Som barn forsøgte jeg at forestille mig Polen. Min mor, som voksede op i Warszawa, fortalte mig mange historier om byen, om Jerusalem Boulevard (Aleja Jerozolimskie), hvor hun blev født og legede som barn, og om ghettoen, hvor hun i sine barndomsår forsøgte at overleve, og hvor hun mistede hele sin familie. Bortset fra et uskarpt billede i min storebrors historiebog, der viste en høj mand med overskæg og en hestetrukken vogn, havde jeg ingen reelle billeder af det fjerne land, men mit behov for at forestille mig stedet, hvor min mor voksede op, og mine bedsteforældre og min onkel ligger begravet, var stærkt nok til at få mig til at forsøge at skabe dem selv. Jeg forestillede mig gader som dem, jeg så på illustrationerne i Dickens’ romaner, og i mit hoved var kirkerne, min mor fortalte mig om, som taget ud af en gammel udgave af Klokkeren fra Notre Dame. Jeg forestillede mig, hvordan hun gik på brolagte gader og passede på, at hun ikke stødte ind i høje mænd med overskæg. Og alle de billeder, jeg opfandt, var altid sort-hvide.
Mit første møde med det virkelige Polen fandt sted for ti år siden i forbindelse med bogmessen i Warszawa. Jeg blev overrasket, da jeg trådte ud af lufthavnen, selv om jeg ikke kunne forklare hvorfor på det tidspunkt. Senere gik det op for mig, at jeg blev overrasket over at se Warszawa i Technicolor, over at gaderne var fulde af billige japanske biler, ikke hestetrukne vogne, og ja, at de fleste mænd var glatbarberede.
I de seneste ti år har jeg været i Polen næsten hvert år. Jeg bliver ved med at blive inviteret, og selv om jeg har skåret ned på mine rejser, har jeg svært ved at sige nej til polakkerne. For selv om det meste af min familie døde under forfærdelige omstændigheder i Polen, er landet også det sted, hvor min familie har boet og levet godt i generationer, og min fascination af landet og dets indbyggere er næsten mystisk. Jeg ledte efter det hus, hvor min mor blev født, og fandt en bank. Et andet hus, hvor hun havde boet i et år, var nu græsplæne. Mærkeligt nok blev jeg ikke frustreret eller ked af det, og jeg tog sågar billeder af begge steder. Jeg ville selvfølgelig helst have fundet huse i stedet for en bank eller en plæne, men en bank er da bedre end ingenting.
Under mit seneste besøg i Polen i forbindelse med en bogmesse i en anden del af landet spurgte en sød fotograf ved navn Elzbieta Lempp, om hun måtte tage et billede af mig. Jeg svarede glad ja. Hun tog billedet uden for en café, hvor jeg skulle læse op, og da jeg kom hjem til Israel, lå en kopi billedet i min mailboks. Det er sort-hvidt, og jeg står og taler med en høj mand med overskæg. Bag os aner man en gammel bygning. Alt på billedet virkede uvirkeligt, som om det var taget ud af mine barndomsfantasier om Polen. Selv mit ansigtsudtryk er polsk og skræmmende alvorligt. Jeg stirrede på billedet. Hvis jeg havde kunnet tø mit fotograferede selv op, havde han kunnet gå ud af billedet og finde huset, hvor min mor blev født. Hvis han var modig nok, ville han måske have banket på døren. Og hvem ved? Måske var den blevet åbnet af den mormor eller morfar, jeg aldrig har kendt, eller måske af en lille, smilende pige, som ikke havde nogen anelse om den grufulde fremtid, der ventede hende. Jeg stirrede længe på billedet, indtil min femårige søn kom ind og så mig sidde med øjnene klistret til computerskærmen. ”Hvorfor er der ingen farver?” spurgte han. ”Det er magisk,” svarede jeg smilende og purrede op i hans hår.