Men et af de absolutte højdepunkter stammer fra slutningen af Jobs bog. Her det kun Jobs tre venner, der får kærligheden at føle: De får en guddommelig skideballe og bliver bebrejdet at have talt usandt om Gud. ”Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner”, får én af dem at vide, ”fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job.”
Det er særligt frydefuldt, fordi de netop har gjort, hvad de kan, for at redde Guds ære. De har nemlig sat al deres intellektuelle formåen ind på at se en rimelighed i de ulykker, Gud lader regne ned over Job. I kapitel efter kapitel prøver de at overbevise den stakkels Job om, at der er fornuft i galskaben og, at der ganske enkelt må være en sammenhæng mellem Jobs liv og de lidelser, der rammer ham.
ET ORDENTLIGT MENNESKE
Hvad er der da sket for Job? Da vi møder Job, går det ham godt. Han har syv sønner og tre døtre, og han er rig: Han ejer tusindvis af får og kameler, hundredvis af okser og æselhopper og en mængde trælle, får vi at vide. Men ikke nok med at han er en af de mest velhavende, han er et ordentligt menneske, han er gudfrygtig og generøs, på enhver måde et forbillede på en god samfundsborger. Så god – desværre, kan man sige – at Gud ikke kan lade være med at prale med ham overfor Satan, for et så godt og gudfrygtigt menneske skal man lede længe efter. – Bah, siger Satan, han er bare så from, fordi det går ham godt, og så gudfrygtig fordi du forkæler ham!
Næ, lad mig lægge min hånd på ham, så vil han spytte dig op i dit åbne ansigt!
Gud indvilliger i, at det må komme an på en prøve, og Gud giver Satan lov til at mishandle Job for at se, om det holder stik – mildest talt ikke særligt betryggende, at den slags kan finde sted! Det afgørende for fortællingen er imidlertid, at det dermed er bøjet i neon, at der ikke er nogen opbyggelig pointe i de ulykker, der rammer Job. Det er blot resultatet af et bizart væddemål i himlen. Dermed er ét af de mest påtrængende spørgsmål klar til behandling, nemlig lidelsens problem.
JOBS ULYKKE
Job mister alt. Ikke bare sin ejendom, sine utallige husdyr og trælle, men også hans sønner og døtre omkommer. Men Job siger blot: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet. Så strammes skruen: Job rammes af sygdom og ondartede bylder og ender med at sidde i askedyngen og skrabe sine væskende sår med potteskår for at lindre smerten. Det er sådan Jobs venner Elifaz, Bildad og Sofar møder ham – og de kan næsten ikke kende ham. Til at begynde med sidder de bare hos ham. I syv dage og syv nætter siger de ikke noget, de er der bare. De gør med andre ord det, der er så svært, selvom det er så indlysende: At være der, sammen med Job, i lidelsen og afmagten.
Hvor ofte oplever den, der har mistet eller er ramt af ulykke ikke, at andre har travlt med at lade som ingenting, gå over på det andet fortov. Vi ved ikke, hvad vi skal sige, og prøver i stedet at flygte fra vores egen afmagt. Men måske behøver man slet ikke sige så meget, men bare være der, sådan som Jobs venner er det.
VENNERNE TAGER ORDET
Men vennerne kan alligevel ikke styre sig. Job beklager sig, han forbander den dag han blev født. Det er for stor en anfægtelse at se deres ven sådan, eller rettere, det er for stor en anfægtelse, at se deres Gud sådan. Det strider i den grad mod alle deres fromme forestillinger om Gud, at han kan gøre det mod et menneske som Job – og så begynder de ellers den en forsvarstale efter den anden, der alle sammen skal vise, at selvfølgelig har Gud en mening med det han gør. Og derfor tager de Guds parti – og ikke deres ven Jobs.
Det må være en retfærdig straf for noget han har gjort. Job nægter at have gjort noget. Men er han nu helt sikker på det? Kan det ikke være noget, han har gjort uden at vide det? Og kan et menneske være mere retfærdigt end Gud? Eller de hævder, at Gud så nok er ude på at fortælle ham noget, at irettesætte ham, lære ham noget. Har han ikke været lidt for stor på den, har han ikke taget det liv, han havde, som en selvfølge?
SKYLD OG SKÆBNE
I vore dage tænker ”Jobs venner” anderledes, men hensigten er den samme: At se en fornuftig sammenhæng i det, der ikke rummer nogen fornuft. Selvom Gud ikke fylder ligeså meget, fylder sammenhæng mellem skyld og skæbne stadig meget. Lidelserne er ikke bare tilfældige, men skyldes for få grøntsager, for lidt motion, for mange smøger, for stresset et liv, for lille opmærksomhed på ”kroppens signaler”, for lidt ”positiv tænkning”. De moralske brister har fået ny indpakning, men argumentationen er præcis den samme. Man straffes for sine synder.
Man genfinder i dag også vennernes forsøg på at gøre det hele til en læreproces. Lidelsernes formål er at åbne vores øjne for noget, vi har glemt, nogle sande værdier i tilværelsen, som vi har lukket øjnene for. Selvom den, der lider, bagefter ville kunne sige, at det lærte ham eller hende noget vigtigt, så er det dog de færreste, der vil bytte.
Det er åbenbart svært at acceptere, at ulykken rammer blindt, og så konstruerer man en sammenhæng. Uanset hvilken grund man måtte have til at holde Gud udenfor, bliver der kun én tilbage til at bære den frygtelige byrde: mennesket selv.
Sådan taler Jobs venner, dengang som nu. Der må være en mening i galskaben – og for at redde dén, ofrer de i virkeligheden den lidende Job. Det er ikke svært at forstå, at Job bliver vred på dem og afviser alle deres velmente ord og billige trøst.
EN SKIDEBALLE – OG ET SVAR
Det frydefulde er, at de bliver sat sådan på plads, ikke bare af Job, men af Gud selv. Alle forsøg på at kloge sig på, hvad Guds mening med dette eller hint måtte være, gøres til skamme. Gud roser derimod Job for at have talt sandt om Gud – og det er egentlig ligeså overraskende, for hvordan er det lige han har gjort det? Han har skældt og smældet, han har forbandet den dag, han blev født, han har anklaget Gud for alt det værste, at være ligeglad, uretfærdig, fjendtlig. Han har, billedligt talt, taget Gud i reverset og rusket ham og vredt råbt i ansigtet på ham: Hvorfor gør du det her imod mig?
Det mærkelige er, at Gud til sidste svarer Job. Gud taler til ham inde fra en storm, der pludselig rejser sig. Det er måske ikke det svar, Job havde regnet med. Det er ikke en forklaring, der åbenbarer den skjulte sammenhæng i alting. Han indrømmer heller ikke her, hvad den egentlige grund er til Jobs lidelser, for der er noget principielt på spil.
Guds svar er ved først øjekast en magtdemonstration. Han opruller i kapitel efter kapitel sit skaberværk i al dets fascinerende storhed under den skjulte overskrift: Hvem tror du egentlig, du er, at du stiller den slags spørgsmål?
Hvor var du, da jeg grundlagde jorden?, spørger Gud, og fortsætter i samme stil. Har du nogensinde beordret morgenen frem / anvist morgenrøden dens plads?(…)Kan du binde Syvstjernens bånd / eller løse Orions lænker / Lader du Venus gå op i rette tid? – og sådan bliver han ved!
DEN DYNAMISKE VERDEN
Job er blot et menneske, kan ikke det, Gud kan, og kan derfor heller ikke begribe verdens indretning. Men der er mere at sige: Det er påfaldende at Gud benytter sig af en lang række ”fødselsbilleder”: Har regnen en far /og hvem har avlet duggens dråber? / Fra hvis skød er isen kommet / Hvem har født rimen, der falder fra himlen? (…) Ved du, hvornår stenbukkene får unger / har du iagttaget hinderne, når de får veer? / Har du tal på de måneder de går drægtige / ved du, hvornår de skal føde?
Job, der forbandede den dag, da han bliver født, får beskrevet, hvad det er for en verden, Gud har skabt:
en fødende, livgivende, dynamisk verden. Det er ikke et neutralt sted, men et sted hvor liv hele tiden bliver til. Det er muligt, at verden er grum ind imellem, og vi ønsker, at vi aldrig var født. Men livet har en sådan kraft, at det efter en stund kalder på os og hvirvler os ind i det, så uforståeligt og fascinerende det er.
Andet svar får Job ikke. For ham er det nok. Men det bedste er nu, at Job får ros for at gå i rette med Gud – og at hans fromme venner med deres lomme-teologi får en guddommelig skideballe.