Krigen i 1973 mellem Syrien og Egypten på den ene side og Israel på den anden var en af de mest blodige konflikter mellem Israel og de arabiske naboer,
Siden staten Israels grundlæggelse i 1948 havde landets forsvar bygget på et ”slå først”-princip, der havde til formål at sikre, at en eventuel krig ville komme til at foregå uden for landets grænser. Men efter Seksdageskrigen i 1967 og Israels vedvarende besættelse af Sinaihalvøen i syd og Golanhøjderne i nord var dette princip vanskeligt at håndhæve.
Vurderingen fra Israels side var, at hvis man fortsat fulgte denne aggressive linje under krisens intensivering i månederne op til 1973-krigen, ville det umuliggøre udenlandsk støtte – især USA’s. Derfor blev Israel ”taget på sengen”, da syriske og egyptiske styrker angreb den 6. oktober 1973. De arabiske lande havde vurderet, at et angreb på den vigtige jødiske helligdag Jom Kippur ville øge overraskelseseffekten. Det viste sig at være en fejlvurdering. I stedet for at helligdagen betød en langsommere mobilisering af forsvaret, foregik mobiliseringen hurtigere end ellers, da veje og jernbaner på grund af helligdagen var affolkede. Syriens angreb ind over Golanhøjderne, støttet af styrker fra Jordan og Irak, blev forholdsvis hurtigt afvis af Israel. Den egyptiske front var det vanskeligere at slå tilbage, og det tog næsten tre uger, før de israelske styrker havde magten ved Suezkanalen.
Våbenhvile
Den 26. Oktober 1973 accepterede både Egypten og Israel FN’s sikkerhedsråds beslutning om en våbenhvile. I modsætning til Seksdageskrigen i 1967, der blev anset for at være ekstremt ydmygende for Israels angribere, blev våbenhvileaftalen i 1973 vurderet som værende en FN-aftale mellem ligeværdige. Uanset om vurderingen var rigtig eller forkert, så blev det af afgørende betydning for de efterfølgende fredsforhandlinger.
En anden betydningsfuld begivenhed, der ledte frem til de fredsforhandlinger, der i dag kendes som Camp David-forhandlingerne, var den egyptiske præsident Anwar Sadats rejse til Jerusalem i 1977.
Kort efter indsættelsen af Menachem Begin som Israels premierminister ankom Anwar Sadat med fly direkte fra Cairo til Tel Aviv. Anwar Sadat var den første arabiske præsident, der nogensinde havde besøgt Israel og endda Jerusalem, den by som ikke engang Israels tætte allierede, USA, havde anerkendt som landets hovedstad. Sadats besøg og Begins genvisit kom til at symbolisere begge parters stærke interesse for at finde en fredsløsning.
Våbenhvilen skulle derfor helst afløses af en permanent fredsaftale, og den 5. september 1978 blev der indledt forhandlinger på de amerikanske præsidenters sommerbolig, Camp David. Til stede ved forhandlingerne var Menachem Begin, Anwar Sadat og Jimmy Carter. Forud var gået et utal af såkaldte diplomatiske sonderinger, men det viste sig hurtigt, at spørgsmålet om den fremtidige status for ørkenhalvøen Sinai var en forhindring, der ikke kunne opnås enighed om. Israel forlangte at beholde dele af Sinai-halvøen, mens Egypten ville have fuld suverænitet over området og kun var indstillet på at acceptere en fredsaftale, der baserede sig på grænserne fra før Seksdageskrigen i 1967.
Efter kun nogle få dage syntes forhandlingerne at være gået i hårdknude, uden perspektiver for en løsning.
Getting to yes
Jimmy Carter henvendte sig på dette tidspunkt til Roger Fisher og William Ury for at få et godt råd. De to professorer ved Harvard Law School havde i årevis været optaget af at udvikle nye principper og metoder til, hvordan man håndterer konflikter og uenigheder. Anledning til deres forskning var de ofte dyre og destruktive løsninger, som de havde været vidne til i deres respektive advokatvirksomheder.
Fisher og Ury havde i deres forskning undersøgt, hvad der eventuelt kunne gemme sig bag konfliktparters uforenelige standpunkter, og hvorfor parterne indtog disse. Studierne førte til en epokegørende iagttagelse for måden af forhandle på.
Fisher og Ury opdagede, at blot fordi forhandlingsparternes standpunkter strider imod hinanden, betyder det ikke nødvendigvis, at deres interesser er modstridende. Ved at dykke ned i, hvad parternes standpunkter dækker over, afsløres de egentlige behov eller bekymringer. Og det kan vise sig, at disse behov og bekymringer måske deles af begge parter, eller at de slet ikke behøver at være modstridende.
Iagttagelserne havde ført til dannelsen af et forhandlingsprincip, hvor de indledende forhandlinger blev brugt til at afdække parternes begrundelser for deres standpunkter. Med Camp David-forhandlingerne tæt på et sammenbrud bad Jimmy Carter Fisher og Ury om at afprøve deres metoder på den virkelige verden.
Ikke andet
Fischer og Ury blev inviteret til Camp David, hvor de afholdt separate møder med henholdsvis Israels og Egyptens forhandlingsdelegationer. Det afgørende spørgsmål om, hvorfor Sinai var så betydningsfuld for israelerne, førte til et afgørende svar. De israelske forhandlere forklarede, at Israel gang på gang var blevet ”taget på sengen” under angreb fra Egypten. Derfor ønskede man at have Sinai-ørkenen som en sikkerhedszone mellem Egypten og Israel, så den israelske befolkning fik tid til forholdsregler ved et eventuelt fremtidigt angreb fra Egypten. Behovet var sikkerhed for overraskelsesangreb fra Egypten. Ikke Andet.
Da man stillede de egyptiske forhandlere samme spørgsmål om, hvorfor Sinai var så vigtig, viste behovet sig at være et ganske andet. Sinai havde været egyptisk siden faraonernes tid. Efter århundreder med græsk, romersk, tyrkisk, fransk og engelsk besættelse var Egypten blevet en selvstændig stat igen. Man var under ingen omstændigheder parat til at afgive territorium til en anden stat. Det ville være et umuligt forhandlingsresultat, der ville krænke egyptiske æresbegreber. Behovet var en ærefuld fred. Ikke andet.
Fredens priser
Camp David-forhandlingerne i 1978 førte til fredsslutning mellem Israel og Egypten. Vel at mærke en fred, der stadig består. Rent forhandlingsteknisk var der derfor tale om en kæmpe succes, da et af kriterierne for god forhandling er, at parterne ikke tvinges til evige genforhandlinger.
Camp David-forhandlingerne var vanskelige. Både den israelske delegation, anført af Menachem Begin, den egyptiske, anført af Anwar Sadat, og den amerikanske, anført af Jimmy Carter, havde sat deres troværdighed på spil.
Fishers og Urys samtaler førte til en viden om, at der lå forskellige interesser bag parternes tilsyneladende konflikt om Sinai. Interesserne var forskellige, Men ikke nødvendigvis modstridende: den ene part ønskede sikkerhed, den anden at bevare territorium for ikke at miste ære.
Fredsaftalen indeholdt løsningen om Sinai: Egypten fik hele Sinai tilbage, så grænserne fra før 1967 blev genoprettet, men Israel fik etableret Sinai som en demilitariseret zone, så sikkerhedsbehovet blev opfyldt. Den oprindeligt uløselige konflikt om Sinai blev løst ved, at begge parter fik opfyldt alle deres behov.
Egypten blev efter fredsforhandlingerne udsat for et enormt pres fra den arabiske Liga og blev endda i en periode udelukket fra Ligaen. Fire år senere kostede det endog Anwar Sadat livet. Han blev myrdet under en militærparade i anledning af ”sejren” i Jom Kippur-krigen.
Men fredsaftalen blev underskrevet den 17. september 1978, Sadat og Begin modtog samme år Nobels fredspris, og deres aftale står stadig ved magt.
Forhandlingsprojekt
Efter Camp David-forhandlingernes succes stiftede Roger Fisher og William Ury ”Harvard Negotiation Projekt” på Harvard Law School. Et projekt, der til stadighed udvikler forhandling som faglig disciplin for nært sagt alle professionelle forhandlere.
I 1981 udgav de deres bestseller Getting to Yes, der er solgt i millioner af eksemplarer verden over.
Principperne bruges flittigt i det private erhvervsliv, især under opbygning af vedvarende relationer som strategiske partnerskabsforhandlinger, nære kunde/leverandør-relationer eller blot for at løse konflikter mellem forskellige funktioner i en virksomhed.
Om metoden er anvendelig i den aktuelle Mellemøstenkonflikt, hvor parterne for det meste helst ser modparten forsvinde, er et stort spørgsmål. Forudsætningen for dens succes er et fælles udtalt behov, som fx ønsket om fred, og at parterne anser hinanden for nogenlunde ligeværdige. Uden tilstedeværelsen af disse forudsætninger kan metoden ikke bruges.