Det overraskende er ikke, at David Cronenberg valgte Viggo Mortensen. De har et sammentømret samarbejde med filmene A History of Violence og Eastern Promises. Det er snarere, at han valgte Viggo Mortensen – den ensomme ridder eller den hårde gangster – som psykoanalysens fader.
Filmen A Dangerous Method har premiere i Danmark den 20. juni. Den har været vist mange andre steder i verden, og kritikken har været overvældende god. Der er stor enighed om, at action-stjernen tilføjer figuren Freud både underspillet humor, karismatisk pompøsitet og midaldrende soliditet.
Men det var tæt på ikke at blive til noget.
En næsten skæbnebestemt affære
Rollen som Freud var lige ved at gå til en anden. Historien om, hvordan det alligevel gik til, at netop Viggo Mortensen fik den eftertragtede rolle som den østrigske psykiater Sigmund Freud i filmen, har elementer fra en dårlig Indie Movie, mener underholdningsmediet The Daily Beast, der har talt med Mortensen.
Da Cronenberg i 2009 lokkede for at få Mortensen til at tage rollen som Freud, var svaret negativt. Mortensens forældre var alvorligt syge, og han valgte at holde halvandet års arbejdsorlov for at passe dem. Rollen gik i stedet til den østrigske skuespiller Christoph Waltz, der havde lobbyet heftigt for den, bl.a. med fortællinger om at hans bedstefar havde været elev hos Freud. Men da Waltz, kort inden filmoptagelserne gik i gang, blev tilbudt hovedrollen i storproduktionen Water for Elephants, fulgte han pengene og forlod A Dangerous Method med det langt mere beskedne budget.
Cronenberg stod nu med en filmproduktion lige om hjørnet og ingen i rollen som Freud, og han vendte tilbage til Viggo Mortensen. Situationen var i mellemtiden bedret for Mortensens forældre, og Cronenberg arrangerede det, så alle scener med Freud kunne laves i løbet af tre uger.
For ung, for flot og for forfængelig
En anden grund til at det var tæt på, at Viggo Mortensen ikke skulle spille Freud, drejer sig om hans egne betænkeligheder.
”Jeg syntes også, at det var et mærkeligt valg”, har han fortalt til The Daily Beast. “For jeg havde den samme forestilling som alle andre om, hvordan Freud så ud: skrøbelig, gammel, mager og hvidhåret. Meget korrekt og formel. Og med disse stirrende brune øjne”.
Også Cronenberg havde samme betænkeligheder, som dog viste sig at være unødige bekymringer:
“Viggo i rollen som Sigmund Freud er selvfølgelig ikke det mest åbenlyse valg. Men jeg tænkte: Ok, i denne her film er Freud ikke den aldrende, skrantende, cancerplagende Freud, som alle lader til at kunne huske. Han er en mand i 50 års alderen, som i den samtidige litteratur beskrives som flot, maskulin og humoristisk. Hvis man tænker på ham på den måde, og at Viggo har præcis samme alder, så giver det pludselig mening.”
To sjæle samme tanke. Måske netop derfor blev Viggo Mortensen overtalt i sidste ende, i hvert fald erklærer han, at havde en hvilken som helst anden instruktør tilbudt ham rollen, havde svaret været nej.
Tale er sølv
Viggo Mortensen excellerer i sine non-verbale roller. Hans erfaring spænder bredt, fra den betragtende og vise, men ensomme helt til den hårde gangster. Vidt forskellige typer, men alle deler fællestrækket hverken at være særligt kommunikerende eller dialogsøgende.
Måske spiller netop disse erfaring ind i Viggo Mortensens særlige fortolkning af Freud, for han spiller rollen overbevisende som den kloge, rationelle, varme familiefar og læge, men også som den uhyggeligt forudseende, udspekulerede og måske endda manipulerende mand. Det er timingen, tonen, ironien og blikket, som Viggo Mortensen har fanget på sin egen helt særlige og implicitte non-verbale måde, som gør at man på en gang både føler tryghed og uro overfor Freud.
Opmærksomhed betaler sig
Da Viggo Mortensen fik jobbet, kastede han sig ud i en grundig forberedelse til rollen, en proces han altid nyder.
”Man kan altid regne med at have en god tid, medens man researcher til en rolle”, siger han til The Daily Beast. ”Selv hvis det viser sig, at optagelserne ikke er sjove, eller filmen ikke er god, så har du det med dig, som du lærte under forberedelserne.”
Viggo Mortensen læste alt, hvad han kunne af og om Freud. Han besøgte Freuds hjem i Wien og London, studerede hans talestil, hans ironi, tone og evne til at få sine tilhørere med på sine ideer. Han skiftede linser og fik brune øjne, skiftede sin hårgrænse og tog ekstra kilo på. Og så røg han en forfærdelig masse cigarer.
For en skuespiller, der ofte kommunikerer non-verbalt i sine roller, var Mortensen navnlig bekymret for, om han kunne fange Freuds måde at tale på. ”Han brugte sproget som et våben, offensivt og defensivt. Han havde en teknik, som han brugte til at præsentere kontroversielle, endda revolutionære ideer, samtidig med at han inkluderede publikum. Med fraser som ’som vi alle ved’ eller ’jeg er sikker på det ofte er bemærket…’ kom publikum til at føle, at de delte ideen. Vi arbejdede på at bringe denne kontrast ud i Freud og Jungs talestil i filmen – Freuds ironiske tone i opposition til Jungs nøgterne og kølige tone”, fortæller Mortensen til avisen The Globe and Mail.
Bagom den minutiøse forkærlighed for at gengive Freud troværdigt ligger der en enorm menneskerespekt.
“Ideen om bekendelse uden dom/fordømmelse og hjælp gennem kærlighed – kærlighed i form af at lytte – er det essentielle i, hvad både Jung og Freud lavede. Og uanset om man er en lyttende psykoanalytiker, instruktør, forældre eller ven, så er det en af de største gaver, man kan give. Bare at lytte.”
Og det er måske lige netop det, Viggo Mortensen er så god til.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!