Harry Schein. Navnet ringer måske ingen klokker for danske læsere, men er kendt af de fleste svenskere, der kan huske tilbage til 1950’erne, 60’erne og 70’erne: Schein var en af tidens mest indflydelsesrige kulturpersonligheder, først som vidende og nådesløs filmkritiker i bl.a. Bonniers Litterära Magasin og avisen Expressen, siden som manden der egenhændigt lobbyede for og fik etableret Det Svenske Filminstitut. Samt en filmreform, som skulle fremme kunstneriske kvalitetsfilm, og som har formet svensk film frem til i dag.
Schein blev i 1963 direktør for det filminstitut han selv skabte. Han bestred flere andre nøglepositioner i film-medie- og finansverdenen og havde nære forbindelser til toppen af svensk samfundsliv. Spillede tennis med Olof Palme, havde sin egen ‘stuga’ hos Ingmar Bergman på Fårö, hvor han tilbragte sommerferierne, og var gift med en af Bergmans favorit-skuespillerinder: Den underskønne Ingrid Thulin.
Han var oprindeligt uddannet kemiingeniør og blev som ca. 30-årig millionær på en vandrensningsteknik, han opfandt og tog patent på. Men det, han egentlig brændte for, var ikke naturvidenskab. Hans virkelige lidenskab var kunstens og kulturens rolle i det socialdemokratiske velfærdssamfund, der hastigt tog form omkring ham.
Schein var en flittig forfatter og polemisk samfundsdebattør med et udtalt elitært kultursyn: Han ville – ligesom i øvrigt mange af samtidens danske kulturpolitikere – opdrage sine medborgere til at værdsætte kunstnerisk kvalitet. Ud med fjollede folkekomedier, ind med avanceret filmkunst. Til det formål indførte han f.eks. svensk films vigtigste pris, Guldbaggen, svarende til de danske Robertpriser, og tildelte så i øvrigt under pomp og pragt de første Guldbagger til sin hustru Ingrid Thulin og sin gode ven Ingmar Bergman. Samtidig poserede han i offentligheden som kulturlivets charmerende playboy i bedste ‘Mad Men’ stil i skræddersyet tøj og hurtige biler, omgivet af tidens smukkeste kvinder og mest magtfulde mænd.
Fra flygtning til jetsetter
Scheins høje cigarføring og enevældige ledelsesstil bragte ham naturligvis i modvind og gav ham mange modstandere. Men bag hans medieimage som kulturel jetsetter og magtmenneske toner en arketypisk fortælling frem om fordrivelse og migration i det 20. århundredes Europa. Om at leve i eksil, mentalt og geografisk, og om at genopfinde sig selv med al emigrantens overlevelseskraft, ærgerrighed og ambition. I sidste ende handler historien måske også om en ung Holocaust-overlevers angst, skyld og fortrængninger.
Det er tanker som disse, man sidder tilbage med som biografgænger efter at have oplevet den fængslende nye dokumentarfilm om Harry Scheins liv, ‘Citizen Schein’, skabt af tre af Sveriges mest erfarne filmfolk: Maud Nycander, Jannike Åhlund, Kersti Grunditz Brennan. Filmen kan lige nu ses i biografer i hele Sverige – den vises til jul på SVT og forhåbentlig også på dansk tv.
Titlen Citizen Schein spiller selvfølgelig på Orson Welles filmklassiker fra 1941, Citizen Kane, af mange, måske også af Harry Schein selv, betragtet som verdens bedste film. Og parallellerne mellem filmens fiktive mediemogul Kane og virkelighedens svenske Schein er oplagte. Først og fremmest at Schein ligesom Kane var en person med stor magt i medierne i en tid præget af store samfundsforandringer. Men den desillusion, kynisme og eksistentielle ensomhed, der præger Orson Welles’ filmfigur, reflekteres også i Scheins liv og skæbne, fremgår det af den nye portrætfilm.
Goldberg har spurgt en af filmens instruktører, Jannike Åhlund, om arbejdet med Citizen Schein, der siden biografpremieren i marts har skabt fornyet debat om nyere svensk kulturpolitisk historie.
Jøde i andres øjne
Harry Schein talte i størstedelen af sit liv ikke åbent om sin jødiske baggrund, men netop denne side af hans identitet blev afgørende for hele hans liv og skæbne. Hvilken rolle spillede det jødiske for ham, tror du?
”Det var først i selvbiografien Schein (1980), at han selv berørte sin jødiske identitet”, fortæller Jannike Åhlund. ”I årene efter nævner han i andre sammenhænge, at det jødiske var noget, han blev påtvunget af nazismen. Han oplevede ikke selv, at spørgsmålet om jødiskhed var aktuelt i hans familie, før nazisterne kom til magten. Man kan sige, at det jødiske var noget, han igennem hele sit liv blev tvunget til at forholde sig til pga. udefrakommende faktorer,” siger hun.
Denne ambivalens fremgår meget stærkt af filmen, der bygger på interviews med toppolitikere, journalister og filmfolk, der kendte Harry Schein personligt. Og på interviews med personer, der kendte Harry, før han blev kändisen Harry Schein. Et sandt scoop er det f.eks., at tilrettelæggerne har opsporet Scheins gamle, men knivskarpe klassekammerat fra Wien. For ikke at glemme Scheins amerikanske nevø, en midaldrende herre, der lyser op i barnlig beundring ved mindet om den rige, flotte onkel fra Sverige, der i 1960’erne kom på besøg i en åben sportsvogn med sin filmstjernehustru – og ikke tålte at tabe i tennis til sin dengang 11-årige nevø. Sammen med et væld af vidunderligt arkivmateriale giver det et levende og bevægende indblik i et liv, der savner modstykke i skandinavisk kulturhistorie.
Fra Wien til Småland
Harry Schein var født og opvokset i en velhaverfamilie i Wien, men efter Østrigs ’Anschluss’ til Nazityskland frygtede hans mor for fremtiden. Da hun fik chancen, sendte hun sin søn i sikkerhed i Sverige, hvortil Mosaiska Församlingens hjälpkommitté hjalp flygtende trosfæller. 14 år gammel ankom Harry Leo Schein til Trelleborg med færgen fra Sassnitz. Han kom som uledsaget ’barnekvote’-flygtning med et J i passet og fik midlertidig opholdstilladelse som transmigrant. Betingelsen var, at han skulle rejse videre snarest til et andet land. I alt tog Sverige imod ca. 500 andre uledsagede jødiske børn på flugt fra nazisternes Tyskland og Østrig.
Harrys ældre søster undslap til USA, men moderen og hele Harrys slægt blev i de følgende år myrdet i udryddelseslejrene i Polen. Flygtningebørnene fra Nazityskland blev placeret på landbrug rundt om i Sverige – i lighed i øvrigt med de par tusind børn og unge, det i samme år lykkedes at forcere Danmarks og Sveriges stadig mere hermetisk lukkede grænser som såkaldte chalutzim, unge zionister på flugt fra jødeforfølgelserne i Europa med kurs mod det daværende Palæstina.
Harry var dog på ingen måde interesseret i at være landbrugspioner. Han havnede på en gård i Småland, men som det lakonisk berettes i filmen, var den forvænte overklassedreng fra Wien ikke til megen praktisk nytte på gården, hvor han til gengæld hurtigt forførte bondens datter. Derfor blev Harry sendt bort igen, denne gang til Uppsala, hvor han boede på et drengehjem for jødiske flygtningebørn og kom på sporadiske ferier hos hjælpsomme jødiske familier. Senere flyttede han til Stockholm og blev en politisk engageret del af det internationale migrant- og kulturmiljø i den svenske hovedstad, uddannede sig og skabte sig en karriere.
Manden uden fortid
Schein så sig selv som en helt igennem selfmade mand – uden rødder, familieprivilegier og tilhørsforhold. Og det i en sådan grad, at han i 1947 som 22-årig forsøgte at skifte sit navn ud med det neutrale ’Harry Martin’. Det blev dog afvist af de svenske myndigheder, og siden holdt det svenske sikkerhedspoliti Säpo et vågent øje med den unge statsløse flygtning. Man mistænkte han kunne være sovjetisk spion. Først i 1950, efter mange afviste ansøgninger, fik Harry Schein bevilget svensk medborgerskab.
Spørgsmålet er, om Harry Scheins uvilje til at vedkende sig sit jødiske tilhørsforhold bunder i frygten for antisemitisme, eller om der er tale om en ung overlevers nødvendige fortrængning af Holocausttraumet. Hvad tror filmens tilrettelæggere og Jannike Åhdal?
”Svært spørgsmål! Det er svært at placere sig i et andet menneskes hjerne og udtale sig om, hvad der foregår der,” siger hun. ”Men formodentlig var både frygten for antisemitisme OG den unge overlevers fortrængningsmekanismer vigtige faktorer for ham ved forskellige tilfælde. Måske var det et lige så vigtigt faktum, at Schein voksede op i en borgerlig, assimileret familie, hvor kultur spillede en vigtigere rolle end religion. I 1995 skriver han, at hans tid på det jødiske drengehjem var hans ’eneste og sidste kontakter med jødedommen i Sverige’. I samme bog skriver han, at hans forhold til jødedommen domineres af tre spørgsmål: Nynazismen, den tiltagende antisemitisme og konflikten mellem Israel og araberne.”
Harry Schein engagerer sig i flere samfundsdebatter, bl.a. om nynazimens fremvækst i Sverige, men det sker først i årene efter, han er blevet tvunget væk fra posten som direktør for Filminstituttet. Hans afgang kommer efter et bittert opgør med yngre fremtrædende filmfolk, der i 1978 anklagede ham for magtmisbrug. I løbet af 1980’erne og 1990’erne forsvinder Harry Schein langsomt ud af offentlighedens søgelys. Han bliver aldrig kulturminister i Olof Palmes regeringer, sådan som han ønskede, men dør i 2006 som en bitter og stærkt alkoholiseret mand.
Det er således billedet af et karismatisk, sammensat og ganske plaget menneske, der toner frem i filmen. Denne seer kan dog ikke undlade at se en snert af komik i den måske allerværste ’shitstorm’, Harry Schein oplever i sin tid som offentlig person: I 1985 formaster han sig til at opfordre SVT til at fjerne gamle ’Åsa-Nisse’-film fra sendefladen. Disse svenske folkekomedier fra 1950’erne er ifølge den selvudnævnte oversmagsdommer simpelthen det rene møg og spild af licenspengene! Men Harry må sande, at man ikke ustraffet træder på svenskernes nationalklenodie. Hans kritik udløser en storm af protester i pressen og en masse antisemitiske hadebreve, bl.a. med budskaber om, at ’jøden Schein’ ikke hører hjemme i Sverige. Som hedengangne Olof Palme siger med et skævt smil i et af filmens arkivklip:
”Det er nok den eneste gang, jeg har været overrasket over, at Harry ikke forstår spillet. Det er muligt, han har ret om Åsa-Nisse filmene, men man kan simpelthen ikke udtale sig sådan. Den kamp kan ikke vindes.”
Citizen Schein (2017). Instruktører: Maud Nycander, Jannike Åhlund, Kersti Grunditz Brennan. Se mere her.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!