For mange kristne kirkesamfund var årene efter Holocaust en selvransagelsens tid. Det var svært at se bort fra, at kristendommens traditionelle antijudaisme og had og foragt for jøder var en af forudsætningerne for den racistiske antisemitisme og nazismens mord på ca. 6 millioner jøder.
I alt for mange lande havde kirkerne undladt at hjælpe jøderne, da de blev forfulgt og til sidst myrdet – i mange tilfælde af troende kristne.
Både katolikker og protestanter begyndte derfor at undersøge deres teologiske baggrund og historie i forhold til ikke bare den historiske jødedom, men også til nutidens jøder. Hermed blev der skabt basis for ægte religionsdialog mellem jøder og kristne, hvis formål det var ikke bare at opnå en bedre forståelse af de to religioner, men også at modarbejde kristen antisemitisme og foragt for jøder og forsvare det jødiske folks ret til dets historie, tro og skikke.
Dette var helt nye toner efter næsten to tusind års kristne anklager mod jøderne, for allerede i Det Nye Testamente spores en polemik mod jøder. Kristendommens krav på at være den ene sande religion for alle folkeslag gav desuden de kristne en missionsiver, som ikke mindst var rettet mod jøder. De kristne gjorde krav på at være ’det sande Israel’, ’det åndelige Israel’, mens jøderne var ’det kødelige Israel’ – eller helt havde fortabt retten til at bære navnet Israel og burde være ophørt at eksistere som folk ved kristendommens fremkomst. Parallelt hermed hævdede de kristne, at ’Den gamle Pagt’ (mellem jøderne og Gud) var blevet ophævet og erstattet af ’Den nye Pagt’ (mellem Gud og de kristne).
En frivillig debat i 1170
Op gennem middelalderen blev mange jøder i det kristne Europa tvunget til at deltage i debatter med kristne, ofte arrangeret som store spektakulære begivenheder med deltagelse af biskopper og konger med det formål at omvende jøderne. I mange tilfælde endte det med forfølgelse, tvangsdåb eller i sidste instans fordrivelse. Men jøderne tog ivrigt til genmæle, og de var mange gange forbløffende frygtløse – og morsomt ironiske – i deres modkritik af kristendommen og de kristne.
En af disse mange religionsdebatter, der dog var frivillig, blev ført mellem en spansk jødisk lærd, Jacob ben Reuben, og en anonym lærd munk. Jacob skrev i 1170 en bog i dialogform herom på hebraisk: Milchamot haShem (Krigene for Gud), hvor han forsvarer de jødiske synspunkter, bl.a. hvem der er Det Sande Israel. Munken fortolker profetierne i Jeremias’ Bog kristologisk og hævder, at Jeremias mange steder skriver om de kristnes messias. Jacob bebrejder munken, at han fortolker et tekststed uden at tage hensyn til den sammenhæng (kontekst), det står i, hvorefter Jacob citerer Jeremias kap. 30 vers 21: “Hans fyrste skal være en af hans egne, hans hersker skal udgå af hans midte. Jeg vil bringe ham nær, så han kan nærme sig mig; for hvem ville ellers vove at nærme sig mig, erklærer Herren”.
Herefter siger Jacob til munken: “Du fortolker ’hans fyrste’ som vedrørende jeres messias, men hvad der går forud herfor, vender du dig ikke til, og hvad der kommer efter, ser du ikke; og således hedder det i det foregående (vers 18-20): “Således sagde Herren: Se jeg vil genoprette Jakobs telte og forbarme mig over hans boliger; byen skal blive genopbygget på sin tomt, og paladset stå hvor det stod. Fra dem skal lovsang lyde og legendes råb; jeg vil gøre dem mange, og de skal ikke blive få. Jeg vil gøre dem hædrede, og de skal ikke blive ydmyget. Hans børn skal blive som tidligere, og hans menighed blive oprettet for mit åsyn, og jeg vil straffe alle hans undertrykkere”. Og lige efter hedder det: “Hans fyrste skal være en af hans egne” – og hvis denne fyrste var messias, så lad mig vide, hvorledes han ’genoprettede Jakobs telte’ og ’forbarmede sig over hans boliger’, og hvorledes ’byen skal blive genopbygget på sin tomt’, for blev det ikke alt sammen lagt øde netop på Jesu tid? Og hvorledes kan det gå i opfyldelse ’og jeg vil gøre dem mange, og de skal ikke blive få’, for vi er forblevet få af mange, og hvad med ’hans børn skal blive som tidligere’, og hvorledes ’straffede Han alle hans undertrykkere’, for de kristne undertrykker os meget; og der står skrevet bagefter (vers 22): “I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud” – og hvis dette vers siges om jeres messias, så er det løgn, for vi er aldrig blevet hans folk, og ikke en af os anerkender hans guddommelighed, og det du har sagt er umuligt”.
Jacob argumenterer logisk, at profetierne vedrører jøderne – så meget mere som de endnu ikke er gået i opfyldelse! – og påpeger således, at det er jøderne, der er Det Sande Israel.
Tvangsdisputten i Barcelona
En anden og absolut ikke frivillig debat fandt sted i 1263 i Barcelona mellem den berømte lærde Rabbi Moses ben Nachman (1194-1270), også kaldt Nachmanides eller Ramban, og en frafalden jøde, Pablo Christiani. Kongen tvang Ramban til denne disput, som foregik over fire dage, men han havde dog fået talefrihed. Håbet var, at Pablo kunne overbevise Ramban om, at messias allerede var kommet, og at Jesus er messias, og dermed ville Ramban og alle de andre jøder omvende sig til kristendommen. På disputtens anden dag stiller Pablo et direkte spørgsmål til Ramban: “Tror du, at messias er kommet?”, hvortil Ramban svarer:
“Nej! Tværtimod tror jeg og ved jeg, at han ikke er kommet! Det er umuligt for mig at tro på, at Jesus er messias, for profeten siger om messias (Salme 72,8): “Fra hav til hav skal han herske, fra floden til jordens ender” – og Jesus havde jo ikke noget herredømme; men i sin levetid blev han forfulgt af sine fjender og skjulte sig for dem, og til sidst kom han i deres magt, og han havde ikke evne til at frelse sig selv; hvordan skulle han da kunne frelse hele Israel? Og heller ikke efter sin død havde han noget herredømme, for Roms magt er ikke på grund af ham. Tværtimod, selv før de troede på ham, styrede byen Rom størstedelen af verden, men efter de antog troen på ham, mistede de mange provinser. Og nu har Muhammeds tilbedere mere magt end de kristne. Og der står skrevet (Jesajas Bog 2,4): “… og deres sværd skal de smede til plovjern … og folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mere”. Men fra Jesu dage og til nu har hele verden været fuld af vold og røveri, og de kristne udgyder mere blod end resten af folkeslagene”.
Ramban påviser uoverensstemmelserne mellem den kristne messias’ faktiske livsforløb og profetierne om den jødiske messias i den hellige skrift. Indirekte et bevis på, at jøderne er Det Sande Israel.
Nutidig dialog
Det gamle kristne krav på at være Det Sande Israel og have overtaget jødernes plads som Guds udvalgte folk lever den dag i dag i mange kristne kredse. Denne opfattelse kaldes i teologisk forskning replacement theology ’afløsningsteologi’ eller substitution theology ’erstatningsteologi.
Men en voksende gruppe kristne mener, at det både er religiøst forkert og en farlig vej, der kan føre til forfølgelser af jøder, at hævde, at de kristne er blevet udvalgt i stedet for jøderne; så kan kristne jo også blive forkastet og udvælgelsen overgå til et andet folk. De ønsker fuld anerkendelse af jødernes udvælgelse og mener, at også andre end jøder kan være Guds udvalgte.
Dette synspunkt har den svenske kirke taget aktivt til sig i de seneste 20 år, og både kirken selv og nogle af lærerne i kristen teologi ved de svenske universiteter arbejder for at ændre den traditionelle foragt for jødedom både blandt præster og kirkegængere. Det er på denne baggrund, at det nye dialogprofessorat er ved at blive oprettet i Lund og Jerusalem. Mærkeligt nok er der slet ikke en tilsvarende debat i den danske kirke, og her kan man stadigvæk høre præster udtale sig nedladende fra deres prædikestole om ’jøderne’, der tror og gør noget forkert, mens ’vi kristne’ tror på den rette måde. Mon der kunne komme ’svenske tilstande’ også i Danmark?