I vintermånederne 1871 sad den danske maler David Jacobsen i sit usle hummer i Firenze og gjorde status over sit hidtidige liv som kunstner. Siden sin start på Kunstakademiet i København i 1844 havde han gjort nogle helt bemærkelsesværdige fremskridt som maler. Han havde tilbragt næsten 15 år i Paris, hvor han havde været i berøring med flere betydelige franske malere, og hvor han havde fået vital inspiration til sin kunst. Men hjemme i København var hans bestræbelser ikke blevet værdsat, og han havde kun klaret sig, fordi hans bror havde støttet ham og havde solgt flere af hans malerier i København.
En dansk pioner i Paris
David Jacobsen havde ellers i starten fulgt alle de gængse forskrifter for, hvordan man skulle få succes i Danmark som maler dengang. Han var blot en blandt flere danske jødiske kunstnere på denne tid, og hans familie var assimileret i det københavnske borgerlige miljø. Han havde endda redet med på den nationale bølge i 1840’erne og havde deltaget i krigen i 1848 som frivillig. I de følgende år havde han fulgt de nationale paroler og havde dyrket det danske folkeliv i sine malerier.
Men i 1855 var han brudt op fra Danmark og var rejst til Paris. Dette skridt var ganske usædvanligt for datidens danske kunstnere, da næsten alle udenlandsrejser ellers gik til Italien.
I Paris kom han i berøring med en anden dansk eksilkunstner, marinemaleren Anton Melbye, der da havde boet otte år i byen og havde vundet officiel anerkendelse. David Jacobsen mødte også hans bror maleren Fritz Melbye og dennes elev Camille Pissarro, der da var 25 år og dermed ni år yngre end Jacobsen. Meget tyder på, at Jacobsen og Pissarro stod på venskabelig fod med hinanden, og de har muligvis delt atelier. Den danske maler fulgte dog ikke sin franske kammerat på hans vej til impressionismen. Jacobsen har sandsynligvis ikke haft sin opmærksomhed rettet mod de andre impressionistiske malere, men det er sådan set ikke overraskende, da de alle var mellem ti og tyve år yngre end han.
Til gengæld må David Jacobsen have studeret den ældre franske maler Camille Corots kunst meget grundigt og har måske kendt ham. Han har tydeligvis tilegnet sig hans malemåde og farveholdning og overtaget flere af hans motiver. Af Corot lærte han at betragte motiverne som en malerisk helhed og ikke som en sammenstilling af en masse detaljer. Herved brød han med den kunstneriske doktrin, der var blevet dyrket på Kunstakademiet i København, siden C.W. Eckersberg blev professor i 1818. Jacobsen var en kunstnerisk pioner der foregreb, hvad yngre danske malere som P.S. Krøyer påbegyndte ca. 20 år senere.
Ingen anerkendelse i København
David Jacobsens nye udtryksform vandt dog ikke gehør hjemme i København. De malerier, han lod udstille på Charlottenborg, blev ikke positivt modtaget, og det lykkedes ham hverken at få økonomisk støtte fra Kunstakademiet eller at vinde de konkurrencer, han deltog i. Han prøvede forgæves at forsikre akademiprofessorerne om, at han fortsat støttede de kunstneriske principper, der blev håndhævet i Danmark. Men reelt var de hjemsendte malerier et bevis på det modsatte. Han havde fjernet sig langt fra den officielle linie i dansk kunst.
Jacobsen overlevede kun økonomisk, fordi hans bror Edvard havde held til at sælge flere af hans malerier i det hjemlige jødiske miljø, sikkert til venner og bekendte, og blandt de tidlige ejere af hans malerier finder man navne som Adler, Melchior, Heymann, Trier, Delbanco, Levin, Wallich og Gottschalk.
Han tog enkelte gange hjem på besøg i Danmark, men dette hjalp ikke til at vende hans lykke. Efter det første besøg i 1860 beklagede han sin afrejse i et brev til broren i så stærke vendinger, at man uvilkårligt undrer sig over, hvorfor han absolut måtte af sted. Men tilsyneladende var det kræfter, der hverken havde at gøre med hans familiebånd eller hans kunst, som tvang ham til at rejse.
Afslutning i Firenze
Trods den manglende officielle anerkendelse og støtte besluttede David Jacobsen i 1869 – da han var 48 år gammel – at rejse til Italien, som jo var landet, der plejede at bringe de danske malere succes. Også nu måtte han nøjes med støtte fra nogle venner. Han nåede både til Rom, Napoli og Venedig, men endte i Firenze – igen et utraditionelt valg, da der i denne by ikke var en dansk kunstnerkoloni, han kunne slutte sig til. Han var da svækket af en fremadskridende tuberkulose, og han klarede sig kun gennem vinteren 1870-71 takket være omsorg fra sin italienske ven Carlo Rudolfo, der plejede og bespiste ham.
Da David Jacobsen på denne tid gjorde status over sin karriere, kunne han ikke få regnestykket til at gå op. Italiensrejsen havde ikke gavnet hans muligheder i København, og de negative udsigter var i overtal i forhold til de positive muligheder. I den situation så han kun den ultimative løsning. Den 10. marts 1871 styrtede han sig ud af vinduet, og den følgende nat døde han på et lokalt hospital.
Efter hans død betalte Edvard Jacobsen både hans gæld og udgifterne til hans begravelse, og hans få ejendele blev sendt hjem til Danmark – bortset fra hans kakkelovn, som vennen Carlo Rudolfo fik. Broren prøvede efterfølgende at kontakte den italienske ven, men tilsyneladende uden held, og i dag ved vi ikke, hvem han var.
Forfatteren og kunsthistorikeren Jette Kjærbo har gættet på, at Carlo Rudolfo også var en forhutlet kunstner. Dette kan meget vel være rigtigt. Men jeg tror, at han var andet og mere end det. Det nære venskab mellem de to mænd antyder – sammen med leksikonets angivelse af Jacobsens civile stand som ”ugift” – nogle bånd af en helt anden karakter.
Jeg tror, at David Jacobsen var homoseksuel. Dette ville forklare hans valg og fravalg. For en jøde var homoseksualitet helt udelukket i det snævre og snærende jødiske miljø i København. Han ville ikke kunne realisere sig selv i Danmark. Så hellere leve anonymt i en fremmed by. Også selv om dette betød forringede karrieremuligheder og adskillelse fra familien. David Jacobsen tog konsekvensen og betalte prisen.
Hans kunst blev først opdaget i 1918.