Eksemplerne er mange, og den tyrkiske regering reagerer stort set ens hver gang: Ambassadøren trækkes hjem og erstattes af flammende retorik, tunge delegationer, trusler om sanktioner og annullerede kontrakter. Efter nogle uger eller måneder er sagen ude af pressen, eventuel politisk kapital er malket fra alle sider, aftaler fornys, og alt bliver stort set som det var. Undtagen når den tyrkiske afpresning virker (som i USA), så starter det hele forfra.
En del af substansen i dette cirkus er selvfølgelig spørgsmålet om ytringsfriheden. Denne vigtige diskussion vil jeg lade ligge her. Blot denne varedeklaration: jeg er ytringsfrihedsfundamentalist. Og altså imod den franske lov. Det er den tyrkiske regering også, men deres protester med henvisning til ytringsfriheden er komiske, når man f.eks. tager i betragtning, at der lige nu sidder ca. 100 hovedsageligt kurdiske journalister i tyrkiske fængsler på grund af tvivlsomme anklager om bl.a. terrorisme, at man stadig kan straffes for at anerkende det armenske folkedrab, og at Tyrkiet for 3. år i træk er det land, der oftest dømmes ved den europæiske menneskerettighedsdomstol.
Men det er lige så vigtigt at prøve at forstå, hvad Frankrig og Tyrkiet egentlig vil. Det hævdes at den primære grund til, at franske politikere med Nicolas Sarkozy i spidsen gør det strafbart at benægte det armenske folkedrab er, at de vil appellere til de ca. 500.000 fransk-armeniere i et valgår. Det er muligt, men her antages det uden videre, at vælgere af armensk herkomst som en homogen masse sætter krydset ved kandidater, der vil forbyde benægtelse. Og det overses, at der nok er ca. lige så mange vælgere fra Tyrkiet i Frankrig. Men hvad er så formålet med loven? Tja, der findes vel ægte idealister, der som Valérie Boyer mener, at den er et værn mod løgn og forhånelse. Hun har i øvrigt modtaget dødstrusler. For Sarkozy handler det måske mest om at holde Tyrkiet ude af EU.
Hvad Tyrkiet angår, var benægtelsen en tro følgesvend til massakrerne, og den er stadig en konstant faktor. Efter lovende takter da Recip Erdogan kom til magten i 2003, er optimismen falmet. Forholdet til lande som Armenien og Israel er forværret, fremskridt for landets minoriteter er rullet tilbage, og det nationale sikkerhedsråd, landets højeste forfatningsmæssige myndighed, har stadig den aktive, organiserede benægtelse af det armenske folkedrab som en topprioritet.
Men Tyrkiet er også intellektuelle som Orhan Pamuk og Ragip Zarakolu, der åbenlyst anerkender folkedrabet, samt forskere som Ugur Ümit Üngör og Mehmet Polatel der påviser, at den aggressive adfærd som den tyrkiske stat og mange ’almindelige’ tyrkere udviser, når de konfronteres med f.eks. den franske lov, ikke kun handler om personlig, national og religiøs æresfølelse (’min bedstefar var ikke morder’; ’tyrkere/muslimer begår ikke folkedrab’), eller om den udbredte frygt for at miste land til Armenien, hvis fortidens synder indrømmes. Det handler også om penge: fra 1915 blev der med overlæg skabt en tyrkisk/muslimsk middelklasse på bekostning af den kristne og til dels den jødiske, så store grupper i dagens Tyrkiet har meget at miste, særligt hvis anerkendelse følges af kompensation.
Hvis 1) den franske lov godkendes af præsidenten og forfatningsdomstolen, og 2) de tyrkiske reaktioner derefter følger det sædvanlige mønster, hvad kan der så ske i det lange løb? Kritikere af loven hævder ofte, at den ikke bare strider mod ytringsfriheden, den vil også kvæle spæde forsøg på tilnærmelse mellem Armenien og Tyrkiet, osv.
Taner Akcam, en førende tyrkisk forsker på området, er nok mere realistisk når han udtaler, at hvad man end måtte mene om loven, så kan kun pres udefra tvinge den tyrkiske stat og størstedelen af det tyrkiske samfund til at konfrontere og forlige sig med historien.
I skrivende stund er intet altså afgjort. Den franske lov kan blive endeligt vedtaget i februar/marts 2012, men man skal aldrig undervurdere betydningen af realpolitik. Helt sikkert er det at spillet fortsætter, i USA i et valgår, i Knesset i Israel, i Danmark. Kønt er det aldrig, men måske er det nødvendigt, hvis ikke mindst Tyrkiet en dag skal komme videre.