække Mr. Jardex, men jeg tør ikke, og når jeg tager på
Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige skjorte,
og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men jeg tør
ikke: og jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem du
vil have, jeg skal være, og hvis du vil have en partner, tag
min hånd, og hvis du vil slå mig ned i vrede, står jeg her,
og hvis du vil have en bokser, træder jeg ind i ringen for
dig, og hvis du vil have en doktor, så undersøger jeg dig,
og hvis du vil have en chauffør, stig ind, og hvis du vil køre
mig en tur, ved du, at du kan; jeg er din mand …
Bogens – og virkelighedens Hassan – er en stilbevidst mand med en pakistansk akademikerfar og en dansk lærermor, der bliver gift i 1960erne. De får et lille, lysebrunt drengebarn og siden en datter. Tiden er venligt stemt mod mennesker fra eksotiske lande, og drengens danske mormor insisterer på, at han skal have et godt, muslimsk navn. For hende har navnet Hassan tilmed den indlysende fordel, at det lyder lidt som Hansen. Men stik imod planen bliver drengens navn nærmest et emblem for hans splittede identitet. Utallige er de ture, han som en mørklødet Sisyfos siden har måttet vandre til kordegnens kontor for at lave navnet om:
”Først hed jeg Hassan Ahmad, så Hassan Ahmad Knudsen, så Hassan Preisler Ahmad, så Hassan Preisler Knudsen og nu Hassan Preisler. Jeg har selv stået for alle navneændringerne, og det var dødbesværligt, for jeg skulle igennem en kordegn hver gang. Én som ofte gerne ville vide hvorfor; det må de åbenbart gerne spørge om. Derfor har jeg det svært med kordegne i dag. Da min datter for to år siden skulle registreres hos kordegnen, blev jeg så rasende over at skulle derhen én gang til, at jeg meldte mig ud af folkekirken.”
’Pakistanerkassen’
Ikke bare navnet kløver den lille dreng og senere unge mand i to. Han er også splittet i en ydre og en indre hudfarve. Udenpå mørk med brune øjne. Indeni mere hvid end brun takket være sin opvækst i Danmark.
”Da min far besøgte Danmark første gang i begyndelsen af 1960erne, var det fint at være ’fremmed’. Det var først i 70erne, hvor vi havde boet nogle år i Schweiz og Tyskland og kom tilbage til Danmark, at stemningen havde ændret sig.”
Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske snarere i spændet mellem forestillingen om to identiteter: den pakistanske og den danske. I den virkelige verden er jeg undfanget i Cambridge og født i Charlottenlund, som barn boede jeg i Bern og Berlin og Bagsværd, jeg lærte tysk, før jeg lærte dansk, jeg talte engelsk med min bedste ven, der hed Suman, som voksen har jeg levet i Beirut, New York og Madrid, og jeg kan klare mig på spansk og bande og dirigere en taxa på arabisk, men jeg kan ikke et ord urdu, og far voksede op som muslim, men er ateist, mor voksede op som protestant, men er buddhist, og jeg er døbt i Helligåndskirken, men jeg har for længst meldt mig ud af Folkekirken, og far lever sammen med sin Alice på Østerbro, og mor er halvdelen af året i en landsby i Sydfrankrig, og jeg er gift med min May, hendes far er fra Cairo, hendes mor er fra Tårbæk, vores datter hedder Sonia Aziza Preisler. Hun er smuk.
– Det er ikke fordi, jeg ikke vil i bestemte kasser, jeg vil bare gerne selv vælge hvilke. Det vil alle, og det er vel bedst at være i en kasse, der er tjekket og på højde med én selv eller over. Lige nu er det sådan, at for at ikke at blive puttet i den uattraktive kasse, den etniske-arabiske-pakistanske, gør jeg mig umage for at være i en anden kasse som kosmopolitten, den kulturradikale.
Alligevel går der næsten ikke en dag, uden at Has må konstatere, at han igen er endt i ’pakistanerkassen’, for eksempel når han som uddannet skuespiller søger roller til film og teater. Navnet er altid den første barriere, som står i vejen for ønskejobbet.
Casterne med navne som LaCopydan og Brüel Von Klitzing ringer og siger, ”hvor kommer du fra?”, og jeg svarer ”hjemmefra,” og de siger, ”nej, hvor er du vokset op?”, og jeg siger ”Bern, Berlin og Bagsværd,” og de siger, ”nej, hvor er du født?”, og jeg siger ”Charlottenlund Fødeklinik,” og de siger ”hvad er dine forældre?”, og jeg siger ”biokemiker og lærer,” ”ateist og buddhist,” og de siger, ”hvor stammer de fra?”, og jeg siger ”min mor er fra Bagsværd, og min far er fra Lahore,” og de siger ”aha, du er Pakistaner” og ”hvorfor sagde du ikke det med det samme?”, og ”vil du være buschauffør, køkkenhjælper, rengøringsmand eller taxachauffør?”, og jeg siger, ”jeg vil være kulturradikal aristokrat med sofistikeret personlighed,”
– Identitetsmæssigt vil jeg gerne tilhøre det særlige, globale fællesskab, som findes i alle storbyer. Overalt i verden kan jeg finde mennesker, der læser de samme bøger, har de samme holdninger, tænker som jeg. For dem betyder nationalstaten og religionen ikke så meget som det nye fællesskab. Det er baseret på kunst, litteratur, mode, holdninger, geografisk fleksibilitet og klasse og på, at man med stolthed udtrykker, at man har vendt de gamle formuleringer af identitet ryggen.
Inklusions-Hassan
Has har brugt en stor del af sit liv i integrationens tjeneste. Holdt foredrag på kloge konferencer om inklusion. Lavet ’brunt teater’, så farvede skuespillere fik en chance for at spille alle roller. Nu mener han, det er på tide at forlade den scene.
”Jeg er afsindig træt af at være inklusions-Hassan og vender med bogen dén Hassan ryggen. Det er et spin, som der er mange penge i, og hele inklusionsdebatten er blevet kuppet af den venstrefløj, som jeg selv tilhører. Man har brugt debatten til at definere sig selv som bedre mennesker end dem på højrefløjen. Vi har brugt et emotionelt argument til at få magten.”
Vi er repræsentanter, mønsterbrydere, ambassadører, aktører, præmieperkere, og vi skal bygge bro og skabe fred og binde sammen, og vi formulerer
os godt, og vi kan ironisere og moderere, og vi rejser os op og artikulerer, så salen føler smerten […] og der er mad, der skal spises og vin, der skal drikkes, og seminarer og konferencer og workshops holder en industri i live, og industrien junker sig med dild-is og dild-spunge og bevidstheden om, at vi er frelserne, der rider ud på heste og æsler i kutter og kåber til tilbagestående hedninge og vilde, der på deres fine kontorer på de gamle institutioner flager med flag og slår plænen præcist og skærer ligusterhækken til, og de vilde, de skal reddes fra sig selv og oplyses og bringes ind i det ny årtusinde, som er vores tid; inklusionisternes tid, mangfoldigisternes tid
– Når man taler om immigration i et land som Danmark, er der mange følelser på spil: Frygt for at miste det, man har. Frygt for, hvad der kommer hertil. Den frygt er en del af os alle. Så længe vi ikke vil stå ved og beskrive det, vi føler, får vi konstrueret en politisk midte, der er uforanderlig. For eksempel kan de venstreorienterede altid være sikre på, at der sker en begrænsning i antallet af immigranter, selv om de selv taler imod den, for den begrænsning skal højrefløjen nok stå for. Det er i mine øjne en alt for bekvem og omkostningsfri humanisme.
Selv om højrefløjen har hetzet mod indvandrere i den hjemlige debat, er det overraskende nok ikke herfra, Has har følt sig fordømt eller truet.
”Jeg har da haft et mareridt om, at Fremskridtspartiet ville uddrive alle muslimer inklusive mig, fordi jeg hedder Hassan. Men jeg har følt truslen og fordømmelsen meget mere fra dem, jeg er i klub med – dem, der ligner mig som moderat eller klassisk intellektuel. Det har gjort mig meget usikker, at der er så stor uoverensstemmelse mellem, hvad vi siger, og hvad vi gør. Vi tilslutter os nogle ideologier, men i praksis er det svært at leve op til dem. Jeg og alle i min omgangskreds mener for eksempel, at mangfoldighed er en gave. Men når vi holder et middagsselskab, sidder vi rundt om Pantonborde på Myrestole sammen med andre, der ligner os, arbejder med kultur og har en platform, hvorfra vi kan udtrykke os. Der sidder ikke repræsentanter fra underklassen og farvede. Jeg selv sidder der kun, fordi jeg har gjort en del af mig til dem.
”En af de ting, jeg ofte hører fra folk, og som de betragter som en kompliment, er, at de ikke ser på mig som fremmed, men som dansk. Det er jo nemt for dem at se mig som dansker, for jeg har haft muligheden for og brugt hele mit liv på at kunne sidde omkring det her ellipsebord og ikke blive betragtet som pakistaner. I en alder af 43 år sørger jeg stadig for det. Så her i mit hjem bliver der serveret mere svinekød end omkring alle andre designerborde i landet.”
Hver dag en ny Hassan
Det koster noget i selvværd at arbejde så ihærdigt på sin rolle. Has misunder dem, der kan bevare en indre stolthed trods omgivelsernes fordomme eller foragt. Kaster han blikket mod USA, ser han sorte, der er stolte – ikke over, at deres tipoldeforældre kom som slaver fra en stamme i Afrika, men over at tilhøre en ny, kollektiv amerikansk identitet baseret på hudfarve. Samme misundelse mærker han, når han er sammen med sine mandlige, arabiske venner i Mellemøsten:
– De bærer det at være arabiske mænd med stor stolthed. De taler med mere gestikuleren, lægger stemmen et leje ned og fortæller lange historier, uanset om folk omkring dem ser ud til at kede sig. Det er jeg vanvittig misundelig over, men det fungerer ikke rigtigt for mig. Min egen strategi er effektiv, men spørgsmålet er, om den er rigtig og sund. Måske har jeg i virkeligheden skåret mig selv over på et helt andet niveau, end samfundet nogensinde ville gøre.
Til forældremøderne skammede jeg mig over hans accent, og når vi gik sammen på gaden, far og jeg, sakkede jeg bagud, fordi han var anderledes at se på, og når han en sjælden gang imellem lavede pakistansk mad, gemte jeg alt mit tøj væk i skabe og skuffer for at undgå, at det skulle lugte af karry og hvidløg, og når jeg bestilte tid hos frisøren, kaldte jeg mig Christian og Bjarne og Jesper, og jeg lærte mig selv en remse, som jeg kunne sige i umiddelbar forlængelse af ”hej, jeg hedder Hassan”, og som lød, “Ja, det er et arabisk navn, men far er mere dansk end danskerne, og han er ikke muslim, han elsker øl og pølser, og jeg har aldrig været i Pakistan, som er et tilbagestående og kvindeundertrykkende samfund, og jeg taler ikke et ord urdu, og mor er lyshåret og har blå øjne, og jeg er født og opvokset i Danmark, og det er det eneste land jeg kender, og jeg er dansk, helt dansk, 100 procent”.
Så hvad gør en klog mand, der er både-og og meget mere, men ikke oplever at blive set sådan? Han vælger at skabe sig selv hver eneste dag, inden han træder ud af døren:
Jeg er den Hassan, jeg skaber. Jeg er Hassan Preisler, skuespilleren, debattøren, den urbaniserede, globaliserede Hassan, jeg er den sofistikerede, demokratiserede, avanceret orienterede, superfremmelige Hassan, og jeg kan ikke tillade mig at gå i H&M, jeg kan ikke lade skjorten være knappet ned eller sætte hatten på sned. Et fejltrin, èn eneste påklædningsbrøler, og jeg er færdig. For meget polyester, og jeg er tyrker, for nystrøgede skjorter, og jeg er araber, for brede jeans, og jeg er pakistaner, for smalle, og jeg er græker. Det er en hårfin balance at skabe sin egen Hassan.
Has forsvarer ikke sin strategi og vil ikke anbefale den til sin værste fjende. Når han holder foredrag for unge, farvede danskere, fortæller han dem om sine valg ud fra ønsket om, at de ikke gentager hans fejl.
– Jeg er jo en gammel mand, og det her er en gammel mands bog. Jeg slæber en generation med mig, som ikke er min egen. Jeg er min fars alder plus min egen. Tingene udvikler sig. De unge, jeg holder foredrag for, spørger mig: Hvorfor gør du så meget ud af at passe ind? Hvorfor er du ikke bare dig selv og slapper lidt af?
Bogen er dedikeret til datteren Sonia, fordi han håber, at han ved at afdække sit spil for sig selv og verden kan sætte Sonia og kommende generationer fri til at træffe deres egne, kloge valg.
– Da jeg som barn så min far træde ind i integrationsindustrien og holde foredrag, ønskede jeg for mig selv, at jeg aldrig skulle blive sådan. Og pludselig en dag kiggede jeg op fra mit liv og så, at jeg stod midt i den rolle. Jeg håber for Sonia, at hun ikke skal stå og holde de oplæg, som jeg og min far har holdt.
Smil til billetmanden!
– Jeg håber ikke, at mine læsere oplever hovedpersonen som en mand, der har ondt af sig selv, men at de læser sig rigtigt ind i de valg, han har truffet for at kunne leve, som han gør. Mit store ønske er også, at bogen ikke kun har relevans for brune mennesker og for dem, der ønsker at vide, hvordan brune mennesker har det, men kan læses af alle, der er i gang med at afsøge sig selv. Endelig håber jeg – eller mit ego kunne sindssygt godt tænke sig – at den bliver modtaget som et litterært værk.
For hver kilometer jeg fjerner mig fra København og nærmer mig Havnsø, bliver jeg lidt mere indvandrer […] og jeg kender det bedste bord, men jeg lader det stå og tager det næstbedste, for jeg ønsker ikke at lægge mig ud med nogen, der kunne tænkes at tænke, at sådan nogle som mig altid tager det bedste til sig selv, så vi sætter os ved det næstbedste bord, og jeg henter pølser, masser af pølser, jeg bestiller dem højlydt og bærer dem med attitude til vores bord ad flere omgange, og det er de signalrøde, ikke de undseelige blege, og min May smiler, for hun elsker kød og priser sig lykkelig for, at hun i dag ikke stopfodres med økologi og højt fiberindhold, og jeg har ladet kufferterne blive i bilen, og pusletasken lynes helt op og tømmes for indhold ud på det grå plastikbord, så alle skal kan se, at det ikke er en bombetaske, og jeg siger ”tager du ikke fødderne ned fra sædet?” til min May, og ”lille skat, lad være med at skrige,” til Sonia, og ”smil til billetmanden,” til mig selv
Er det synd for Hassan med de tynde ben, at han må bevæge sig rundt med så stor forsigtighed og aldrig kan slappe af i frygten for at blive opfattet som islamisk terrorist, tosproget grønthandler eller bare turist?
– Jeg er ikke offer for noget som helst andet end mig selv. Det er det opgør, jeg håber folk vil læse – et opgør med en fremmedfjendsk Hassan. Han er sig selv fremmed, og fjendsk over for den del af sig selv. En kliché fra venstrefløjen siger, at en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt. Min egen Hassan er den ven, jeg endnu ikke har mødt. Så nej, det er ikke synd for Hassan, men det er en synd for Hassan, at han stikker sig selv i ryggen.