Baron Cohen er komiker, og hans film har først og fremmest til formål at underholde.
Hans enorme evne til at være politisk ukorrekt, fornærme flest muligt, træde hårdt på ømme tæer og udstille folks fordomme og dumhed har tidligere vist sig umådeligt morsom.
I Goldberg nr. 14 skrev anmelderen Peter Juncker i en artikel:
”Cohen havde dermed gjort det endnu en gang: Formået at chokere, få folk til at grine og samtidigt udstille sine medmenneskers fordomme og hykleri”.
Anledningen var Baron Cohens kommende film Brüno, som blev ventet med spænding efter kæmpesuccesen med Borat.
Brüno blev vel modtaget, uden dog at få helt samme succes som Borat. I fx The Guardian lød bedømmelsen således: “Now, this may not be every bit as funny as Borat and the latest film is – I admit it – a little further compromised by worries over fakery … But this film is still howlingly funny, staggeringly rude, brutally incorrect and very often just brilliant.”
Anmelderen Peter Bradshaws bekymring over snyderi henviser til, at Brüno ligesom forgængeren Borat var såkaldte ”mockumentary” film. Mockumentary er en genre, som præsenterer fiktion i dokumentarens form.
I Baron Cohens særlige form for mockumentary filmes scener med fiktive personer sammen med rigtige mennesker, der er uvidende om, at det reelt er teater. Sådan lykkes det for Baron Cohen at få folk til at udstille deres egen dumhed, fremmedhad og homofobi for åbent kamera.
Gentagelser
Baron Cohens stigende berømmelse gør det stadigt vanskeligere for ham at arbejde undercover, og i modsætning til sine forgængere er Diktatoren ikke en mockumentary film, men en klassisk spillefilm med rigtige skuespillere. Det hæmmer i udstrakt grad projektet med at udstille fordomme og dumhed.
Ellers er gentagelse det største problem for Diktatoren – vi har simpelthen hørt de latrinære og grove, fornærmende jokes før. Voldtægts- og kvindevittighederne er heller ikke rigtigt sjove mere, mens morsomhederne over politisk korrekthed stadig er sublime.
Lige i overfladen og mellem linjerne er der konstante jødereferencer og mere eller mindre eksplicit antisemitisme – og det er faktisk morsomt.
Diktatoren følger samme skabelon, som de første film. Filmen består af en række gags, som holdes sammen af en forholdsvis tynd historie, som ikke er sagens kerne.
I Diktatoren, som i Brüno og Borat, opnår Baron Cohen, at publikum fatter sympati for de outrerede hovedpersoner. Admiral General Aladeen (denne artikels forfatter fangede ikke lige pointen i navnereferencen til Tusind og en nats Aladdin) er en brutal, egocentreret, sexistisk, jødehadende tyran. Ikke lige den typisk elskelige Hollywood hovedperson. Men Baron Cohens komiske talent gør denne grundlæggende afskyelige person ganske sympatisk.
In loving memory
Diktatoren åbnes med stil. Allerede inden første replik er forventningen i top, da filmen ironisk er dedikeret ”in loving memory” til Nordkoreas afdøde kære leder Kim Yong-Il.
I den fiktive olierige afrikanske stat Wadiya hersker den tyranniske diktator Admiral General Aladeen. Aladeen figuren er modelleret over Muammer Gadaffi og Saddam Hussein, og det er egentlig skræmmende, at en ekspert i at skabe komiske outrerede figurer næsten ikke er i stand til at overgå virkelighedens idiotiske tyranner i brutalitet og selviscenesættelse.
Aladeen er Wadiyas cheflæge, vinder af Wadiyas eget OL og i øvrigt i alle henseender landets “supreme leader”. Det skal nok lige bemærkes, at han ikke ser ud til at have nogen lægelig erfaring, hvilket udspiller sig i en grotesk fødselsscene, og at hans atletiske evner bedst kommer til udtryk i, at han skyder OL modstanderne med startpistolen.
For at hylde sig selv har Admiral General Aladeen ændret en række ord i Wadiyas sprog. Således hedder både positiv og negativ nu Aladeen. Scenen, hvor en patient får sin HIV diagnose uden at ane om han er syg, er grotesk morsom.
Kun fredelige formål, selvfølgelig
Aladeen har for vane at få folk henrettet for et godt ord. Et henkastet blik på objektet og en hurtig finger hen over halsen viser vagterne, hvem der er næste offer.
Lederen af Wadiyas atomprogram bliver også henrettet, fordi han mere end antyder, at Aladeen har sin viden om våbenprogrammer fra tegnefilm, da Aladeen klager over, at atommissilet er afrundet og ikke har en spids. Henrettelsen får alvorlige konsekvenser for atomprogrammet, som ifølge Aladeen ”alene har fredelige formål (pause) samt at kunne ramme Isra… ” (lumsk smil). Ahmadinejad må godt være fornærmet.
Aladeen kaldes til New York for at forklare sig over for FN. I en vidunderlig scene indtager Aladeen New York på kamel ned gennem Fifth Avenue. Inspirationen fra Oberst Gadaffis rejser til topmøder med sin beduinlejr er ikke til at tage fejl af.
Aladeens bedrageriske onkel Tamir planlægger et kup mod Aladeen og indsætter en komplet idiot af en fårehyrde som dobbeltgænger. Det groteske plot er at skabe demokrati i Wadiya, for at Tamir kan sælge oliekoncessioner for egen vindings skyld. Tamir, som spilles af Ben Kingsley, ligner i øvrigt til forveksling Afghanistans præsident Hamid Karzai. Det er næppe en tilfældighed.
Aladeen overlever attentatet og må klare sig i New York uden sin uniform og sit karakteristiske skæg. Til en anti-Aladeen demonstration møder han økofeministen Zoey, som fuldstændigt fejllæser Aladeens intentioner. Det ender med romance og bryllup.
Fascistisk på den dårlige måde
Der er to scener, hvor det lykkes Diktatoren at komme op på højde med Borat, når det gælder udstilling af fordomme:
I en turist-helikoptertur over New York sidder Aladeen forklædt som almindelig turist og taler på et arabiskklingende sprog med sin tro støtte Nadal, som af mærkelige forviklinger er den ikke-henrettede leder af atomvåbenprogrammet. De to mørklødede mænds samtale handler om Porsches klassiske sportsvogn 911, og mellem de fremmede ord kan de andre passagerer i helikopteren kun kende ordene 9-11, Empire State Building og 2012. Scenen er hysterisk morsom, og de to mænd bliver anholdt.
Zoey får Aladeen ud af fængslet og klager over racistiske fordomme, og at politiet er brutalt fascistisk. Aladeens svar er: ”Ja, men ikke på den gode måde”.
Filmens titel er selvfølgelig en reference til Chaplins The Great Dictator, som på dansk også hedder Diktatoren. Sacha Baron Cohens Diktatoren har ikke Chaplins klasse, og der er ikke mange direkte lighedspunkter. Chaplins bedrift var ikke mindst, at han gjorde grin med Hitler i 1940.
Men i en scene, hvor Aladeen har fået mulighed for at tale direkte til offentligheden i USA, kan tanken ledes hen på Chaplins lange frihedstale i slutningen af sin film. Sacha Baron Cohen forbliver i modsætning til Chaplin dog fuldt ud ironisk, når han forklarer om diktaturets velsignelser, og hvorfor han under ingen omstændigheder vil have demokrati i Wadiya, fx:
”I et diktatur kan en procent af befolkningen eje 99 % af værdierne, og I kan fylde fængslerne med folk fra én etnisk gruppe”.
Diktatoren vil dele vandene. Baron Cohens trofaste fanskare vil helt sikket elske filmen for de mange underholdende scener og gags. Han har igen formået at skabe en outreret karakter og brugt den til at spidde især det amerikanske samfund. Men der er alt for lidt spids satire og for mange gentagne og platte vittigheder.
Diktatoren er ikke ligeså overrumplende, provokendende og hysterisk som sine forgængere. Så nej, Sacha Baron Cohen har ikke helt gjort det igen.