Det drejer sig om Camille Pissarro, der blev født på Skt. Thomas i Dansk Vestindien i 1830. Hans far var indvandret fra Bordeaux i Frankrig, men var af portugisisk sefardisk afstamning. Den sidstnævnte omstændighed har uden tvivl haft stor betydning for ham, og den har helt aktuelt kvalificeret ham til en nylig udstilling på Jewish Museum i New York. Pissarro beholdt sit danske pas livet igennem, og også dette har spillet en rolle for hans identitet.
Der skal nok være nogen med et vist kendskab til hans kunst, der har svært ved at se sammenhængen mellem disse to omstændigheder og hans malerier fra Paris og omegn. Men det er en af udstillingens pointer, og det vender jeg tilbage til.
Pissarro var overhovedet den eneste af 1800-tallets virkelig banebrydende kunstnere, der havde en jødisk baggrund. Han var søn af en forretningsmand og tilbragte de første 12 år af sit liv på Skt. Thomas, hvorefter han blev sendt til Paris med henblik på sin uddannelse. Han vendte tilbage til sin fødeø som 18-årig, men ikke for at gå ind i familievirksomheden som forventet. Hans interesse for at tegne var blevet vakt, og denne interesse blev styrket, da han omkring 1851 mødte den lidt ældre danske landskabs- og marinemaler Fritz Melbye på Skt. Thomas. Melbye er ganske vist ikke en af de store skikkelser i dansk kunst, men mødet stimulerede interessen hos Pissarro yderligere, og sammen rejste de til Venezuela, hvor de arbejdede side om side i næsten to år fra 1852-54. Fra denne tid stammer to små portrætter fra Pissarros hånd – af Fritz Melbye og ham selv – som han forærede til sin danske ven, og som siden blev nedarvet i Melbyes familie, indtil de i 1974 blev skænket til Statens Museum for Kunst som arv efter Herbert Melbye.
Efter tilbagekomsten til Skt. Thomas valgte Pissarro i 1855 at tage til Paris for at få en egentlig kunstneruddannelse. Han blev i første omgang elev af Fritz Melbyes ældre bror Anton, der var marinemaler og bosat i Paris, men han modtog også vigtig inspiration fra landskabsmaleren Corot og delte muligvis atelier med en anden dansk maler, David Jacobsen (læs om den dansk-jødiske maler David Jacobsen i Goldberg #3).
Pissarro kom imidlertid snart i berøring med en gruppe yngre malere, der radikalt omformulerede opfattelsen af et billede og det maleriske formsprog. Deres eksperimenter vakte stærk modvilje blandt kritikerne, og da de efter flere afvisninger på den officielle parisiske salon etablerede deres egen uafhængige udstilling i 1874, blev deres kunstneriske bestræbelser tildelt øgenavnet “impressionisme”. Det var ment negativt, men betegnelsen blev som bekendt hængende og bliver nu nærmest brugt som en kvalitetsangivelse.
Men betegnelsen giver rent faktisk mening, da de mest rendyrkede impressionister, inkl. Pissarro, har søgt at fastholde øjeblikkets indtryk snarere end at male, hvad de vidste om motiverne. Pissarro talte i sine breve om “natur” og “sansning”, og han betonede vigtigheden af ikke blot at studere naturen indgående, men også af at være modtagelig for øjeblikkets sansning. Dette skal ikke forstås i forlængelse af den foregående romantiske epokes følelsesmæssige tolkning af motiverne og deres stemninger, men snarere som et ønske om at vise åbenhed over for naturens omskiftelige fremtoning. Bortset fra et midlertidigt engagement i den mere teoretisk betonede, og mindre sansende, retning pointillismen i den anden halvdel af 1880’erne forholdt Pissarro sig tro mod dette kunstneriske credo hele livet.
Pissarro var den eneste af impressionisterne, der udstillede på alle de otte fælles udstillinger i årene 1874-86. Men selv om han var en helhjertet impressionist, var han ikke i alle henseender en typisk repræsentant. Mens flere af de andre malere, specielt Monet og Renoir, skildrede landskaberne i Paris’ omegn, som de opleves af fritidsmennesker på udflugt fra byen, valgte Pissarro at betragte naturen fra de arbejdende landboeres standpunkt. Han malede dér, hvor de havde deres hverdag, og der er intet smukt, storslået eller spektakulært over motiverne. Blandt hans motiver var landarbejdere på markerne eller en køkkenpige, der fodrer høns på en gårdsplads.
I 1890’erne rykkede Pissarro sit fokus fra landet mod storbyen. Han malede hele serier af malerier fra boulevarderne i det moderne Paris med det flimrende liv, der udspandt sig. I dag er disse billeder nærmest indbegrebet af det maleriske Paris i “de gode gamle dage”. Men dengang var det det nye Paris, der brutalt var blevet skabt, da baron Haussmann efter revolutionen i 1848 gennemskar de middelalderlige bydele med snorlige boulevarder, så Napoleon III slap for oprørske borgere, der byggede barrikader i de snævre gader. Der var altså intet nostalgisk eller romantisk ved hans valg af disse motiver.
Som det fremgår af dette rids af Pissarros livsbane, afspejles hans jødiske baggrund ikke direkte af hans motiver. Men det gør den ifølge udstillingens arrangører til gengæld af hans personlige og kunstneriske grundholdning.
Pissarro nedstammede fra de såkaldte marranos, dvs. portugisiske jøder, der i 1500-tallet blev kristnede ved tvang, men som i det skjulte beholdt deres jødiske tro. At de i praksis forblev jøder, var forbundet med stor risiko, da truslen om inkvisition hele tiden lurede (den portugisiske, ikke den spanske, forstås!). Til den portugisiske jødiske kultur blev dermed knyttet et meget stærkt islæt af trods og vilje til at holde fast på det, man troede på – koste hvad det ville. Denne kulturelle arv blev videregivet til Pissarro, også selv om hans farfar emigrerede til Bordeaux, og hans far rejste til Dansk Vestindien. Han var stædig og følte ingen trang til at tilpasse sig flertallets normer. Han tilhørte i dobbelt forstand en minoritet, da han kom til Paris, både som jøde og som dansk statsborger. At han også som kunstner snart kom til at tilhøre en minoritet, var altså blot en logisk konsekvens.
I sit voksne liv frigjorde Pissarro sig fra den jødiske tro og giftede sig med familiens ikke-jødiske køkkenpige – til hans mors store fortrydelse. Men den stigende antisemitisme i Frankrig i 1890’erne tvang ham dog til at gøre sin stilling klar. Han støttede således den uskyldigt dømte jødiske kaptajn Dreyfus allerede før, forfatteren og kritikeren Emile Zola skrev sit berømte anklageskrift mod de franske myndigheder. Denne sag splittede de gamle impressionistiske kampfæller, og Pissarro oplevede smertefuldt, at to af de kunstnere, der have stået ham nærmest, Degas og Cézanne, vendte ham ryggen. Specielt Degas’ antisemitisme var voldsom og hadefuld. Pissarro endte derfor modvilligt med at stå ved den jødiske identitet, som han ellers havde søgt at lægge bag sig.