I dag er Balkan kendetegnet ved ”hverken krig eller fred”, ja flere af landene har EU-medlemskab eller har udsigt til det. Og eks-kommunisterne i øst er i dag, snart 25 år efter murens fald, ved at falde for aldersgrænsen.
Højreekstremismen finder vi i såvel det ”ny” Europa i øst som det ”gamle” Europa i vest. Fælles er frygten for det ”fremmede”, ”Vi” står over for ”dem”. I det gamle Europa i vest er frygten meget rettet mod indvandring, ikke alene fra syd, men i stigende grad også fra øst. I Østeuropa derimod er frygten mest rettet mod indre ”fjender”, fx romaer, seksuelle mindretal, kommunister eller jøder. Ydre fjender finder især højreekstremister i øst mest i IMF (International Monetary Fund) og EU, og ofte udtrykt i antisemitisme.
I dag ser mange, også jeg selv, populisme som en ”patologisk normalitet”, der også præger de etablerede partier og civilsamfundene og derfor udgør en alvorlig trussel mod det etablerede liberale demokrati.
Det har været diskuteret, i hvor høj grad populisme og højreekstremisme skyldes økonomiske og sociale problemer. Den ”gamle” ekstremisme fra mellemkrigstiden blev forbundet med den økonomiske krise, men i dag er sammenhængen ikke entydig. Den eksisterer, som vi ser det i Grækenland, men i årene fra 2000 til 2008 var der høj vækst samtidig med stigende højreekstremisme. Et land som Ukraine, fattigt og dybt korrupt og hårdt ramt af finanskrisen, fik først valgt et højreekstremt parti, partiet ”Frihed”, ind i parlamentet i 2012. I stedet peges der som årsag på de civile samfund, der er splittede og på mange måder ”ucivile”. Ungarn er et godt eksempel. Her er højreekstremismen ikke blot udenomsparlamentarisk, for antisemitiske ytringer kommer også fra parlamentets talerstol! De nye sociale medier har skabt nye muligheder for mobilisering og grænseoverskridende samarbejde, også for de ekstreme miljøer. Det ekstreme højre, fx partiet Jobbik i Ungarn, har således effektivt forstået at udnytte internettet og de nye sociale medier.
Der er trods alt grund til behersket optimisme. Men det skyldes vælgerne, ikke EU, der som bekendt lige nu er noget handlingslammet på grund af eurokrisen. I Tyskland er højreekstremismen – og venstreekstremismen for den sags skyld – lykkeligvis en marginal faktor. De polske vælgere har stemt den populistiske bondebevægelse ”Selvforsvar” og det ekstreme Ligaen af polske Familier ud af parlamentet. Ved valget i Slovakiet i 2011 gled det højreekstreme Slovakiets Nationale Parti helt ud af parlamentet. Ungarn har, al højreekstremisme til trods, oprettet et Holocaust museum og markeret Holocaust årsdagen. Mange utilfredse i øst har stemt ”med fødderne” gennem at emigrere til det ”gamle” Europa.
Det er derfor for meget sagt, at der er ”pest over Europa”. Men regeringerne og EU må langt bedre håndtere problemerne med integration af indvandrere og romaer. EU kan her yde et bidrag, men desværre ikke meget mere, for staterne forfølger nationale interesser, og ressourcerne er begrænsede. Samarbejdet i EU på asylområdet fungerer ikke godt, men noget er der dog sket i EU på roma-området.
Det populistiske og højreekstreme ”spøgelse” er en realitet, vi må forholde os til. Men hvad kan vi gøre? Efter min mening: at få skabt bæredygtig vækst og flere jobs vil hjælpe, men kan ikke stå alene. Et dybt alvorligt problem er de stadig alt for store forskelle i levestandard mellem henholdsvis Øst-Syd og Nord-Vest Europa. Her har EU et stort ansvar og også visse muligheder. Mere opmærksomhed må rettes mod ”ucivile” civilsamfund og ekstremisters aktive brug af sociale medier. Og, ikke at forglemme, må vi overvinde de problemer, som det udbredte politiske misbrug af historien rejser, frem for alt staters og regeringers mangel på erkendelse af egen historisk skyld.