”Får vi væltet Hosni Mubarak, og giver det her os frihed, så er det første gang, vi faktisk fortjener friheden,” sagde Mohammed Abdelmonem Azawy til mig midt under omvæltningerne i Kairo. ”Hvis vi blev befriet for diktaturet af andre, ville vi ikke have fortjent friheden. Det gør vi nu, for vi har kæmpet og betalt for den med vores eget blod. Det er vores frihed!”
En kort periode under revolutionen var Azawy Egyptens kulturminister, indtil han blev sparket ud, fordi Det øverste Militærråd udnævnte sin egen regering. Til daglig leder han Azawy-kulturcentret, en mellemting mellem Den Grå Hal på Christiania og Huset i Magstræde, bare på egyptisk. Et fristed for unge egyptere, religiøse og sekulære, unge piger og mænd, kunst- og kulturinteresserede, politisk engagerede og dem, der bare vil spille og lytte til musik.
Ved det første frie valg blev Azawy valgt ind i det parlament, som Militærrådet og Forfatningsdomstolen senere erklærede ugyldigt. Men som de øvrige parlamentarikere nægtede han at acceptere, at de, der var udnævnt af diktaturet, skulle vurdere, om demokratiets folkevalgte repræsentanter var legitime eller ej. Så i skøn tværpolitisk forening fortsatte de med at mødes for at regere landet på trods af de væbnede styrker og sikkerhedspolitiet.
Selvom Azawy, som absolut ikke er islamist, hellere havde set en verdslig regering, så accepterer han fuldt og helt, at folket har talt, og at islamistiske politikere skal lede landet. I det mindste er det ikke generalerne eller en marionet-præsident udpeget af militæret. Og selvom Azawy-kulturcentret nemt kan komme i konflikt med islamisternes snævre moralnormer og puritanske kulturopfattelse, så vil han hellere have den kamp end leve under et korrupt regime ledet af generalerne og landets rige, privilegerede overklasse.
I Egypten som i Libyen og Tunesien er det islamister i forskellige indpakninger og sværhedsgrader, der har fået magten efter omvæltningerne. I Libyen ganske vist som en del af noget, der udadtil ligner en sekulær politisk alliance, men i realiteten består af en række islamistiske grupperinger. Når krigsrøgen i Syrien på et eller andet tidspunkt letter, og præsident Bashar al-Assad er flygtet, fanget eller død, så kommer islamisterne sikkert også her til at spille en afgørende rolle.
Uanset om vi kan lide det eller ej, så bliver det islamister, der vinder Det arabiske Forår, og det næsten uanset om overgangen fra totalitarisme til demokrati sker fredeligt eller med våben. De sekulære oppositionspolitikere er ofte totalt ukendte, nye og uprøvede, inkompetente, har været i eksil eller en del af regimet som symbolsk opposition.
Islamisterne derimod har via moskeer, skoler, klinikker og socialcentre længe haft både infrastruktur og befolkningens støtte. Ofte har de eksisteret halvt forbudt/semi-tilladt, så diktatoren havde et politisk fugleskræmsel, som han kunne vise Vesten: ”Se! Det er enten mig eller disse Bin Laden-kloner!”
Tidligere støttede vi derfor ofte tyrannerne. De sikrede dog en vis stabilitet i en region, der blandt andet på grund af olien er strategisk vigtig for os. Nu kommer de islamistiske regeringer alligevel, og vi skal beslutte, om vi vil støtte dem eller gentage vores fodfejl fra Hamas’ magtovertagelse i Det palæstinensiske Selvstyre.
Da den militante Hamas-bevægelse ved et demokratisk valg i 2006 smed det korrupte Fatah på porten, lukkede vi af til den nye Hamas-regering, som blev presset i armene på Iran og fortsatte sin militante politik over for Israel. Vores indflydelse blev svækket, Hamas blev mere stålsat anti-forhandling, Fatah så ingen grund til at rense ud, og Israel-Palæstinakonflikten er lige så uløselig som altid.
Den modsatte politik er heller ikke bare lykken.
Mange i Vesten vil argumentere for demokrati i den arabiske verden, fordi de tror, at det vil føre til fred og stabilitet i området. Men det vil det ikke. Ikke på kort sigt. Enhver bevægelse fra tyranni eller autokrati til demokrati i den arabiske verden vil uvægerligt blive influeret af områdets islamistiske bevægelser, og det vil meget sjældent ske uden ballade og ustabilitet.
Vi i Vesten må være villige til at arbejde sammen med disse bevægelser, selvom vi ikke sympatiserer med deres politiske mål, og gennem langsommeligt slid og møjsommeligt diplomatisk brobygningsarbejde støtte kræfter, vi ikke kan lide, så de kan få magten og udøve den – om ikke til alles bedste, så til mange fleres end i diktaturets dage – for i det mindste at styrke de demokratiske tendenser og få valg til at fungere. Ikke bare ved én enkelt lejlighed, men gang på gang, så valg bliver reglen snarere end undtagelsen. Det bliver en lige så svær proces for os som for den arabiske verden.