Naturligvis kan man sige, at Gud, i kraft af sin alvidenhed har et forspring frem for diverse ansættelsesudvalg, der må ty til erhvervspsykologer, spørgeguides og dybtgående samtaler. Det betyder på den anden side, at man kunne forvente, at dem Gud så vælger, er de helt rigtige. Her er Bibelen imidlertid fuld af eksempler på udnævnelser, der udfordrer vores begreber om en sund dømmekraft.
HVORFOR NOA?
En af de mest krævende opgaver for Gud som head-hunter er også en af de første. Der går ikke mange kapitler fra, at han har skabt alting og ser, at alt er såre godt, før han fortryder at have skabt menneskene. De opfører sig rædselsfuldt og bestiller ikke andet end at være onde mod hinanden, og Gud vil slå dem alle ihjel og begynde forfra. Han skal vælge ét menneske i hele verden, der sammen med sin familie skal sørge for at alle dyrene overlever, og for at man bagefter kan begynde på en frisk. Gud vælger som bekendt Noa. Hvorfor, står der til gengæld ikke noget om. ”Noa fandt nåde for Herrens øjne,” står der blot.
Hvorfor valgte Gud egentlig Noa? Var det fordi han var ”retfærdig” og derfor værd at satse på? Det står der ikke noget om. Måske var det som en belønning, fordi han som den eneste havde opført sig ordentligt og været god mod børn og dyr? Eller også blev han valgt, fordi han var naiv – hvor mange andre ville ikke have rystet på hovedet, hvis de havde fået besked på at bygge et kæmpeskib i en del af verden, hvor der er temmelig meget ørken?
NOAS BRANDERT
At det ikke er mandens moralske kvaliteter, der har været udslagsgivende, fortæller den videre historie. Noa får bygget sin ark og samlet sine dyr, både af de rene og de urene, udstår de mange dages forfærdelige regnvejr, sender sin berømte due ud, der kommer tilbage med en olivenkvist i næbbet, og kan endelig gå i land. Hvad er så det første han gør? Han planter en vingård, og så snart han ser sit snit til det, drikker han sig i hegnet og blotter sig for sine børn. Det er dog kun hans søn Kam, der ser ham nøgen, de andre går baglæns ind til ham og dækker ham til.
Meget andet hører vi ikke om Noa – og man må stadig undre sig over, hvorfor Gud lige valgte ham.
EN RØDMOSSET SPLEJS
Måske er det en af pointerne. Læser man videre i Bibelen, tegner der sig nemlig et ganske bestemt mønster, hvor Gud igen og igen vælger den, som ikke synes af noget, eller den som efter menneskelig målestok er ude af stand til at blive noget stort.
Tag nu Kong David, som bliver indbegrebet af bibelsk guldalder. Den karriere lå ikke ligefrem i kortene. Samuel får besked på, at Gud har valgt én af Isajs sønner som ny konge efter Saul, og at han skal salve den, som Gud hvisker ham i øret, det er. Der står Isaj så med sine syv sønner, der alle er vandkæmmede og i nystrøgne skjorter. ”Det må være Eliab dér. Han ser stor og stærk ud,” tænker Samuel. ”Det er ikke ham!” siger Gud. ”Se ikke på hans udseende og højde; det drejer sig ikke om det, mennesker ser på.” ”Nå! Men så Abinadab dér, ham må det være!”. ”Nej, nej!” siger Gud. Og Isaj fører alle sine syv sønner frem for ham, den ene efter den anden, og ingen af dem er det. ”Har du ikke flere sønner?”, spørger Samuel forvirret. Isaj fortæller, at han faktisk har én til, den yngste, der er ude at passe får, som han synes var for lille til at tage med. Han sender bud efter ham, og frem kommer en rødmosset splejs, der hedder David. ”Ham er det!” siger Gud, og så salver Samuel den lille, rødmossede fårehyrde.
SNYD OG BEDRAG
Det er selvfølgelig en historie, man har hørt før, at et menneskes storhed sættes i relief af de små kår, de kom fra. Men Gud har ikke kun en forkærlighed for de små og oversete, når han vælger. Han vælger også et menneske som Jakob, der ganske åbenlyst snyder sig til mange af de fordele, han nyder godt af.
Han snyder sin bror Esau og narrer ham til at bytte førstefødselsretten med en portion linser. Man skal ikke tage beslutninger på tom mave, men det tænker Esau ikke over, og det udnytter Jakob. Han snyder derefter sin gamle, blinde far til at give ham den velsignelse, der var tiltænkt Esau. Han udgiver sig for at være broren ved at lave sin stemme om og binde dyreskind om armen, så han er ligeså lodden at røre ved som Esau. Og det værste er, at han slipper af sted med det.
Og selvom Bibelens forfattere forsøger at dække over det ved at hævde, at det både var ret og rimeligt, at han snød sin bror, for Esau havde ”ringeagtet sin førstefødselsret”, så er vi, der læser det, jo ikke dummere end at vi godt kan se, at Jakob snyder så vandet driver.
Jakob, som selv har lidt frygteligt under faderens forskelsbehandling, bliver i øvrigt ikke en bedre far selv. Han gør skamløst forskel på sine sønner og foretrækker Josef, og de ældste bliver så arrige, at de sælger deres opblæste og forkælede lillebror til ægyptiske slavehandlere.
Jakob er såmænd hverken værre eller bedre end alle mulige andre. Han er et menneske med fejl og svage sider, al hans dygtighed og gode egenskaber ufortalt. Men netop derfor er det interessant, at han udvælges til helterollen i historien, ja endda som stamfar for Israel.
ANDRE UMULIUSSER
Der er mange andre eksempler på, at Guds udvælgelseskriterier kan undre den, der er vant til at gå efter de bedste. Da der eksempelvis skal forkyndes dom over Nineve, vælger Gud den mest umulige profet af alle, nemlig Jonas, til at gøre det, og det skal han i første omgang ikke nyde noget af, så han forsøger at stikke af. Af sted kommer han til slut, dog først efter at være slugt af en hval og gylpet op på land. Sådan kunne man blive ved.
Fælles for alle de mere eller mindre umulige helte, Gud vælger sig, er, at de i det store og hele gør det, Gud vil. De vokser med opgaven, og de, der kommer med indvendinger, som fx Moses, får at vide, at selvfølgelig kan de det, de skal. De er valgt af Gud – og han har i øvrigt tænkt sig at gøre, hvad han vil med dem. Og så er der ligesom ikke andet for end at tage opgaven på sig.
SUND DØMMEKRAFT
I grunden er det både befriende og opbyggeligt, at Gud ikke støtter sig til erhvervspsykologer, personlighedsprofiler og evalueringsskemaer, men har en forkærlighed for at vælge den, ingen havde regnet med. Havde han ikke gjort det, var der meget, der aldrig var blevet, som det blev. Det giver også alle os andre en chance.
Det gælder nemlig også, selvom man ikke står for at blive udvalgt til helt af bibelske dimensioner. Et menneske udvælges livet igennem til opgaver, som det måske slet ikke opfatter som opgaver stillet af Gud, men af tilværelsen som sådan. Så meget desto vigtigere er det at høre, at Gud får det som han vil have det, uanset hvor overraskende hans valg synes at være.
Læs selv: 1. Mosebog kap. 6-9, 1. Samuelsbog kap. 16, 1. Mosebog kap. 27.