HERZLIYA – Arik Diamant undskylder at han ikke har barberet sig. Der skal jo tages billeder, og han ville også gerne have været lidt mere præsentabel i påklædningen, siger han. Men det er midt i en travl arbejdsdag, så det får være.
Vi møder ham i Herzliya, lidt nord for Tel Aviv. Han har sit eget firma, der designer hjemmesider, og når han bare sidder ved computeren, betyder det med udseendet ikke så meget. Det vil sige, at der er en lille detalje ved hans ydre, som betyder rigtig meget for ham, uanset hvor han befinder sig, og hvornår. På hans venstre underarm bærer han en tatovering, bestående af cifrene 157622.
”Min bedstefar havde samme nummer på sin arm,” siger Arik Diamant. ”Jeg har fået min tatovering her i Israel. Han fik sin i Auschwitz.”
Egen beslutning
Arik Diamant tilhører en lille, men voksende gruppe unge israelere, der værner om mindet om holocaust på denne måde. Om man ligefrem kan tale om en trend, er svært at sige, men fænomenet har i hvert tilfælde vakt opsigt.
”Jeg kendte ikke andre, der havde gjort det, da jeg tog beslutningen,” forklarer han. ”Det kom helt af sig selv. Det virkede som en rigtig måde at vise min bedstefar respekt.”
Det skete tilbage i 2008. Da ideen havde rumsteret i ham i nogen tid, spurgte han sin far til råds. Han forklarede, at han først ville gøre det når bedstefaderen var gået bort, men hans far fandt ingen grund til at vente. Så den kommende fredag, da familien var samlet til middag, tog han stilfærdigt sagen op med sin bedstefar. Denne så først bestyrtet ud og undrede højlydt sig over, at Arik ville gøre sådan noget. Men lidt efter spurgte han så, hvad Arik ville forklare, når han en dag selv havde fået børnebørn, som spurgte til ”bedstefars tatovering”.
”Jeg sagde, at jeg vil fortælle dem om min egen bedstefar og hvorfor det er vigtigt at huske ham,” fortsætter Arik Diamant. ”Både som menneske og for det, han har gået igennem.”
Yosef Diamant døde for at par år siden. Arik er glad for at han fik lavet sin tatovering, mens bedstefaderen endnu levede og han havde mulighed for at spørge ham.
”I dag, efter han er død, er det ikke sikkert, jeg ville have gjort det,” siger han. ”Det var vigtigt for mig, at han vidste det. Naturligvis gjorde jeg det for min egen skyld, men sandelig også for hans. Han skulle vide, at han var i mine tanker, og at jeg nu fører hans arv videre til kommende generationer. Uden hans medviden havde det ikke været det samme.”
Den ægte arv
Dette meget private bånd mellem Arik Diamant og hans bedstefar er en vigtig del af sagen. Han har allerede fortalt sin historie nogle gange, og da Goldberg meldte sig, var han ikke meget for at stille op til endnu et interview.
”Jeg er lidt bange for, at det her er ved at blive til historien om mig, og ikke om min bedstefar. Det var jo ikke meningen,” siger han med antydningen af et smil.
Ikke desto mindre er tatoveringerne blevet til en del af den offentlige debat om, hvordan det moderne Israel forvalter arven fra holocaust. Det vurderes, at der i Israel er 190.000 overlevende. For ti år siden var der 400.000 og i 2025 vil antallet være 46.000, og derfra vil kurven fortsætte sit bratte fald, indtil den sidste, der er i live til at fortælle historien, vil være gået bort.
Gennem de sidste 24 år har unge israelere fået tilbuddet om en rejse til Polen i gymnasietiden. Formålet er at besøge Auschwitz og Majdanek, og undersøgelser fra Undervisningsministeriet i Jerusalem viser, at oplevelsen højner de unges motivation for at aftjene den forestående militære værnepligt. Turene styrker nationalfølelsen, men hvad med mindet?
Arrangement har gennem de senere år været genstand for stigende kritik, fordi turene i en række tilfælde har udviklet sig til fest, farver og druk på hotellerne, eller til malplacerede nationalistiske manifestationer, der ikke altid går i spænd med mindet om ofrene og respekten for de overlevende.
Gammelt tabu
Det er her, tatoveringerne også kommer ind i billedet. Shiran Blushtein fra Tel Aviv fik netop ideen under en skoletur til Polen, som hun på sin vis følte, udvandede mindet. Men hun var også klar over, at hun kom til at røre ved noget, som stadig er et tabu i store dele af det israelske samfund.
”Jeg er vokset op med det, men min bedstefar var aldrig villig til at tale om det,” fortæller hun. ”Der var kun denne ene ting, det fysiske symbol, nummeret. Jeg forstod, at det var et meget følsomt emne, og jeg mente ikke, min familie ville forstå min tatovering, eller at bedstefar ville bryde sig om det.”
Derfor fik hun den først lavet nogle år efter hjemkomsten fra Polen, og hun gjorde det uden først at rådføre sig med familien.
”Jeg vidste, at min bedstefar gerne ville have mig til at huske hans historie og fortælle den, men han ønskede ikke, at jeg skulle gøre det, som havde forårsaget ham så megen lidelse,” tilføjer hun.
Dina Porat, som er professor i holocauststudier ved Tel Avivs Universitet fortæller, at mange overlevende i slutningen af 1940erne bad deres læger om at fjerne tatoveringerne. De var bange for social stigmatisering, og for at de skulle blive set ned på i den jødiske stat. I religiøs jødisk tradition er der forbud mod tatoveringer.
”Det er interessant, at vi med den nye bølge af tatoveringer ser en slags modsat udtryk,” siger professor Porat. ”Folk er villige til at gøre det, ikke som ofre, men som et udtryk for anerkendelse, kontinuitet og værdsættelse.”
Koen gjorde udslaget
Flere forskere påpeger at sagen ikke mindst hænger sammen med at holocaust er på vej til at blive et erindret minde og ikke længere vil være et oplevet minde. Det er en kompleks overgangsfase, hvor mange i samfundet har svært ved at acceptere en ny realitet og egentlig har det meget godt med at lade det blive ved skoleturene til de polske udryddelseslejre.
Det er nok også grunden til at det endnu er et relativt marginalt fænomen, som mange direkte tager afstand fra. Som Dina Porat formulerer det, er det fortsat kontroversielt på det nationale plan, mens det som personligt udtryk er smukt og bevægende. Ingen ved heller, hvor mange, der har ladet sig tatovere. De er ikke sammen i noget netværk, og kender kun i enkelte tilfælde hinanden. Der er som oftest en dybt personlig beslutning.
Ayal Gelles havde også overvejet det flere gange, men havde egentlig opgivet tanken. Men han tog pludselig beslutningen under en rejse i Sydamerika, og det var en ko, som gjorde udslaget. Han havde læst en bog om kødbranchen, og beskrivelsen af hvordan hver dag i slagtedyrenes liv var som en dag i Treblinka.
”Der var to slags mennesker i det nazistiske Tyskland,” siger han. ”Der var de, som troede på ideologien og styrede folkedrabet, og der var de, som fungerede som hjælpere og tog imod ordre ovenfra. Den person, som tatoverede min bedstefar, var formentlig ikke nogen højt dekoreret nazi-ideolog, men han var opdraget til at betragte jøder som objekter, eller måske som mus.”
Det billede overfører han på slagteriarbejderen, som nok ikke lægger noget ideologisk i sit arbejde, men dog udfører det. Ayal Gelles konkluderede, at ondskaben kan dukke op alle vegne, så han fik også lavet sin tatovering som symbol på, at han vil arbejde og leve et godt liv, og ikke blive dømt til gaskamrene.
Samme dag som han fik lavet sin tatovering, blev han veganer.
Små numre har høj status
Nazisterne begyndte at tatovere fanger i Auschwitz i efteråret 1941. Kort efter indførte de samme praksis i Birkenau, og det var de eneste to lejre, hvor det fandt sted. Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange mennesker, der fik tatoveringen, enten på brystkassen, eller i de fleste tilfælde på venstre underarm. Det var kun de, der blev anset for egnede til arbejde, der fik tatoveringen, så på trods af fornedrelsen blev nummeret i mange tilfælde båret med en vis stolthed. Og i særdeleshed de små numre, der viste, at vedkommende havde overlevet flere vintre i lejrenes helvede. ”Enhver ville behandle numrene mellem 30.000 og 80.000 med respekt,” skrev Primo Levi i sine erindringer fra Auschwitz.
Dette uhyggelige forhold har også sat sit morbide præg på det moderne israelske fænomen. Her kan man inddele de, som har ladet sig tatovere i tre grupper. Den ene har, som Arik Diamant, haft en slægtning, eller har stadig en, som har overlevet lejrene. Her vælger man slægtningens nummer. En anden gruppe har slægtninge, som omkom i lejrene, og da det individuelle nummer her er ukendt, vælger man et vilkårligt til sin underarm. Og endelig er der en lille gruppe, hvis familie ikke har nogen direkte forbindelse til holocaust. De vælger også et vilkårligt nummer, men navnlig her er der en tendens til at gå efter de små numre.
”Det opfattes som sejt. Med et lille nummer er man en overlever, og det giver også et signal til de moderne israelske omgivelser. Det synes jeg er forkert,” siger Arik Diamant.
Glemsel er farlig
Det faldt også mange for brystet, da et reklamebureau tidligere i år planlagde at omdele kort med numre, overlevende i det virkelige liv stadig bærer på deres underarm. Kampagnen var rettet mod unge, og navnlig spejdere og medlemmer af Israels forskellige politiske ungdomsbevægelser. Meningen var, at den unge skulle scanne en kode på kortet med sin mobiltelefon, hvorved der ville være forbindelse til en hjemmeside, hvor en af flere overlevende fortalte sin personlige historie.
Planen blev kritiseret for at rette sig mod en aldersgruppe, der ikke nødvendigvis ville forstå fortællingerne i den rette sammenhæng. De fleste ungdomsorganisationer afviste ideen.
Affæren understreger kun, hvordan de traumatiske numre naturligvis er en vigtig del af mindet, og hvordan det moderne Israel har svært ved at finde en fælles holdning i en tid, hvor mindet er på vej ind i en ny fase. Derfor vælger mange, som Arik Diamant, at lade det være en helt personlig sag, som dog har bredt sig i familien. To kusiner og en tante bærer i dag også bedstefaderens nummer.
Arik Diamant fortæller, at den ene kusine på et tidspunkt havde job som kassemedarbejder i et minimarked i Jerusalem. Mens hun slog varer ind, kunne kunderne ikke undgå at bemærke hendes tatovering. De fleste så det uden at reagere, nogle var positive, mens andre kritiserede hende. På et tidspunkt bemærkede en kunde, at Gud har givet mennesket evnen til at glemme.
”Da sagde min kusine, at hvis vi tillader os at glemme holocaust, vil det ske igen,” slutter han, men foretrækker stadig at holde mindet om bedstefaderens traumatiske fortid for sig selv.