Kunsthistorien er fuld er kunstretninger og bevægelser, hvis navne signalerer alt muligt andet end bare det kunstneriske indhold. Nogle navne udspringer af den første nedladende kritik (som impressionismen og fauvismen), andre har karakter af en tilbageskuende og måske nostalgisk kvalitetsbetegnelse (såsom den hollandske og den danske guldalder), og endnu andre betegnelser har nærmest karakter af propaganda. Det sidste gælder den amerikanske abstrakte ekspressionisme, som fik sit tilnavn, mens retningen endnu var ung i 1950’erne. Meget betegnende har en af de centrale tidlige bøger om bevægelsen undertitlen The Triumph of American Painting. Altså en markedsføring med stærke nationale undertoner!
Imidlertid kan man både diskutere, hvor “amerikansk” og “ekspressionistisk” bevægelsens kunst egentlig var. Der var flere indvandrere blandt udøverne, og ikke alle kunstnerne lagde de store personlige følelser i deres værker. En foregangsmand som Jackson Pollock brugte store armbevægelser og slyngede nærmest om sig med den våde farve, og hans arbejdsform havde nærmest karakter af en performance. Men billederne fortæller intet privat om Pollock.
Hans kollega Mark Rothko benyttede helt andre virkemidler og opnåede et fundamentalt anderledes udtryk. Også i hans tilfælde kræver det en del forklaringer at få ham til at passe til betegnelsen ekspressionist. Men det lønner sig at søge disse forklaringer.
Rothko blev født i 1903 som Marcus Rothkowitz i Dvinsk (Dineburg) i Letland af jødiske forældre. Hans far emigrerede til USA i 1910, og resten af familien fulgte efter i løbet de næste tre år, og de slog sig ned i Portland i den nordvestlige stat Oregon. Der var intet i Marcus’ opvækst, der pegede mod en kunstnerisk karriere. Faderen var farmaceut, og under sine studier ved Yale University sigtede han selv mod at blive advokat eller ingeniør. Han forlod dog Yale i 1923 uden en eksamen, men også uden at have fulgt et eneste kursus inden for kunst.
Det var først, da han i 1924 kom til New York, at han gik i gang med en kunstnerisk uddannelse. Hans start var yderst traditionel og ikke særlig målrettet. I rigtig mange år – helt frem til begyndelsen af 1940’erne – arbejdede han inden for en realistisk, figurativ tradition med motiver især fra New York. Af de malerier, han udførte på denne tid, kan man ikke aflæse, at han siden skulle blive en af de mest innovative amerikanske kunstnere. Det afgørende incitament til at udvikle sin kunst videre fik han uden tvivl ved mødet med flere af de europæiske eksilkunstnere, der i årene op mod Anden Verdenskrig kom til USA. Den nye inspiration kom dog ikke fra ekspressionismen, men den langt mere aktuelle surrealisme. Det var imidlertid ikke den minutiøse, udpenslede form for surrealisme, som Salvador Dali stod for, men den mere spontane, lidt rablende form, hvor sære, ubestemmelige figurer befolkede lærrederne. På dette punkt var han helt på linje med flere af de andre kommende abstrakte ekspressionister, især Pollock. Selv om Rothko her holdt fast ved et figurativt aspekt, som han siden opgav, havde de nye malerier en meget væsentlig kvalitet, som forblev central for hans kunst: malerierne skaber illusion af et udefinerligt billedrum, som ikke synes at have en klar afgrænsning. Hvad der befinder sig i rummet, får derfor en sært svævende fremtoning.
Rothko holdt fast ved de ubestemmelige væsener i flere år, men omkring 1947 blev de erstattet af uregelmæssige farvefelter, der svæver i det diffuse rum. Endelig i 1950 tog han skridtet til det, der skulle blive hans særkende: farvefelterne blev større og næsten helt firkantede og fyldte nu hele fladen ud. Billederne fik en klarere, symmetrisk struktur og blev helt abstrakte. Men rene farveflader var der dog ikke tale om. De intense farver giver tilmed farvefladerne en vibrerende karakter, og kanterne var uskarpe, næsten som om der ikke var sat skarpt fokus.
I malerisk henseende udelod Rothko ethvert synligt spor af penselføringen. I en vis forstand forsvandt det personlige præg derved fra billederne. Men alligevel udtrykker billederne “noget” – og derved bliver de meget personlige. Rothko bibeholdt det ubestemmelige billedrum, så de vibrerende firkanter nærmest svæver over hinanden, og det er uvist, hvor langt inde i rummet de befinder sig. Resultatet er, at malerierne giver betragterne en stærk følelse af, de ikke bare står foran et bemalet lærred, men ser ind i et univers hinsides al logisk erfaring. Malerierne har en stærk transcendental karakter.
Selv sagde Rothko: “Hvis folk vil have religiøse oplevelser, kan de finde dem her. Hvis de vil have profane oplevelser, kan de også finde dem her. Jeg tager ikke parti.”
Med de monumentale formater, Rothko nu valgte til sine malerier, var hans kunst bogstavelig talt uomgængelig. På udstillinger, hvor han viste flere malerier sammen, kom de til at udgøre en sammenhængende installation. Dette fik i begyndelsen af 1960’erne Phillips Collection i Washington til at skabe et særligt “Rothko-rum” med fire sammenhørende malerier. Det var den første permanente installation af Rothkos malerier.
En logisk følge af den intense virkning, Rothkos malerier havde, var at kunstsamlerne John og Dominique de Menil i 1964 bestilte fjorten store malerier til en udsmykning af et kapel i tilknytning til St. Thomas University i Houston i Texas. Denne opgave optog Rothko de næste år og blev kulminationen på hans kunstneriske karriere. Kapellet står som et absolut højdepunkt i den modernistiske kunst.
På dette tidspunkt havde Rothko opnået en status som en af de største skikkelser i amerikansk kunst. Dette gav sig bl.a. udslag i en stor retrospektiv udstilling på Museum of Modern Art i New York. Men hans sidste år blev mørke. Han kæmpede med depressioner, og i sidste ende valgte han at tage sit eget liv i 1970.
Måske blev denne indre kamp afspejlet i hans kunst. Omkring den tid, hvor han gik i gang med malerierne til kapellet i Houston, skiftede han de intense lysende farver ud med mørke farver, nærmere bestemt forskellige nuancer af sort. Han malede nærmest sorte felter på sort baggrund. Denne dystre farveholdning præger også malerierne til kapellet. Hvordan malerierne fra denne periode skal tolkes, står åbent. Rothko talte selv om at male lyset med sorte farver (ligesom forbilledet Matisse gjorde ved flere lejligheder). Men er det hele sandheden? Så han mod lyset eller ind i mørket?
De sene malerier rejser uvægerligt spørgsmålet: Kan vi – og skal vi – søge at drage paralleller til kunstnerens eget liv? Er der tale om kunst, hvor kunstneren har holdt sine egne tanker og følelser ude af billederne, eller er der tværtimod tale om et meget personligt udtryk for en indre sjælekamp?
Rothko gav ikke selv svaret.