Samtidig med x-faktor går visse ortodokse jøder rundt i Israel og skal passe på, de ikke støder ind i lygtepæle og andre mennesker. De har nemlig iført sig særlige briller, der er indrettet sådan, at de slører alt det, der ikke er helt tæt på. Formålet er angiveligt, at de ikke på deres vej gennem verden skal distraheres af løsgående kvinder og andre fristelser. For de 6 $, brillerne ifølge avisen Daily News koster, kan man altså undgå at se alt det fordærvelige og nøjes med at se det, man vil se.
Disse to meget forskellige fænomener har det til fælles, at det handler om at se og at blive set. Begge dele noget der spiller en stor rolle i Bibelen. ”Du er Gud, der ser”, udbryder den gravide Hagar forbløffet, da hun er flygtet ud i ørkenen, væk fra sin frue Sarajs hårde behandling, og Gud opsøger hende der og lover hende, at hendes efterkommere vil være så talrige, at de ikke kan tælles.
OVERVÅGNING
Gud er en Gud, der ser, og det er et tema i en af de smukkeste og mest berømte af Davids salmer, salme 139, der netop handler om at blive set af Gud:
”Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til,
at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”
INGEN FLUGT MULIG
Der er ikke noget, der er skjult for Gud, mener forfatteren, og hans smukke ord lyser af glæde over, at det forholder sig sådan. Men læser man videre, er det, som om tonen umærkeligt skifter, og at der midt i jublen sniger sig noget andet ind:
”Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?”
Sådan spørger han. Men flygte? Hvorfor nu flygte? Selvom man skulle gøre det, så er der i hvert fald ingen flugt mulig:
”Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Og digteren fortsætter med de dobbeltbundne udsagn:
Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.”
Hvorfor skulle man da ønske, at mørket dækkede én? Er det ikke for at gemme sig? Så selvom ordene om, at mørket bliver til lys for næsen af en, er smukke, er der også noget urovækkende over det guddommelige blik, man ikke kan undslå sig. Midt i begejstringen over et kendskab til hver en detalje i ens liv, der er så omfattende, at det kunne give enhver stasi-agent våde drømme, er der noget urovækkende. Kan man overhovedet tåle at blive set sådan?
”HAN HAR JO IKKE NOGET PÅ!”
Det, der udspiller sig her, er en stor-skala udgave af et fænomen, der finder sted mennesker imellem hver dag. Ligeså vigtigt det er at blive set, ligeså skræmmende kan det være, at alt bliver set, og at ens inderste, og mest pinagtige hemmeligheder kommer for en dag.
Derfor er der også nogen, der hævder, at en af de allermest uhyggelige skikkelser i litteraturen hverken er ork, øksemorder eller alien fra det ydre rum, men derimod en lille dreng. Nemlig den lille dreng, der i H.C. Andersens eventyr ”Keiserens nye Klæder” siger ”Han har jo ikke noget på!” Den lille dreng repræsenterer det afslørende blik, der bogstaveligt talt klæder en af, og afslører, at man ikke har noget på, og at man derfor ikke duer til sit embede. I eventyrets sammenhæng er det en befrielse fra spindet af løgne og selvbedrag, men i virkelighedens verden frygtes den lille fyr for sit afslørende blik. Hele eventyret er jo bygget op på frygten for at blive afsløret som uduelig, og derfor lader alle, som om de kan se det tøj, der ikke eksisterer – altså lige indtil den lille dreng kommer på banen.
DET BEGYNDER ELLERS SÅ GODT
I begyndelsen, da Gud havde skabt himlen og jorden, så han, at det, han havde skabt, var godt. Det går som et omkvæd gennem hele skabelsesberetningen, fordi det er vigtigt at få sagt. Enhver ved på den anden side, hvordan det gik siden hen, og at alt ikke blev lige kønt at se på, for nu at sige det mildt. Gud selv kæmper med den erkendelse Bibelen igennem og tager især i begyndelsen først drastiske midler i brug for ikke at skulle se på al den ondskab og fortrædelighed: Han udrydder alt det hæslige og tager alt det andet med i købet. Han fortryder heldigvis denne strategi og må, med større eller mindre held affinde sig med, at alt ikke er lige kønt at skue.
KÆRLIGE BRILLER
Fra vores menneskelige verden ved man, at den eneste måde, man kan tåle at blive set på, så alt kommer for en dag, er, hvis der er et menneske, der elsker en. Der kan man blotte sig i tillid til, at man ikke forkastes, selvom man viser mindre charmerende sider af sig selv.
Man kan vælge at lukke øjnene for alt det hæslige. Man kan vælge at tage de briller på, der slører alt det dårlige og kun lader en se det, man vil se. Eller man kan vove at se tingene, som de er, og så stole på at kærligheden er stærk nok til at rumme dette også.
Gud har i princippet også to muligheder: At lade som om det hæslige ikke findes. At tage slørede briller på, så alt det, der kan friste ham til at give efter for det temperament, der ifølge de bibelske fortællinger ind imellem er lige lovlig iltert, med ødelæggende konsekvenser. Eller som den anden mulighed: At se alting som det, så pinagtigt og hæsligt det end måtte være, men at se det med kærlige øjne. At tage de samme kærlige briller på, som er i stand til også at rumme det, man helst ikke ville se.
Hvis man skal tro forfatteren til salme 139, er det altså ikke spørgsmålet om, hvorvidt Gud ser alt. Det er et spørgsmål om, hvordan han ser. Og det gælder såmænd uanset, om det er ens mangel på sangtalent og x-faktor, man udstiller, eller om man går rundt med slørede briller, så man kun ser det, man vil se.