Psykoanalysens fødsel – eller et trekantsdrama med Sigmund Freud og Carl Gustav Jung som to af de tre hovedpersoner. Filmen A Dangerous Method spiller højt spil, med en styrke der ligger i skildringen af et menneskeligt drama mellem tre vidt forskellige personligheder og med den pointe, at der skulle en psykoanalyse til for at vise, at ingen er perfekt, og at langt færre er syge, end vi går og tror.
Den canadiske instruktør David Cronenberg er måske bedst kendt for at lave gyserfilm som Fluen eller udpenslet vold som A History of Violence. Men med filmen A Dangerous Method prikker han til de ukendte sider af såvel mennesket som af de historiske personer Sigmund Freud, Carl Gustav Jung og Sabina Spielrein, spillet af henholdsvis Viggo Mortensen, Michael Fassbender og Kiera Knightley.
Filmen har premiere i de danske biografer den 21. juni 2012.
En forbudt følelse
En hysterisk kvinde slæbes modstræbende ind på et sindssygehospital. Kvinden er Sabina Spielrein. Hun bliver det oplagte og succesfulde valg for psykiateren Carl Gustav Jung. Han bruger hende som forsøgsperson til det helt nye, men i psykiatriverdenen ringeagtede behandlingsmiddel – snak.
Hurtigt viser det sig, at Sabina Spielrein ikke er syg, men at hun har unaturlige tilbøjeligheder til at føle lyst ved fysisk afstraffelse. En følelse der går helt tilbage til hendes faders korporlige afstraffelse af hende, og en lyst som fører til, at Jung indleder et forhold til hende. Han forløser og helbreder hende gennem spankingsessioner, og hun kommer derigennem til at få indflydelse på såvel Jungs som Freuds teoridannelse.
En forbudt kvinde
Jungs forhold til Spielrein fordømmes af Freud. Det er uetisk at indgå i en relation til sin patient. Samtidig repræsenterer forholdet samfundets normer og måske netop årsagen til flere andre kvinders hysteri.
Hjemme har Jung en sød, klog og ikke mindst rig kone, der i filmen mest af alt er optaget af, hvorvidt hun er i stand til at skænke sin mand drengebørn. Omvendt er Spielrein dyrisk, intens og seksuel og dermed aldeles unormal og selvfølgelig helt hysterisk.
Spielrein bliver senere en anerkendt psykoanalytiker. Hun bliver optaget i Wiens psykoanalytiske selskab, men glemmes alligevel af eftertiden og eksisterer kun som fodnote i en af Freuds tekster, indtil der i 1977 dukker en kuffert op i kælderen i det Psykologiske Institut i Geneve fyldt med hendes papirer og brevveksling med blandt andet Freud og Jung.
Spielrein tog i 1923 til Rusland for at praktisere, og hun ender sit liv ved nazisternes massakre i Zmievskaya Balka i 1942, sammen med 27.000 andre russiske jøder.
Kunstnerisk åndedræt
Et af David Cronenbergs formål med at lave filmen er at genoplive personerne fra historien. Filmen efterlader et stærkere indtryk af personerne end af selve konflikten mellem Freud og Jung eller af Spielreins indflydelse.
Cronenberg var særligt interesseret i at ”møde” Freud, trods det at Freud faktisk er den, man ser mindst til i filmen. Der vises ikke mange personlige sider af ham. Kun hans samtaler med Jung og så selvfølgelig hans evige cigarrygning – han røg 20 cigarer om dagen. Modsat bruges der uendeligt meget krudt på Spielreins og Jungs personlige forhold og psykiske udskejelser.
Både Jung og Spielrein skildres som mere eller mindre irrationelle, som følgende deres egne traumer og lyster. Dermed ikke sagt, at man ikke også kommer til at holde af dem, da de fremstår mere skrøbelige og dermed menneskelige.
En fiktion som psykoanalysens psykoanalyse
Det historiske brud er nedtonet til fordel for en svælgen i utroskab, samvittighedskvaler og uforløste følelser. Til trods for at filmen handler om sex, lidenskab og forbudte følelser, er det en meget intellektuel film og ikke specielt sanselig.
Selv i spankingscenen er tilgangen næsten klinisk. Spielrein ser på sig selv i spejlet. Jung ser på hende i spejlet. Begge ser på os tilskuere. En metareference, som på en måde fratager én indlevelsen i akten, men til gengæld giver en unik mulighed for indlevelse i dem og deres observationer af sig selv – i endnu en behandlingssession.
Filmen bliver en analyse af psykoanalysen. Jung og Sabina bruger deres erfaringer til at videreudvikle psykoanalysen og stiller spørgsmålstegn ved seksualitetens primat, hvilket fører til opgøret med Freud. På den anden side sker Sabinas egen helbredelse gennem det seksuelle, og Jung finder ro ved at leve resten af sit liv som konservativ libertiner. Dermed bekræfter de begge Freuds tese om, at det i sidste ende ikke handler om mystik, religion eller dødsdrift, men ren og skær seksualitet. Et paradoks som blot gør filmen mere interessant.