I den løbende diskussion om, hvordan jødisk kultur skal defineres og afgrænses, spiller billedkunsten selvsagt en vigtig rolle. Nogle jødiske malere og billedhuggere vedkender sig, at de skaber jødisk kunst, mens en større gruppe kunstnere insisterer på, at deres jødiske identitet ikke spiller en rolle for den kunst, de skaber. Mange kunstnere og ikke-kunstnere benægter, at man overhovedet kan tale om jødisk kunst som et samlet begreb.
Ikke desto mindre har de to amerikanske kunsthistorikere Samantha Baskind og Larry Silver i 2011 udgivet en bog med titlen Jewish Art: A Modern History. Begge har forsket og publiceret indgående om jødiske kunstnere og emner i flere år, og de forekommer derfor som oplagte forfattere af en bog om netop dette emne.
Baskind og Silver tager indledningsvis fat på den vanskelige definition af deres emne, og de gentager det hyppigt stillede spørgsmål, om det overhovedet giver mening at tale om jødisk kunst i moderne tid, hvor så mange kunstnere har arbejdet uafhængigt af nationale grænser.
Umiddelbart synes der ikke at være afgørende forskelle, når de to franske impressionister Monet og Pissarro omkring 1880 malede billeder af høstakke, men alligevel blev Pissarro udpeget som ”den jødiske kunstner” i samtiden, endda også af flere kunstnerkolleger.
Forfatterne spørger, hvad der skal til, for at vi kan tale om jødiske kunst. Skal kunstneren være jøde, eller skal motivet også være jødisk? En jødisk kunstners portræt af en jøde kan kaldes jødisk kunst, men er et portræt af en ikke-jøde malet af en jøde også et jødisk kunstværk? Baskind og Silver giver ikke entydige svar, men i sidste ende betoner de, at forskningen jævnligt har fremhævet et vist jødisk erfaringsgrundlag eller en jødisk sensibilitet hos jødiske kunstnere, hvad enten de selv har villet være ved det eller ej.
Minoritetskultur
Tilhørsforholdet til en minoritetskultur, ofte kombineret med kunstnernes status som flygtninge/indvandrere – eller i hvert fald med et liv i udlændighed (diaspora) – lader sig ifølge forfatterne ikke fornægte. Uanset at der ikke kan gives en skudsikker definition, mener de, at jødisk kunst adskiller sig mærkbart fra kristen kunst, altså kunst skabt på et kristent erfaringsgrundlag, både den med et specifikt kristent indhold og den udført af kunstnere med kristen baggrund.
Selv om bogens hovedemne er den moderne jødiske kunst, trækker forfatterne indledningsvis trådene tilbage til den ældste bevarede billedkunst med jødisk indhold – dels vægmalerier fra ca. 245 i en synagoge i Syrien, dels bogillustrationer fra ca. 1320. Dette er en klar påmindelse om, at jødedommens påståede forbud mod billeder aldrig er blevet håndhævet konsekvent! Det var imidlertid først med frigørelsen og integrationen i det omgivende samfund i 1800-tallets første årtier, at jødiske kunstnere for alvor begyndte at gøre sig gældende på lige fod med ikke-jødiske kunstnere.
Under gennemgangen af 1800-tallets jødiske kunstnere fremhæves Pissarro med rette, men forfatterne formår ikke at forklare, på hvilken måde hans kunst adskiller sig – i jødisk henseende – fra f.eks. Monets. Dette er karakteristisk for bogens linje, også når den bevæger sig ind i 1900-tallet: der er snarere tale om en historie om jødiske kunstnere end om jødisk kunst! Baskind og Silver har i praksis svært ved at påpege den afgørende forskel på kunst skabt af jøder og ikke-jøder.
Men det skal tilføjes, at forfatterne undervejs demonstrerer et imponerende detaljekendskab til de mange kunstnere, de tager under behandling, og de giver en præcis og rammende karakteristik af hver enkelt kunstners bestræbelser. Der findes næppe nogen anden bog, der med samme overlegne overblik sammenfatter den moderne billedkunst skabt af jødiske kunstnere.
Overblik og undladelse
Efter den indledende historiske oversigt og gennemgangen af de første etablerede jødiske kunstnere i 1800-tallet behandler forfatterne modernismens jødiske kunstnere i Europa og i Nordamerika i to særskilte hovedafsnit. Dette er sikkert en fornuftig opdeling i betragtning af, at de jødiske kunstnere har haft helt andre vilkår i Europa (hvor de udgjorde en forsvindende lille minoritet) end i USA (hvor jødisk kultur jo i visse miljøer har været særdeles udbredt).
Dernæst indeholder bogen et afsnit om den kunst, der kredser om Holocaust og dens følger. Endelig følger et kapitel om kunsten i Israel, hvor de jødiske kunstnere jo for første gang har tilhørt en majoritetskultur.
Et af de gennemgående temaer i bogen er at belyse, i hvilken grad de emigrerede kunstnere (især fra Østeuropa) har holdt fast i deres egne traditioner eller har søgt at tilpasse sig den dominerende kultur i de lande, de er nået frem til. Undervejs lægger forfatterne stor vægt på at placere kunstnerne i den historiske, sociale og politiske situation, der dannede ramme om deres kunst. Baskind og Silver gennemgår udvalgte værker af de enkelte kunstnere ud fra deres individuelle forudsætninger, og de betoner de specifikt jødiske motiver og temaer, hvis de altså gjorde sig gældende i deres værker, og diskuterer, hvordan kunstnerne i givet fald har varetaget deres jødiske arv.
Under diskussionen af Chagalls kunst er der dog en vigtig pointe, der synes at have undsluppet forfatterne. I den første tid efter sin ankomst til Paris i 1910 kredsede han om russiske motiver i sine billeder, som de også skriver. Men det var vel at mærke ikke den jødiske shtetl, men derimod den kristne landsby, han i starten genkaldte i billederne (med russisk-ortodokse kirker i stedet for synagoger!). Det var først, da hans barndoms verden var ved at gå tabt under Første Verdenskrig, at han systematisk gav sig til at dyrke jødiske motiver (se Goldberg # 10).
Holocaust
De jødiske kunstneres ofte meget specielle livsvilkår har i mange tilfælde bevirket, at der er stor alvor i den kunst, de har skabt. Men ofte har de dog også taget ironi og humor til hjælp, når de har villet belyse jøders situation og historie – som når amerikaneren Deborah Kass med kærlig hilsen til Andy Warhol (og Jacqueline Kennedy) har skabt et seksdobbelt portræt af en ikke-klassisk skønhed, Six Blue Barbaras (The Jewish Jackie Series) fra 1992.
I bogens kapitel om kunstværkerne, der har taget afsæt i Holocaust, finder man uden tvivl de stærkeste og mest barske billeder, der berører fællestræk i mange jøders skæbne. Forfatterne fremdrager en række værker skabt af forfulgte kunstnere under rædselsregimet i Europa, blandt andet Felix Nussbaums forskræmte selvportræt med Davidstjerne på frakken og identitetskort i hånden, malet mens han var gået under jorden i Belgien. Nussbaums frygt var desværre velbegrundet. Trods udstrakt hjælp til at skjule sig fra venner blev han taget af nazisterne og endte i Auschwitz.
Forståeligt nok har Holocaust også inspireret en lang række kunstnere efter krigen, både i meget direkte billeder og i mere abstrakte monumenter over de mange millioner dræbte trosfæller. I adskillige tilfælde trækkes der linjer til forfulgte jøders skæbne til andre tider.
Bezalel
Med oprettelsen af Israel i 1948 kommer et helt nyt aspekt ind bogens diskussioner. Nu bliver det muligt at tale om en national jødisk, eller rettere israelsk, kunst. Forfatterne påpeger, at der allerede flere årtier før uafhængighedserklæringen blev skabt kunst af jøder i Palæstina, og der blev sågar etableret en egentlig jødisk kunstskole allerede i 1906 i Jerusalem, opkaldt efter den eneste kunstner, der nævnes ved navn i den jødiske bibel, Bezalel.
Grundlæggeren Boris Schatz arbejdede målbevidst på, at hans kunst – og skolens virke – skulle styrke den zionistiske idé. Han bekæmpede aktivt den gryende modernisme og støttede en gammeldags akademisk udtryksform. Dette førte til et brud med en række yngre kunstnere, der med en udstilling i 1922 banede vejen for det moderne gennembrud i israelsk kunst, inspireret af de aktuelle strømninger i Paris. I de nærmest følgende år rykkede centret for den nye kunst til Tel Aviv, som på det tidspunkt var i hastig vækst.
Da den israelske kunst i sagens natur i høj grad er blevet skabt af indvandrerkunstnere, har det lige fra starten ligget i kortene, at den var stærkt præget af strømninger fra udenlandsk kunst. Men det er dog muligt at pege på nogle træk, der er specielle for kunsten i Israel.
I de tidlige år, specielt i 1920erne, malede flere kunstnere orientalske motiver i en lidt naiv modernistisk stil, uden tvivl som led i en bestræbelse på at skabe et kunstnerisk udtryk, der var i samklang med det nye hjemland. Her ses jøder og arabere i øvrigt ofte side om side, ikke som modsætninger, men som en del af en fælles kultur knyttet til Palæstina. Det var vel at mærke før de voldsomme arabisk-jødiske uroligheder i 1929.
I de følgende årtier har mange israelske kunstnere skabt værker, der på forskellige måder fokuserede på jødisk identitet og på det land, der nu var blevet deres hjemland, ikke i én bestemt gennemgående stil, men tværtimod meget varierede i udtryk, gerne med henvisninger til bibelske skikkelser eller til aktuelle begivenheder.
En del israelske kunstnere har imidlertid også helt frem til i dag kredset omkring den pris, de arabiske palæstinensere har måttet betale for oprettelsen af Israel. Det gælder for eksempel Naftali Bezems maleri I gården i det tredje tempel fra 1957, hvor han med stærk inspiration fra Picassos Guernica har skildret en massakre på arabere i landsbyen Kafr Qasim.
Diaspora, Abraham og USA
I det afsluttende kapitel fremhæver Baskind og Silver tre temaer, som de anser for gennemgående i jødisk kunst: for det første livet i diaspora, eksemplificeret ved den omvandrende jøde, for det andet den særlige jødiske pagt i bibelen, eksemplificeret ved Abrahams ”ikke-ofring” af Isak, og for det tredje det specielle jødiske sociale engagement, som især er kommet til udtryk i amerikansk jødisk kunst. Disse temaer gør sig efter deres mening gældende over et bredt spektrum af motiver. Forfatterne har uden tvivl ret et langt stykke af vejen, også selv om mange jødiske kunstnere ikke kommer med figurative referencer i deres kunst.
Selv om Baskinds og Silvers bog Jewish Art: A Modern History ikke giver det endegyldige svar på, hvad jødisk kunst er, så vil den takket være forfatternes store overblik og uhyre detaljerede viden uden tvivl fungere som et undværligt referenceværk i mange år fremover.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!