Jiddisch sprog og humor – og jødisk humor generelt for den sags skyld – er ikke kendt for at spare på sarkasmen, så spørgsmålet overraskede avisens sproghjørne. ”Kan det virkelig være rigtigt, at der ikke er nogen ord for ‘kynisk’ og ‘sarkastisk’ på jiddisch og hebraisk?”
Ikke hvis man ser på de moderne sprog. Både jiddisch og hebraisk har præcis de samme ord for ‘kynisk’ og ‘sarkastisk’ som mange andre sprog. På jiddisch hedder ‘kynisk’ tsinish, en kyniker er en tsiniker, og kynisme hedder tsinizm, mens ‘sarkastisk’ og ‘sarkasme’ hedder henholdsvis sarkastish og sarkazm. Og på hebraisk har vi tsini, tsinikan, tsiniut, sarkasti og sarkastiut. Så hvad er hr. Szubins problem?
Hans henvendelse giver faktisk selv svaret. Han er interesseret i sproglig ‘arkæologi’, altså i at grave ned under den moderne brug og finde ældre lag, og ord som tsinish og sarkasti er moderne låneord fra europæiske sprog og optræder ikke i jiddisch og hebraisk før det 19. århundrede. Har han så alligevel ret? Var jiddisch og hebraisk tvunget til at låne ord for ‘kynisk’ og ‘sarkastisk’, fordi de før moderne tid ikke selv havde ord, der dækkede?
Lad os lige se på de to ord. Begge er kommet ind i de europæiske sprog via latin, som igen fik dem fra græsk. ‘Sarkastisk’ stammer fra det græske sarkazein, at flå kød i stykker (fra sarkos, ‘kød’), og ‘kynisk’ stammer fra kynikós, hundeagtig (fra kyon, ‘hund’). Kynikerne, eller de hundeagtige, var i det gamle Grækenland navnet på en filosofisk bevægelse, som afviste samfundets konventionelle skikke og værdier og opfordrede til en tilbagevenden til det enkle, naturlige liv. Kynismen blev grundlagt af Diogenes (ca. 400-325 f.a.t.), som var berygtet for at sove, rode efter mad og sågar forrette sin nødtørft i det offentlige rum.
For grækerne og romerne var kynikeren en person, der fulgte kynismens filosofi. Ordet forsvandt i Europa i middelalderen, da førkristen græsk og romersk filosofi blev glemt, og dukkede først op igen i renæssancen med genopdagelsen af den klassiske verden og dens filosofiske skoler. Med tiden kom ordet til at betegne en evig kritiker, som ofte tvivler på andre menneskers motiver og hæderlighed. På engelsk ser man for første gang ordet i den betydning i 1596. Den første forekomst af ordet ‘sarkastisk’, som også er lånt fra den klassiske litteratur, stammer fra 1695, men ordet ‘sarcasmus’ i betydningen spøgefuld hån ses allerede i 1579.
Så kan vi spørge hr. Szubin: Betyder det så, at engelsk ikke havde nogen ord til at beskrive en kynisk eller sarkastisk person før sidst i det 16. århundrede? Svaret er nej. Engelsk havde mange ord til at beskrive fænomenet, og det samme gælder jiddisch og hebraisk, som aldrig har manglet ord for spottefugle. På jiddisch er der ord som shpeter og khoyze-makher og på hebraisk letz, lo’eg og melaleg. Det faktum, at begge sprog har lånt (formentlig fra russisk eller tysk) versioner af de oprindelige ‘kynisk’ og ‘sarkastisk’ et par hundrede år efter engelsk, siger noget om den jødiske kulturs relative isolation i Europa før det 19. århundrede, men det beviser ikke, at der ikke har været kynisme og sarkasme i kulturen.